Etiopierne skal yde for at nyde

Mange af Folkekirkens Nødhjælps indsamlede penge er gået til projekter, hvor befolkningen i Etiopien bliver betalt for at forbedre deres egne vilkår

På en mark nær Manasoda i det sydlige Etiopien hæver 25-årige Gelma Begaj sin økse. Holder den højt over hovedet og hugger den så ned i en stor busk med sølvfarvede torne.

På under et minut er busken løsnet fra jorden, hvorefter den bliver slæbt over til de øvrige buske, som Gelma sammen med 12 andre mænd har fældet indtil videre.

LÆS OGSÅ:Desperate etiopere ødelægger deres egen natur

Jorden, han befinder sig på, er god, men på grund af tørken har græs og afgrøder ikke kunnet vokse. I stedet er hårdføre akaciebuske skudt op og fylder nu hele området med deres lange torne, der forhindrer både dyr og mennesker i at bevæge sig rundt på marken.

BILLEDSERIE:De lever, hvor intet kan gro

For at komme tornebuskene til livs har Folkekirkens Nødhjælp sat nogle af de lokale, der er mest ramt af tørken, til at rydde markerne.

Et arbejde, de lokale tidligere modtog mad for, men som nu bliver belønnet med penge. For hver fem hektarer, grupperne på marken rydder, modtager de 600 birr (200 kroner) fra Folkekirkens Nødhjælp. Konceptet kaldes ”penge for arbejde” og er blevet mere og mere udbredt blandt nødhjælpsorganisationer i arbejdet med at genopbygge efter katastrofer. Blandt andet blev det brugt efter jordskælvet i Haiti i 2010 og oversvømmelserne i Pakistan samme år.

Ifølge Tesefaye Berhanu Semunegus, Folkekirkens Nødhjælps projektleder i Borena-regionen i det sydlige Etiopien, giver penge-projekterne en frihed til befolkningen.

”Det giver dem chancen for selv at bestemme, hvad de vil bruge deres penge på. De kan købe mad på markederne eller frø, som de kan plante og sælge,” siger han.

For Gelma Begajs vedkommende går en tiendedel af de tjente birr til familiens mad og forbrug, mens resten gemmes. Under tørken sidste år mistede familien 18 af sine 20 stykker kvæg, og med tiden håber Gelma at kunne spare nok sammen til at købe en ged.

Samme håb har de fleste af gruppens andre arbejdende, som også sparer op for at kunne genopbygge tilværelsen som kvægavlere.

Planerne om at spare op overrasker umiddelbart Thorkil Casse, lektor ved Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitet. Det er nemlig netop her, han ser den store udfordring ved penge-projekterne.

”Når man giver rede penge, sker det typisk, at nogle bruger dem meget hurtigt. Eksempelvis risikerer man, at nogle mænd drikker dem op, og spørgsmålet er derfor, om man bør afgøre, hvad de bruger pengene til,” siger han.

Han tilføjer dog, at hans erfaringer stammer fra Madagaskar, hvor lokale arbejdere tjente penge på at rydde skov og brugte dem op meget hurtigt. Dog var der her ikke tale om en overordnet styring fra nødhjælpsorganisationer, og befolkningen var ikke i samme krisesituation.

”Denne situation er mere katastrofal på grund af tørken. Hvis befolkningen siger, de ønsker at spare sammen, er det et udtryk for, at de er klar over, at de må tænke langsigtet for at overleve,” siger han.

Samtidig er penge-nødhjælpen ifølge Thorkil Casse en fordel for organisationen, som slipper for det administrative arbejde med at skaffe og bringe mad ud.

Ifølge Stig Jensen, der er leder for Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, har man erfaring med lignende penge-projekter i mange andre afrikanske lande, og man kan blandt andet se positive resultater i Sydafrika, hvor lokale blev betalt for at fjerne planter og buske, der optog for meget vand. I udgangspunktet ser han også penge-projekterne som en god idé.

”Det giver god mening, at man skal levere arbejdskraft for nødhjælpen – at man skal yde for at nyde i stedet for bare at modtage almisser,” siger Stig Jensen.

Han peger også på flere udfordringer. Blandt andet spørgsmålet om, hvordan man vælger, hvem der skal være en del af projektet.

”Vi, der sidder udenfor, har et billede af befolkningen som en homogen gruppe fattige. Men i Etiopien er der både folk, der er stærke og svage, og det sker ofte, når det handler om adgang til ressourcer, at de stærke vil presse på,” siger han.

Stig Jensen fremhæver, at man også skal sørge for at give en løn, der passer til de lokale levevilkår. Hvis lønnen er for høj, risikerer man, at beboerne opgiver andet arbejde, og er den for lav, kan det resultere i venstrehåndsarbejde.

Venstrehåndsarbejde lader der dog ikke til at være tale om på marken ved Manasoda. Her var planen i begyndelsen at rydde 70 hektarer for buske, men de lokale indbyggere har har allerede ordnet 100 hektarer jord og tager de sidste 25 hektarer af marken med.