At være naturlig er jo ikke i sig selv positivt

Jagten på det naturlige liv er måske ikke så naturligt som formodet foto: Colourbox.

Læs også

flexblock

Annonce flexblock

flexblock

Tema

Mediekommentar

Natur

flexblock

Forstør Send Print

Leif Hjernøe | 7. juli 2012

Jagten på det naturlige liv er måske ikke så naturligt som formodet

HER I LANDET lever vi under så gunstige forhold, at vi let kan bilde hinanden ind, at naturen først og fremmest er noget, der skal nydes. For os er naturen så elskværdig, at vi er tilbøjelige til at tale om den som noget forbilledligt harmonisk og helsebringende sundt.

Vi taler om naturlæger, naturmedicin og naturgenopretning, som om det naturlige under alle omstændigheder i sig selv er noget positivt. Men jordskælv, vulkanudbrud, tørke og oversvømmelser hører jo også naturen til.

LÆS OGSÅ: Slow living har bredt sig med sneglefart

I medierne bliver vi dagligt mindet om, at fænomener som orkaner, skybrud og laviner overalt på kloden får mennesker til at frygte naturen. Naturen er nådesløst brutal. Fødekæderne er baserede på blodige drab og hensynsløse overgreb dyrearterne imellem.

Annonce

Misforstå nu ikke. Jeg værdsætter for eksempel alle økologiske tiltag. Det er mere end nogensinde nødvendigt, at vi lærer at respektere klodens helt uoverskuelige, på én gang sårbare og kraftfyldte naturforhold. Både de klimamæssige og de jordbundne.

At respektere, ja, og selvfølgelig også at fryde sig over naturen, så vidt som overhovedet muligt, det er livsvigtigt og dybt inspirerende. Men det må ikke føre til ukritisk idyllisering, sådan som det alt for tit kan ses på tv-skærmen.

Disse betragtninger er her alle affødt af den forløbne uges desillusionerende naturdokumentar ”Alene i vildmarken” af filmmageren Ed Wardle. Serien blev sendt på DR 2 i fire afsnit lige efter ”Deadline”. Et langsommeligt og dog intenst spændende projekt.

Ed Wardle satte sig for at virkeliggøre en drengedrøm om ene mand i tre måneder at kunne drage af sted på en overlevelsestur i et menneskeforladt nordamerikansk skovområde. Nærmere betegnet Yukon i det nordvestlige Canada.

Sådan havde han forestillet sig det: Efter samtaler med psykolog og læge ville han lade sig sætte ud i vildmarken, alene forsynet med, hvad der kunne bæres på ryggen. Lidt tøj, en kniv, en riffel, en gryde og et lille kamera. Og så et vist mål af nødrationer.

Ed Wardle ville demonstrere, ”at mennesket ikke er skabt til det moderne liv, men til at leve i vildmarken og ernære sig af skovens bær og urter samt jagt på skovens dyr, også selv om det betyder et liv uden hospitaler og supermarkeder!”.

Turen udviklede sig næsten umærkeligt til en psykologisk nedtur. Efter nogle uger måtte Ed Wardle erkende, at man nok kunne undvære mange af civilisationens materielle goder, men ikke medmenneskene. Ensomheden blev en mere og mere belastende udfordring.

Naturen blev i bogstaveligste forstand umenneskelig. Naturen er selvberoende. Ed Wardle blev opslugt af den på en måde, han hverken havde forudset eller var forberedt på. Et sted var han til sin undren lige ved at folde hænderne og bede. Ville et gudsforhold mon have forhindret, at han til sidst måtte opgive sit tremåneders-projekt? Det blev ”kun” til 50 dage!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad