Kærlighed, der bærer

Da Lotte Heise havde små børn, var hendes mor en uundværlig støtte. Nu er det tid til at gøre gengæld. Inge Heise er flyttet ind hos datteren og børnebørnene efter en blodprop, der har gjort hende stærkt handicappet

Da 76-årige Inge Heise sidste år fik en blodprop, fik hun hårdt brug for pleje, men trivedes absolut ikke på det sjællandske plejehjem, hvor hun blev installeret.

Så et halvt år efter blodproppen tog datteren Lotte Heise sin mor med til Jylland og lejede en stor villa i Egå tæt ved Aarhus. Her bor Inge nu sammen med Lotte og børnebørnene – de 15-årige tvillingedrenge Christian og Joachim og to katte. Og dét har hjulpet gevaldigt på humøret og lysten til at kæmpe for livet.

LÆS OGSÅ: Det svære nærvær

Inge Heise glæder sig i dag over at bo omgivet af sine nærmeste, mens hun kæmper sit livs hidtil sværeste kamp med genoptræning. Inden blodproppen var den pensionerede lektor i dansk og tysk en aktiv, stærk og meget intelligent kvinde, men efter mistede hun blandt andet evnen til at tale og var lam i hele højre side. Hun havnede i kørestol. At hun i dag kæmper ihærdigt for at genvinde sine tabte færdigheder, skyldes ikke mindst, at Lotte Heise og børnebørnene har insisteret på det.

”Din mor er meget mere syg, end du tror,” sagde en overlæge til Lotte Heise.

”Nej, hun er ej. Hun er helt klar i hovedet,” protesterede foredragsholderen.

”Intelligensen var heldigvis fuldstændig intakt, men min mor røg ud i en depression og mistede lysten til at leve, fordi hun følte, hun var i fængsel – fanget i sin krop på et plejehjem blandt fremmede, der ikke forstod hende. Jeg kunne mærke, hun gerne ville dø. ’Jeg kan ikke slå dig ihjel. Nu tager du dig sammen! Du skylder mig ni måneder, mor’, sagde jeg til hende, for da jeg var helt lille, rejste hun væk i ni måneder,” fortæller Lotte Heise.

Moderen tog sig sammen. I dag har hun genfundet den humor, man overlever på, når livet er svært. Og viljen til livet og til intensiv genoptræning, der heldigvis giver resultater. Og i dag kan Lotte Heise til sin store glæde atter en gang imellem råbe ”hold kæft” til sin mor, som langsomt er ved at genvinde noget af sit tabte sprog.

Det er tydeligt at se i Inge Heises øjne, at hun morer sig over datterens skrappe og følelsesladede udtalelser og vredesudbrud, mens hun fortæller om sygdomsforløbet. Kommunikationen mellem de to er ærlig og bramfri.

Inge Heise hader at blive talt ned til, og hårdt presset plejepersonale har ikke altid tid, overskud eller evner til at gennemskue, at hjernen intet fejler. At hun ikke har behov for at blive talt til i babysprog og har krav på at blive behandlet med respekt.

Er der noget, der kan gøre Lotte Heise vred, så er det plejepersonale, der behandler hendes mor, som om hun er et barn. Eller som mangler empati til at sætte sig ind i, hvor ydmygende det kan føles at være dybt afhængig af fremmede mennesker til alt, også intimpleje.

”Min mor har brug for praktisk hjælp, når hun skal på toilettet. Hun er toiletstolsbruger og sover med ble om natten. Det kan være lidt hårdt, når jeg nogle gange skal op om natten og hjælpe, men det er det hele værd.”

Om morgenen kommer der hjælpere, der sørger for at få Inge Heise ud af sengen, giver hende medicin og hjælper hende med at blive gjort i stand.

”Toiletbesøg kan lugte slemt på grund af al den medicin, hun får. Det sidste, hun har brug for at føle, er, at hun er til besvær. Hun har heller ikke brug for at blive behandlet som et barn, der har været på potte og skal roses for det. Vi laver lidt grin med, at min mor nogle gange skal på toilettet, lige når Falck er kørt. Det arbejder vi på,” griner Lotte Heise.

Intimplejen af sin mor har hun hurtigt vænnet sig til.

”Vi har altid været en lidt grænseoverskridende familie, hvor man rører meget ved hinanden. Som helt ung måtte jeg i terapi for at lære at sætte grænser og håndtere forholdet til min mor. Vi har altid haft et meget tæt forhold. Da mine børn var små, var hun en uundværlig støtte. Hun støvsugede, lavede mad og stod klar med rødvin til mig, når jeg kom udmattet hjem fra foredrag. Det var fantastisk, at hun hjalp mig så meget. Jeg havde gigt og smerter allerede dengang, og uden hende havde jeg ikke klaret det. Men jeg måtte indimellem fortælle hende, at ’det er mine børn, og det er mig, der bestemmer deres opdragelse’, fordi hun hele tiden blandede sig. Men hun blandede sig alligevel indimellem. Det kan jeg også selv komme til især nu, hvor rollerne er byttet lidt om, og jeg passer på hende,” siger Lotte Heise.

I hjemmet i Egå hersker en bramfri tone. Der lægges ikke låg på følelser. Heller ikke når bølgerne går ekstra højt på grund af overanstrengelse eller udmattelse. Lotte Heise reagerer ofte med vredesudbrud, når hun føler, noget er urimeligt.

For nylig besluttede hun helt imod sædvane at tage en lille eftermiddagslur, men blev hurtigt vækket ved, at hendes mor kaldte på hende. Moderen ville vise og fortælle hende noget om nogle skyer. En anden dag, hvor Lotte Heise også var udmattelsen nær, nævnte hendes mor, at græsplænen trængte til at blive slået. Den slags udløser en reaktion.

Efter at Inge Heise er begyndt at tale igen, får hun også nogle gange følgende melding fra datter og børnebørn, når hun peger i stedet for at bruge ord, de ved, hun kan: ”Vi gør det ikke, før du siger det. Lad være med at være babyagtig.”

De ved, at mormoderen har viljen, der skal til for at gøre fremskridt. For nogle år siden brækkede hun armen, men insisterede på lige at ordne et par praktiske ting og sende tvillingerne i skole, før hun gik til lægen.

Da Inge Heise har spist sin morgenmad, peger hun ned for at signalere, at nu skal hun på toilettet. Det udløser en lille velment reprimande fra Lotte Heise:

”Jeg gider ikke se dig pege. Du kan jo sige det nu!”.

Inge Heise griner. Hendes øjne bobler af morskab, og der er ingen tvivl om, at hun elsker sin datter, at drille sine datter og at leve midt i kaos i det fælles familieliv. Inge Heise peger igen – bare for sjov. Datteren skruer bissen på:

”Du skal ikke pege på skridtet, når du godt kan sige det, mor,” tordner hun.

Hendes mor griner igen. Også af den ultimative trussel:

”Nu må du holde op, mor. Ellers bliver du sendt på plejehjem!”

Det er tydeligt, at Inge Heise føler sig helt tryg og er på hjemmebane.

Også Lotte Heises mormor fik i sin tid en skrap opfordring til at tage sig sammen:

”Min mormor blev mærkelig, da hun blev syg. Hun begyndte at kaste ting efter folk og havnede på den lukkede afdeling på Bispebjerg Hospital. Jeg besøgte hende meget ofte, da de havde tvangsindlagt hende. Jeg var den eneste, der ikke troede, hun var blevet skør, og blev ved med at opfordre hende til at tage sig sammen og opføre sig normalt. En dag sagde jeg til hende: ’Her er klamt. Nu må du tage dig sammen. Hold op med at kaste med ting’. ’O.k., så tager vi hjem,’ svarede hun og rejste sig. Det gjorde vi så. Og hun kastede ikke med ting mere,” fortæller Lotte Heise.

Lidt efter bliver Inge Heise hentet og kørt til genoptræning. Det gør hun to formiddage om ugen og får desuden fysioterapi hjemme to gange om ugen. Det har familien kæmpet for. Om eftermiddagen, når børnebørnene kommer fra skole, har de ikke underholdningspligt. De har ret til at mure sig inde på deres værelser som så mange andre teenagere.

”Men drengene er søde og betænksomme og siger altid ’hej, mormor, hvor er det dejligt at se dig’. De er både empatiske og kloge. Jeg har måttet lære at bede om mere hjælp, selvom jeg helst vil klare tingene selv. Men det kan jeg ikke på grund af gigten. Drengene er gode til at hjælpe med madlavning, støvsugning og indkøb. Jeg oplever også det smukke, at gode venner siger, at de er glade for at få lov til at hjælpe, fordi de synes, at jeg har hjulpet dem så meget,” siger Lotte Heise.

Kærligheden koster. Der er dage, hvor det hele er lidt for krævende. Ikke mindst tidskrævende kommunikation med kommunen omkring hjælpemidler og pleje af hendes mor.

”Jeg har altid været troende og gik på en kristen skole, da jeg var barn. Da min mor blev syg, og det hele var værst, bad jeg Vor Herre om hjælp. Jeg kommunikerer ofte med Gud, men jeg beder kun om hjælp, når jeg føler mig helt magtesløs. Jeg har for eksempel aldrig bedt om hjælp til min egen gigtsygdom. For det kan man jo gøre noget ved – leve sundt, bevæge sig og træne meget,” siger hun.

Lotte Heise er et meget åbent og kommunikerende menneske. Også når hun kører i taxi:

”Jeg har talt med flere danske chauffører, der er imponerede over, at jeg passer min mor hjemme. Udenlandske chauffører derimod siger bare ’ja, selvfølgelig’. For dem og i deres kultur er det en selvfølge, at man selv tager sig af sine nærmeste.”