Vi kan ikke faste fra det onde

Kirsten Sarauw har ladet sig inspirere af gamle tiders eremitmunke. Hun har fastet. Og hun har trukket sig tilbage fra verden og boet i afsondrethed. Ingen af delene kan hun uden videre anbefale.

-- For mange år siden, da det blev på mode i spirituelle kredse at underkaste sig forskellige fastekure, ville jeg på min egen krop undersøge, om der eventuelt lå en tabt indsigt i de gamle religiøse fasteritualer. Altså gik jeg på fastekur. Jeg erfarede, at man bliver let i kroppen, næsten helt høj af det. Men et bedre menneske blev jeg godt nok ikke, hvad jeg nu heller ikke havde forestillet mig. Faste kan muligvis have et formål, hvis kroppen trænger til hvile fra sit vellevned. Så kan man for eksempel indføre en grøddag om ugen. Det er i øvrigt forfærdelig usundt at rense bakterier ud af tarmfloraen. Man kan ligefrem dø af det. Så jeg vil absolut ikke anbefale længerevarende fastekure, siger Kirsten Sarauw og fortsætter:

-- Jeg har boet et år på Kreta, hvor jeg sad og skrev og trak mig ind i en meditativ tilstand. Det var meget hårdt. Den indsigt, jeg fik ud af det, var ikke "overmåde høje åbenbaringer", men at jeg ligesom munkene i ørkenen mødte alle mine egne dæmoner. Dem måtte jeg så tage livtag med.

På søndag er det fastelavn. Ifølge gammel tradition var det aftenen, før fasten begyndte, hvor man skulle rense og spæge sit legeme til den store påskehøjtid. Før Reformationen var der påbudt faste i 40 dage med Jesu ophold i ørkenen som forbillede og som indlevelse i Jesu lidelse og død. Med Reformationen blev fasten afskaffet, fordi den faldt ind under det, som Luther kaldte for gerningsretfærdighed. Han mente, at mennesket ikke med spægelser, bønner og fromme krumspring kan skaffe sig en plads i himmeriget. Det kan alene Guds nåde. Men som andre katolske traditioner som pilgrimsvandring og retræte er også fasten blevet genoptaget som en del af moderne kristen spiritualitet. Spørgsmålet er, om det giver nogen mening i dag?

-- Trods de negative sider af gerningsretfærdigheden behøver de gamle traditioner ikke at være helt ubrugelige. Gode vaner kan give struktur på vores liv, så det ikke bare futter ud i ingenting. Der er i vores tid sådan en længsel efter at finde hvile i gudsforholdet. Efter at kunne åbne hjertet og få kontakt med det guddommelige. Mennesker griber tilbage til, hvad de gamle gjorde for at finde den ro og fordybelse, som vi har for lidt af i dag. Og det er en rigtig god ide, hvis bare man ikke tror, at man bliver mere hellig eller frelst af det, siger Kirsten Sarauw.

Hun byder på te i den hyggelige gamle lejlighed nær Nyboder i København. I 17 år var hun sognepræst i Snesere Sogn ved Næsted, men stoppede i 1993 for i stedet at uddanne sig til psykoterapeut. Siden 1999 har hun haft egen praksis med klienter og holder derudover foredrag og kurser og skriver om religion i Politiken.

Kirsten Sarauw savner ind- imellem præstegerningen og fordybelsen i kirkeårets tekster som de kommende i fastetiden, der indledes første søndag i fasten den 5. marts.

-- Teksterne i Den Danske Alterbog til gudstjenesterne i fastetiden frem til påske har et gennemgående tema, og det er konfrontationen med ondskabens dæmoni. Som i teksten fra Lukasevangeliet kapitel 4, vers 1 til 13, der handler om Jesu ophold i ørkenen i fyrretyve dage, og hvordan han, sulten og ensom, til sidst fristes af Djævelen. I en senere tekst i Lukasevangeliet fortæller Jesus om den urene ånd, der bliver renset ud af et menneskes jeghus, men vender tilbage til det fejede og prydede hus med syv andre ånder, der er værre end den selv. De slår sig ned i det fine hus, og så ser det sandelig sort ud for dette menneske, meget værre end før.

-- Opholdet i ørkenen er en form for initiation, indvielse, som kendes fra mange store religiøse personligheder. Inden man kan udføre den opgave i livet, som man er kaldet til, har man en tid til tilbagetrækning, hvor man kommer til klarhed over sig selv i dyb meditation eller faste. At faste betyder at nedbryde sit forsvar, man bliver nøgen og kommer i kontakt med dybere lag i psyken. Nogle mennesker hallucinerer, når de faster, og møder onde ånder, der kommer fra deres eget ubevidste, hvis man taler moderne psykologi.

-- Jesus konfronterede sine egne indre dæmoner og den fristelse til magt og folkeforførelse, som Djævelen tilbyder ham, og som enhver, der har karisma, må konfrontere sig med.

-- Sådan en tilbagetrækning, hvor man samler sig, inden man træder frem på verdensscenen, kender man også fra andre kulturer, hvor for eksempel shamaner kastes ud i ødemarken, inden de bliver shamaner. Det er et ældgammelt mønster. Fasteritualet i den katolske kirke er på en måde en efterfølgelse af Kristus -- imitatio Christi -- som specielt i munkefromheden spillede en stor rolle.

-- Men alle sådanne religiøse fromhedsøvelser kan udarte sig til noget udvendigt og en konkurrence om, hvem der er bedst. Deri ligger en forestilling om, at jo mere man renser ud, jo mere hellig og gudvelbehagelig bliver man.

-- Luther tilhørte augustiner-eremitternes munkeorden, som havde taget forbillede i de gamle eremitmunke, der drog ud i ørkenen for at fordybe sig i gudsforholdet. Det var en meget streng munkeorden, og Luther var en ivrig mand i sit forsøg på at blive from og lydefri.

-- Da opdagede han noget vigtigt, som vi kan belyse med teksten om, at når man driver en ond ånd ud, bliver den til syv. I stedet for at gøre sindet åbent og ydmygt, kan den strenge selvtugt lukke hjertet i selvgodhed og hovmod. Eller man kan blive bange, deprimeret og føle sig uren og forskudt af Gud, fordi man ikke magter renselsen. Ligegyldigt hvad man gør, er det aldrig godt nok. Det er et selvforbedringsprojekt, der handler om at blive så perfekt, at man kan blive godtaget af Gud, som, man åbenbart går ud fra, særlig skænker sin bevågenhed til perfekte mennesker. I virkeligheden handler det om at ville have magt over Gud, så man kan forhandle med Ham om at komme i himlen, siger Kirsten Sarauw.

Hun mener, at det også har bud til vores tid. -- I vore dage lever unge mennesker med et stort perfektionskrav. Man går ind i udrensningskure, hvor alle urenheder skal ud af kroppen. Det kan føre til stor fortvivlelse, fordi man aldrig føler sig god nok. Der er en perfektionisme i vores tid, der ligner den gamle ide om via fromhedsøvelser og selvforbedring at snige sig ind i Guds rige, som nu om dage hedder "lykken". Man tror, at man bliver lykkelig af at være perfekt. Også inden for new age-filosofien bliver man ved og ved i selvforbedringsbestræbelserne. Om det er vejen til at "få en nådig Gud" kan man roligt betvivle.

-- At få magten over Gud via selvforbedring og gode gerninger kan intet menneske. Tværtimod handler kristendommen om, at du har en nådig Gud. At du er accepteret. At du er elsket. At det er selve fundamentet under dit liv, at du har lov til at gå på jorden.

-- Det var faktisk Luthers opdagelse. Det har også at gøre med hans tanker om, hvordan mennesket bliver et selv. Ikke via forholdet til ting, bedrifter, gode gerninger, hvad andre mennesker synes om os og så videre. Vi bliver kun et selv gennem vores tro. Og dermed mener han, at vi kun kan blive et selv ved at hvile i gudsforholdet og i den forvisning, at Guds nåde har vi fået i dåben, og den omslutter os fra vugge til grav.

-- Vi skal også ubestyrtet forstå, at vi er syndere, og at det er som sådan, vi er accepterede. Når man kan rumme det, at man selv er en synder, kan man også rumme, at andre er det. Måske fik vi en bedre verden, hvis vi ikke opstillede modsætningsforholdet mellem ren og uren. Vi er mennesker på godt og ondt og dermed syndere. Det er et eksistentielt forhold. At menneskelivet er på godt og ondt, må vi forholde os til på en uhysterisk måde. Det er sådan, det er.

-- Det, at vi er syndere, handler ikke om, at vi er forkastet, men at vi er fejlbarlige mennesker. Luther gør op med alle ufejlbarlighedsdogmer, som om gudsforholdet handler om det. Selvherseriet gør tværtimod livet til et helvede for os selv og andre mennesker.

-- Der ligger også en fare i at tro, at man kan rense det onde ud. For hvor bliver det onde så af? Det kan blive til en forfærdelig skyggefigur, der lever projiceret ud i omverdenen. Så kan det gå som med de syv onde ånder, der hjemsøger huset. Eller som da Hitler kom til magten, og alle de gode mennesker og de gode viljer slet ikke fattede ondskaben, da de så den, var blinde for den og blev taget på sengen. Der skulle en mand som Churchill, der ikke var et af Guds bedste børn, til at sætte grænser og stille op. Han kunne genkende ondskaben, fordi han kendte den fra sig selv.

-- Det munder det også ud i for Kingo i en af hans passionssalmer, hvor han har en strofe, der lyder: "Og når på din dom jeg grunder, ser jeg og mit segl derunder". Det er domfældelsen af Jesus, der hentydes til. Jesus blev anklaget for blasfemi og dømt til døden af de verdslige og religiøse magthavere i Jerusalem. Den gang - som nu - har de gode mennesker altid haft bemærkelsesværdigt travlt med at råbe op om deres krænkede religiøse følelser. Og byens bedsteborgerskab stod sammen om forargelsen. Uha, uha, lad os undgå ballade med magthaverne i Rom. Og i gaderne råbte og skreg pøbelen. Vi ville også have korsfæstet Jesus for blasfemi af hensyn til den offentlige ro og orden, handelsbalancen eller hvad det nu kunne være. Vores navn er også på dødsdommen. Fastetiden bliver derfor en tid til selvrefleksion over det onde i form af løgn, tvetungethed, selvbedrag, selvgodhed, blindhed, fejhed, hykleri, forræderi, magtbrynde, vores hang til syndebukke -- lastekataloget er langt.

Fasten kan ifølge Kirsten Sarauw også bruges som inspiration til at faste fra det moderne livs dæmoner.

-- Jeg synes, at der kan være god grund til at lave modtræk til tidens overfladiskhed, jag, perfektionisme og dyrkelsen af det ydre i form af flotte hjem og fine ting, der kan blive helt dæmoniske. Det hele kan ikke blive trendy nok.

-- Vi kunne fint faste fra, at børnene og vi selv flader ud i timevis foran "husalteret" og i stedet bruge tiden sammen. Være fastende fra det, der besætter os og gør vores liv uegentligt, så de nære relationer ikke får nok opmærksomhed. Vi spiser god og mad og drikker vin hver dag. Til sidst er der ikke forskel på fest og dagligdag. For at man virkelig kan feste og holde højtider sammen, kunne man være lidt fastende i hverdagen. Det vil sige flæskesteg om søndagen og rødvin om lørdagen og ikke hele ugen. Ikke for at dyrke askesens ideal, men for opmærksomhedens skyld. Vi lever uopmærksomt, hvis ikke vi sørger for forandringer som for eksempel forskel på hverdag og fest.

-- Vi kunne holde os fastende fra støj, så vi kan høre, hvad andre siger. Lytter man til musik døgnet rundt, bliver oplevelsen af musik udvandet. Det er nogle små klogskabsregler, der går ud på at gøre livet væsentligt at leve. Det har for så vidt ikke noget med Gud at gøre, andet end at vi tager vare på det liv, vi har fået ganske gratis.

-- Endelig synes jeg, at vi skal dyrke langsomheden. Vi lever i en flimrende tid med enorm travlhed, udadvendthed og aktivitet. I stedet kunne man være mere bevidst om, at mennesket også har brug hvile og indadvendthed. Indadvendthed kan for eksempel være at gå i kirke om søndagen og kede sig. Det kunne man overraske sig selv med.

-- Mennesker leder med lys og lygte efter at finde åndehuller, fordi vi er så stressede. Stress fører til depression. I virkeligheden er depression sjælens fortvivlede råb om at få plads. Måske kunne vi undgå stress og depression, hvis vi i dagligdagen indøvede nogle meditative vaner, en lille stille stund morgen og aften og den gode gamle morgensang i skolen for eksempel, siger Kirsten Sarauw.

I dag kunne hun ikke drømme om at faste med udrensning som formål, men sørger for at spise god og sund mad. Perioder med tilbagetrækning kan hun til gengæld ikke undvære.

-- Jeg kunne nok slet ikke overleve uden en gang imellem at trække mig tilbage for at få ro og fordybelse. Jeg praktiserer også hjertebønnen, som jeg øvede mig i at få indarbejdet i vejrtrækningen og pulsslaget, da jeg i sin tid boede på Kreta: Herre forbarm dig, Kristus forbarm dig. Det er bedre end at faste en gang om året i fyrre dage at holde kanalen åben i hverdagen til noget, der er større end mig selv.

-- Jeg tror aldrig nogensinde, at vi kan lægge det onde bag os. Det vil vi altid være udfordret af. Det er en livslang proces. Vi må acceptere det liv, vi har fået givet. Jeg vil derfor anbefale, at vi tager alt skidtet med. Kristendom er jo, at hele verden er sat fri for os til at bruge. Her er ikke noget, der er rent eller urent. Alt er Guds gode gaver. Vi skal derfor være til stede i livet, ansvarlige, nærværende og opmærksomme. Turde være med sorgen, når den er der, glæden, når den er der og kunne rumme alle de forskellige facetter af livet. Altså: Lige ud ad landevejen være med det, der er, siger Kirsten Sarauw og tilføjer:

-- Og så kan vi eventuelt bruge fastetiden til at meditere over alle de smertefulde sider af tilværelsen, ondskaben, skyggerne og mørket, inden foråret bryder frem og glæden rejser sig af graven.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Kirsten Sarauw

Født 1943 i Sønderborg. Student fra Haderslev Kathedralskole 1963. Cand. theol. Aarhus Universitet 1975. Sognepræst i Snesere Sogn, Næstved, 1976-93. Uddannet og eksamineret psykoterapeut fra Dansk Institut for Organisk Psykoterapi, Holbæk, 1999. Praktiserende psykoterapeut fra 1999. Foredrags- og skribentvirksomhed. Har skrevet bøgerne "Tilbage bliver kun ømheden" og "Modsigelsens billeder". Kirsten Sarauw bor i København.