Dramatisk udvikling på synoden i Church of England endte med, at sagen om kvindelige biskopper skal behandles til november
Beslutningen om at tillade kvinder at kunne blive biskopper i den anglikanske Church of England kommer nu tidligst til november.
Det står fast, efter at behandlingen af forslaget om kvindelige biskopper tog en dramatisk drejning i går på synoden, som er kirkens parlament.
Her var hele dagen afsat til at debattere kvindelige biskopper som afslutning på en 12 år lang proces.
LÆS OGSÅ: Beslutning om kvindelige biskopper risikerer at blive afsporet
Men planerne blev afsporet af, at biskopperne i et forsøg på at tilgodese traditionalisterne havde indsat en bestemmelse, som ikke alene ville gøre det muligt for den traditionelle fløj at afvise en biskopr alene fordi hun var kvinde.
Formuleringen indebar også, at man kunne fravælge en mandlig biskop, hvis man ikke var enig med ham om eksempelvis kvindelige biskopper.
Op til synoden havde tilhængerne af kvindelige biskopper ført en intens kampagne med breve og underskiftsindsamlinger.
Synoden har været samlet i byen York hen over weekenden, og her blev der holdt flere møder i kollegiet af biskopper, House of Bishops.
Resultatet blev, at biskopperne i går formiddag foreslog, at beslutningen blev udskudt, så biskopperne kan genoverveje deres formulering. Dette forslag blev efter to timers følelsesmæssig debat vedtaget med stemmerne 288 mod 144. 15 stemte blankt.
Biskoppen af Dover, Trevor Willmott, motiverede ændringen.
”Det simple faktum er, at formuleringen har skabt udbredt fortvivlelse – ikke mindst blandt ledende kvindelige præster,” konstaterede han.
Han understregede videre, at fordi synoden beslutter at sende forslaget tilbage til biskopperne, så er det ikke ensbetydende med, at biskopperne blot vil fjerne den omstridte passus uden at sætte en ny ind.
Pastor Christine Hardman fra London hilste det over for Kristeligt Dagblad velkommen, at biskopperne har lyttet til protesterne.
”Jeg tror, biskopperne var overraskede over, hvor meget bagslag forslaget gav,” forklarede hun.
En hård kritik kom fra lægmedlemmet Christina Rees. Hun fremhævede, at kirkens love skal godkendes i parlamentet, hvorfor kirken ikke kan sende et lovforslag af sted, som i bund og grund siger, at kvinder kan tilsidesættes alene på grund af deres køn.
Fra den traditionelle fløj var der omvendt et pres for at gennemføre den afsluttende behandling i går, så undtagelserne bestod.
”Undtagelsen er den ilt, der skal holde liv i den traditionelle fløj i kirken. Uden den vil den dø,” lød det indtrængende fra lægmedlemmet Emma Forward.
Ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, pointerede, at der i kirken er et dybt og indtrængende ønske om at tillade kvindelige biskopper.
Han forklarede, at biskoppernes motiv for at indsætte den omstridte klausul netop var at tilgodese modstanderne for dermed at sikre det nødvendige flertal på to tredjedele i hvert af de tre kamre på synoden.
”Vi undervurderede den følelse af fornærmelse, som det har skabt. Ved at udsætte beslutningen har vi muligheden for at sænke temperaturen, men det er ikke et vidundermiddel,” advarede Rowan Williams.