Sprudlende sommerteater

Thomas Bendixens udgave af ”Tartuffe” lever fuldt ud op til tidligere Molière-iscenesættelser. Fem ud af seks stjerner

Grønnegårdsteatret, København.
Der er sanselighed og sex i luften hos velhaveren Orgon og hans familie. Safterne skvulper rundt i kroppene hos familien – måske lige med undtagelse af mater familias, Orgons mor, den stramtandede, konstant vrisne fru Pernelle, som Maria Stenz forlener med stor elegance og autoritet. En kvinde, der ved, hvad hun taler om. Bare ikke lige, når det gælder Tatuffe.

Og ham gælder det jo. Altsammen. For det er den frelste, rene, gennemhykleriske Tartuffe, der er både komediens titelperson, dens omdrejningspunkt og hele intrigen i Molières stykke.

Thomas Bendixen har i de sidste sæsoner stået bag de mest sprudlende og morsomme Molière-iscenesættelser, man længe har set. Hans udgave af ”Tartuffe” lever fuldt ud op til forgængerne. Man skal ikke gå ind at se den, hvis man vil have en politisk eller religiøs eller moralsk, kritisk fortolkning af Molières stykke om svindleren Tatuffe, der forblænder rigmanden Orgon i en sådan grad, at han får franarret ham alt gods og guld. Man kunne snildt have lagt mere eller mindre synlige bindeled til vor tid ud, men hvorfor? Når nu det kan gøres som på Grønnegårdsteatret med et overlegent komediespil i et tempo, hvis største fare er, at publikum til sidst må snappe efter vejret af lutter latter.

Det er et perfekt sammensat hold, ned til mindste birolle, eksekveret med den lethed og muntre tilgang til intrigen, som iscenesættelsen, men også stedet og omgivelserne – vi er trods alt ude i fri luft! – fordrer. Med en uhyggeligt omskiftelig og fremragende Lars Mikkelsen i titelrollen. Hykler og magtmenneske ja, men hans middel er forførelsen, og hvor han dog behersker den kunst. Enhver følelse kommer så utvungent fra ham, både når han pisker sig selv, fordi han er fordærvet, når han spiser et æble efter veludført ond gerning, og ikke mindst når han forfører husets frue, så hun har mere end almindeligt svært ved at modstå ham. Han kan jo altså noget, denne Tartuffe, også med os. Det er et meget væsentligt element i forestillingen: At man egentlig godt forstår, hvorfor det kan gå så galt for stakkels, fjollede – måske også forelskede? – Orgon, som Henrik Koefoed gør det ret nemt at holde af. Men som åbenlyst ikke er den bedst matchende ægtemand til Karen-Lise Mynsters livskraftige, erotiske Elmire.

Og så skal vi ikke glemme Helle Dolleris som en frodigt fræk tjenestepige, der forstår fuldt ud at udnytte sine fortrin – også de intellektuelle.

Skøn sommerkomedie, der alene fordrer lidt lunhed i luften for at man griber madkurv og tæpper og tager ind til den smukke have i Bredgade i København.