Også i litteraturen er sommeren dyster

Det dårlige danske sommervejr har sin pendant i romaner af Herman Bang og Philip Roth

I skrivende stund kan man roligt sige, at sommeren indtil nu har været dyster – i hvert fald vejrmæssigt. Det kan give anledning til at genopfriske nogle steder i skønlitteraturen, hvor sommeren ikke levede op til forventningerne om dejligt vejr, badeliv og glæde.

Når man begynder at læse Herman Bangs roman ”Sommerglæder” fra 1902, får titlen os til at formode, at vi nu træder ind i en lys verden. Men allerede først i bogen står der ”La vie est bien triste – enfin rions’ (Livet er temmelig trist – så lad os le ad det). Og sådan er det også på Brasens Hotel i en lille nordjysk badeby den sommerdag, bogen beskriver.

LÆS OGSÅ: Bøger man føler

På hotellet forbereder man sig på, at der ved middagstid kan komme gæster med dagvognen, så mens hotelbestyrer Brasen betragter sine egne korte ben, mens han ved skænken passer kassen, går fru Brasen tidligt om morgenen i gang med at planlægge dagens aktiviteter. Nyheden indløber nu, at der er kommet mange københavnske rejsende til Aalborg med damperen.

Kort tid efter ruller tre topfulde charabancer ind i krogården. Da sytten gæster senere kimer på én gang for at få deres kufferter bragt op på værelserne, er fru Brasen til mode, som var der søgang i gulvplankerne. Senere ankommer en landauer med en generalkonsul, der repræsenterer toppen af landliggernes sociale hierarki.

De fleste af gæsterne er krævende og nedladende. De sociale forskelle bliver hurtigt registreret, og snobberiet kender ingen grænser. Nogle af ægteparrene har det tydeligvis heller ikke godt med hinanden.

Den eneste, man rigtig fatter sympati for, er hovedpersonen Jansine Brasen. Da admiralinden siger til hende, at det må være en anstrengende dag for hende, fortæller Jansine pludselig om Brasens og hendes første gård, om de efterfølgende forpagtninger og om den husleje, de ikke har råd til at betale. Bogen slutter med fru Brasen siddende på sengekanten med smerter i hovedet.

Mit andet eksempel på dystert er Philip Roths ”Nemesis” (2010).

Temaet i denne roman er en polioepidemi, der i 1944 rasede i New Jersey-byen Newark. I bogen beskrives, hvordan epidemien rammer den jødiske bydel i julis kvælende sommerhede. Sygdommen var ikke ukendt. Man vidste, at den typisk ramte børn, hvad symptomerne var, og at den ofte førte til lammelser og varig invalidering. Men der eksisterede ikke medicin til at behandle den eller vaccine til at forebygge den.

Det bedste, man kunne gøre, var at få børnene væk fra byen og dens fugtige hede og sende dem på sommerlejr i bjergene eller ved havet. Mens de, hvis forældre havde råd til det, derfor forlod byen i sommerferien, blev resten boende. Drengene spillede softball på skoleboldpladsens bagende asfalt og udsatte sig for smittefare ved at slukke deres tørst ved den forbudte drikkefontæne.

Lederen af denne boldplads er en 23-årig idrætslærer, Bucky Cantor, der på grund af stærk nærsynethed er blevet kasseret fra militærtjeneste. Han er blevet opdraget af sine bedsteforældre, og af sin bedstefar har han lært at være parat til at forsvare sig som person og som jøde. Han skammer sig over ikke at være soldat. Men som leder af skolens boldplads viser han hurtigt så meget mod og handlekraft, at han bliver drengenes helt.

Buckys kæreste, Marcia, der er skolelærer og datter af en læge, arbejder samtidig i en sommerlejr for jødiske børn i Pennsylvanias Pocono-bjerge. Herfra ringer hun for at fortælle, at lederen af lejrens søpromenade er blevet indkaldt, og at Bucky kan overtage dette job. Hertil svarer han, at han ikke kan svigte sine 90 drenge.

Efter at have fået Marcias fars tilladelse til at gifte sig med hans datter ombestemmer han sig og ringer til lederen af skolernes boldpladser for at sige op. Dennes reaktion er at kalde ham en opportunist, der stikker af, når det bliver farligt.

Jeg skal ikke røbe romanens afslutning; den er knugende, men alligevel vil jeg anbefale bogen som meget smuk sommerlæsning.

Lige så knugende husker jeg fra min barndom udbruddet af polio i Danmark i begyndelsen af 1950’erne. På skolen kom der pludselig sæbe og håndklæder på toiletterne, og senere fik vi forebyggende vaccinationer. I rutebilen, jeg kørte til skole med, var en frygteligt forkrøblet dreng fra en anden klasse end min. Heldigvis var der også eksempler på, at børn og unge kom sig. Et af dem var rytteren Lis Hartel, der vandt sølv i svær skoleridning ved De Olympiske Lege i 1952 og 1956.