En amerikansk profet i kort form

Der er både fine og forglemmelige tekster i den amerikanske forfatter Don DeLillos første novellesamling,”Englen Esmeralda”

I en anmeldelse af Don DeLillos nye novellesamling skriver den engelske forfatter Martin Amis, at store forfattere langtfra altid skriver mesterværker. Han nævner Kafka: Sublime fortællinger, men hvem orker at læse hans romaner? Amis nævner også Jane Austen: Hun skrev seks romaner, men kun de tre er geniale. Eller Joyce: Det er ”Ulysses” og et par noveller, der ændrede litteraturhistorien, men resten er mere på det jævne.

LÆS OGSÅ: Amerikanske romaner har verdensklasse

Det samme gælder for Don DeLillo (født 1936), der regnes for en af USA’s største nulevende forfattere. Han har en indiskutabel evne til at indkredse tidsånden (DeLillo er blandt andet berømt for sin forudanelse om, at terrorismen ville blive definerende for vores tid) og skabe forbindelser mellem adskilte dele af amerikansk kultur og deraf danne ny mening. Evner, der ses i fuldt flor i de skoledannende mesterværker ”Hvid støj”, ”Mao II” og ”Underverden.”

Men DeLillo har også en drift imod det unødigt dunkle og skaber undertiden personer og tableauer, der utvivlsomt er tænkt som potentielt profetiske, men som alligevel rammer ved siden af. Forventningerne til hans 11. september-roman var således enorme, for alle regnede med, at hvis der var en forfatter, der for alvor kunne tyde, hvad angrebet på USA betød for den amerikanske nationalkarakter, var det DeLillo. Men hans bud på den definitive 9/11-roman, ”Faldende mand”, fremstod desværre lidt fesen.

Men kan det være meget anderledes? Med Martin Amis’ påstand om store forfatteres svingende dagsform in mente er det vel ikke så underligt, at DeLillo ikke hver gang rammer hovedet på zeitgeist-sømmet? Han har jo gjort det før og vil sikkert gøre det igen. Med en omskrivning af Jesu ord om profeter: DeLillo er faktisk anerkendt i sin hjemby New York, men det er bare ikke altid, at profeter er lige klartskuende.

Derfor er det også en stor tilfredsstillelse at læse hans novellesamling (den første fra hans hånd) med titlen ”Englen Esmeralda,” for den rummer både fine og forglemmelige tekster og tegner således et klart billede af hele forfatterskabet. Både nye og gamle læsere har med andre ord udbytte af en, der nu udkommer på dansk.

Den samler i kronologisk orden noveller fra hele karrieren; den ældste, ”Skaberværk”, er fra 1979, og den yngste, ”Den forsultne”, er fra 2011. Kendetegnende for de bedste af novellerne er, at forfatteren nærmer sig og undertiden beskriver en metafysisk tilstand, hvor en grænse overskrides; øjeblikke, hvor personerne kommer i kontakt med noget andet og større uden for dem selv.

Det kan være kunsten, som i novellen ”Elfenbensakrobaten,” hvor en lærerinde i et jordskælvsplaget Grækenland finder trøst i en elfenbensstatuette fra 1600 f.Kr., fordi den minder hende om, at der er grænser for hendes bevidsthed, og at hun ikke behøver at overskue og -komme alting selv.

Det kan også være en afdød, som i titelnovellen ”Englen Esmeralda” om en katolsk nonne, som arbejder i slummen blandt narkomaner i en New York-bydel, og en dag måske-måske ikke ser den døde 12-årige hjemløse pige Esmeraldas ansigt på et stort reklameskilt.

Endelig kan det være skaberværket selv, som i novellen ”Menneskelige øjeblikke i Tredje Verdenskrig”, hvor en ung astronaut kommer i særlig kontakt med sine egne længsler efter menneskelig enhed og samhørighed med Gud ved at betragte vores mirakuløse jordklode udefra.

Alle tre noveller er eksempler på, hvordan DeLillo ubesværet skriver om overskridelsen af grænser mellem mennesket og verden og ofte lader fiktionens rum være større end i normal realistisk prosa med en fascinerende gådefuldhed, men ikke dunkelhed, til følge.

Andre gange savner man den dybere mening med hændelserne, som for eksempel i novellen ”Skaberværk,” der beskriver et strandet pars frustrationer over ikke at kunne komme med næste fly bort fra et øde feriemål og i en kafkask situation fanges i bureaukrati og modsatrettede meldinger fra lufthavnspersonalet. Til sidst kommer kvinden af sted, og manden bliver tilbage, hvorefter han indleder en affære med en anden strandet passager – og det er så mere eller mindre dét. Novellen er en fin beskrivelse af menneskelig eksistentiel fremmedgørelse, men også ret pointeløs.

En af de store glæder ved at læse DeLillo er, at man bliver opmærksom på dele af virkeligheden – materielle og immaterielle – som man ofte overser. Tilfældigheder virker pludselig meningsfulde, efter man har læst ham, og moderne fænomener som vejarbejde, tv-støj, skybrud eller politikeres optræden på Facebook synes med ét svangre med betydning og udtryk for noget større.

DeLillos verden er som regel god at være i: på samme tid urovækkende og potentielt forløsende. Den er, som alle store forfatteres verden, helt hans egen. Også når prosaens kvaliteter ikke nødvendigvis er i top.