Når kunstnere vil vise det usynlige

Kristen modernisme i billedkunsten står over for en næsten umulig udfordring, for må og kan man skildre det virkeligt hellige? Det er svært, men når den kristne modernisme lykkes, kan den være forkyndende på sublim vis, understreger kunsthistoriker Else Marie Bukdahl

En kristen modernisme i billedkunsten kan være både figurativ og abstrakt. I det første tilfælde vil den fremstille sit bibelske motiv i sin samtids stilarter. Tænk på Emil Noldes vildt ekspressionistiske Kristus.

I det andet tilfælde afsøger kunstneren en grænse, for hvordan skal beskueren kunne se, om et abstrakt kunstværk skal opfattes som religiøst? Her nærmer vi os fra nutidens kant en visdom i det gamle billedforbud. Det tænkes her i nutiden mindre som egentlig forbud og snarere som angående en afmagt og umulighed i skildringen af det virkeligt hellige.

LÆS OGSÅ: Hun løfter kunsten op i højere luftlag

Else Marie Bukdahl kan forklare os disse sager. Hun er en af vore førende kunsthistorikere, og hun følger moderne kristen kunst tæt, rundet som hun er af grundtvigsk højskolebaggrund.

Bukdahl vil starte med en forbavsende tilbagedatering. Hun vil gerne rykke pælene mange hundrede år tilbage, når talen er om moderne træk i kirkekunsten. Den demonstrerede nemlig allerede fra renæssancen en påfaldende frihed i tilgangen til de evangeliske scener. Det gjorde, at kunsten faktisk fik fornyende virkning på kirkens forkyndelse, mener Else Marie Bukdahl. Nærvær, konkretion, stadige opbrud fra konventioner kendetegner mange af de store kunstnere, der tog livtag med bibelske motiver. De kunne give en scene fra stalden i Betlehem, soldaternes spot på Via Dolorosa eller den opstandnes møde med sine disciple et nærvær, som har virket akut nutidigt på beskueren, aktuelt og frapperende nærværende. Måske stærkere end mangen prædiken. Og sådan noget er faktisk del af kunsthistorikerens karakteristik af ”det moderne”.

”Man glemmer gerne, at de kunstnere, der lavede kirkekunst i renæssancen og barokken, faktisk demonstrerede en stadig vilje til at udsætte deres kristne motiver for aktualitetens skarpe lys og udfordringer,” betoner Else Marie Bukdahl.

”Det er en vilje, der egentlig må kaldes moderne. De visualiserede rask væk fortællingerne om Jesu liv på jorden med påklædning og omgivelse fra deres egen samtid. Jesus blev jo menneske fuldt og helt og deler dermed menneskenes grundvilkår – også lidelse og død. Det er en bærende tanke i kristendommen, som kunstnerne var fuldt fortrolige med. Derfor rykker de ham ind i tiden og viser Jesus som et menneske, der færdes i denne verden. På den måde viste – og viser – deres kunst, hvordan evangeliet taler direkte ind i verden. Og vel at mærke en verden under stadig forvandling. En verden, som ligger i brydning mellem kaos og orden. En kunstner som Caravaggio opnår faktisk at rykke samtidens teologiske opfattelse gennem sit billedsprog.”

Barokken klinger ud i begyndelsen af 1700-tallet, og oplysningstiden holder sit indtog. Fornuft og naturvidenskab kommer i det højsæde, som kristendommen må vige. Der sætter en opsplitning ind, hvor kultur, politik og kirkeliv bliver relativt selvstændige områder, fortæller Else Marie Bukdahl. Det betyder også, at kirkekunstens forbindelse til, hvad der hænder af nyt inden for filosofien eller inden for kunsten, i øvrigt bliver tyndere.

”Og i det 19. og 20. århundrede sker de kunstneriske nybrud som bekendt ikke inden for den kristne kunst. Der er dog markante undtagelser som for eksempel Matisses og Noldes kirkekunst.”

Og herhjemmefra er Niels Larsen Stevns en undtagelse.

”Han bliver analyseret glimrende af Mikael Wivel i hans værk ”Kunsten i kirken”. Wivel peger på ham som en af de første, der i det 20. århundrede fornyer kirkekunsten, fordi han fører visualiseringen af det kristne budskab ind i samtiden. Og fordi han præger det med en personligt lidenskabelig holdning, udtrykt i et fortættet, ekspressionistisk sprog.”

I et triptykon i Vrensted Kirke skildrer Larsen Stevns ”Bebudelsen”, ”Kristus og Nikodemus” og ”Korsfæstelse”.

”Og det sker på en både anskuelig, original og udtryksmættet måde. Det gælder kampen mellem lysets og mørkets kræfter. I det midterste billede ser vi Kristus, der mildt og indtrængende forsøger at overbevise den tvivlende Nikodemus om nåden og frelsen.”

Else Marie Bukdahl tilslutter sig Mikael Wivels påpegning af en renæssance inden for kirkekunsten i Danmark i anden halvdel af det 20. århundrede.

”Han taler fuldt med rette om et af de mest opløftende og overraskende forløb i nyere dansk kunst. Tænk kun på Hein Heinsens kirkemosaikker og hans samarbejde med Mogens Møller, på Bjørn Nørgaards og Per Kirkebys altertavler eller Peter Brandes’, Maja Lisa Engelhardts og Mogens Jørgensens glasmalerier. Disse kunstnere har hver på deres måde skabt værdifuld fornyelse.”

Else Marie Bukdahl nævner også billedhuggeren Astrid Noack. Hun var en sjælden gæst på dette område, men hun har skabt et krucifiks i træ, som Bukdahl er glad for, og som er et fint eksempel på kristen modernisme.

”Hun skabte det 1942-1945 på bestilling. Det hænger nu i munkenes tidligere dormitorium i Løgumkloster, men var oprindeligt tænkt som fritstående værk et andet sted i Sønderjylland. Den kvindelige mæcen, som havde bestilt værket, brød sig imidlertid ikke om det.”

Det kan hænge sammen med, at dets Jesus ikke bærer lændeklæde; en helt nøgen, moderne, kortklippet ung mand, der skuer tappert lige frem.

”Det var bestemt som en kristen markering, der på samme tid skulle være en minderune over de soldater, der faldt den 9. april 1940.

Her smelter Noack hverdagsliv og det ophøjede sammen. Der er menneskets heroiske død og Kristi offerdød.” Værket hedder da også ”Det korsfæstede menneske”.

”Hun har kompromisløst skåret sin Kristus i træ på en måde, så han både er menneskelig og guddommelig, og gennem sin smertelige død viser han sin grænseløse kærlighed til os.”

Hein Heinsen og Stig Brøggers præstation i Johanneskirken i Vorup er også blandt Else Marie Bukdahls favoritter inden for moderne dansk kirkekunst. Den består af en abstrakt skulptur af Heinsen, der ikke er skabt til kirken, men placeret i den, og bag alteret to høje, ensfarvede malerier, såkaldte monokromer, af Stig Brøgger. Her er det virkelig op til beskueren selv at pejle den religiøse impuls.

”Det er her alene formen, farven og lyset, der skaber betydning og giver oplevelse. Værkerne er helt frigjorte fra figurative sandsynligheder, men så kan de netop derfor til gengæld sætte noget i værk hos kirkegængerne. Måske ligefrem forløse skjulte kræfter hos dem.”

Else Marie Bukdahl lægger vægt på denne frie appel til beskueren.

”De gør ikke brug af den mindste kristne ikonografi, men eftersom deres værker hænger lige bag alteret og nær døbefont og prædikestol, så vil man jo læse det ind i dem, som foregår i kirken. De forestiller ikke selv noget, og derfor stimulerer de kirkegængerne til selv at tyde forkyndelsen og verden omkring dem.”

Står man foran værkerne i kirken, oplever man, fortæller Bukdahl, et intenst og kompliceret lysspil imellem dem. Det virkemiddel sætter dem i diskret forbindelse med kirkerummet.

”Det skaber sammenhæng, det visualiserer eller peger på det guddommelige og det hellige. For ligesom lyset er det guddommelige allestedsnærværende, men tillige uden for vores magt. Og det hellige ligner lyset i det, at det skaber vej i en ofte mørk og ufremkommelig verden.”

Hein Heinsen, der også er cand.theol., har netop betonet, at det hellige vanskeligt lader sig indfange figurativt. Else Marie Bukdahl henter en bog på hylden og læser op af en tekst af Heinsen:

”Billedforbuddet er udtryk for, at de efterlignende billeder fastlægger virkeligheden og gør den til en fast, håndterbar form.”

Det hellige bør ikke behandles som noget én gang givet, der derfor lader sig forholdsvis enkelt fremstille. Det lader sig ikke menneskeligt råde over og fremvise.

Hein Heinsen anerkender, at også figurativ kunst kan åbne denne hellige dimension midt i dens motiv med genkendelige figurer. Den kan byde det ubegribelige ind i det figurative. Bukdahl læser atter op: ”De bedste kunstværker i historien har altid sprækker, der giver rum, således at beskueren kan få plads.”

Else Marie Bukdahl trækker en interessant linje til Søren Kierkegaard, der altid nærmede sig det hellige med ærefrygt og stor alvor. På et tidspunkt skrev han irriteret om alterstatuen i Vor Frelser Kirke på Christianshavn, den svenske billedhugger Nicodemus Tessins ”Lidelsen kalk”, hvor en engel rækker Kristus kalken. Rækker og rækker, søndag efter søndag i en kunstigt stivnet bevægelse. Der er kunstnerisk afmagt i en sådan størknet skildring. Kierkegaard skriver i en af sine Christelige Taler: ”Du vil sige til dig selv: ”nej, så længe varede det dog ikke. Englen vedblev jo dog ikke at række ham kalken. Han tog den jo villigt af englens eller lydigt af Guds hånd – Han har jo tømt den, lidelsens kalk, thi hvad han led, det led han én gang.”

Det handicap har den abstrakte kunst ikke.

”Kierkegaard nåede ikke at lære non-figurativ kunst at kende,” fortæller Bukdahl. ”Men jeg tror, han ville have fundet, at den havde en mulighed, han ville kunne lide. En mulighed for at vise hen til det absolutte. Det, som med hans ord ligger hinsides ’det ubekendte lands grænse’.”

Kirkekunst skal antyde noget, der ligger uden for dens egen grænse, en såkaldt transcendens. Og kristen kunst forholder sig væsentligt forventende. Som den kristne skal det ifølge Kierkegaard.

”Kierkegaard er til gengæld skeptisk over for kunst, der tror at kunne skildre det guddommelige og gengive sandheden. Heri er det moderne hos Kierkegaard: Han hylder en negativ fremstilling af det uudsigelige. Negativt betyder, at det må optræde som et fravær i virkeligheden.”

Det er også den måde, hvorpå moderne, nonfigurativ kunst, der i dag hænger i mange kirker, går frem. Der appelleres til beskueren, som skal medvirke tolkende, for han får ikke serveret nogen genkendelig form.

”Der appelleres med et kierkegaardsk ord til hans efterfølgelse,” slutter Else Marie Bukdahl.