Universets store sammenhæng

Fysikprofessor Lars Henrik Andersen beroliger dem, der foruroliges ved, at naturvidenskaben med opdagelsen af Higgs-partiklen kommer en forklaring på universets skabelse meget nærmere

Fysikprofessor ved Aarhus Universitet Lars Henrik Andersen forstår ikke, hvorfor nogle tror, at fundet af Higgs-partiklen skulle lægge en bombe under troen på en skabende Gud.

Han er kun glad for, at en vidtrækkende tese nu har vist sig så teoretisk stærk, at dens forudsigelser kan bekræftes eksperimentelt.

LÆS OGSÅ: Professor: Gud-partiklen åbner ikke op for nye erkendelser

Nok er der fundet en manglende brik i fysikkens ambitiøse ”store forenede teori”, men det betyder ikke, at der nu er lukket et hul, hvor en skabergud tidligere kunne få lov at spille en rolle, understreger Lars Henrik Andersen, der er specialist i molekylefysik.

Den troende bør ikke forstå verden sådan, at kun hvor der er gåder tilbage for videnskaben, har man uanfægtet plads til Gud.

”Det er vigtigt, at vi ikke tilskriver Gud alene det, vi ikke forstår. Man skal ikke nøjes med at se hans indgriben, hvor naturvidenskaben endnu tøver med en forklaring. Begrænser vi ham til sådant, vil de troende uvægerligt være på tilbagetog. Nej, er der en Gud, må han nødvendigvis også stå bag samtlige forskellige partikler, man måtte komme på sporet af.”

Som Grundtvig sang om Gud: ”drot over tiden og rummet”. Sådan ser professor Lars Henrik Andersen ham også.

”Jeg ved ikke, hvorfor teologer ofte har et billede af Gud, som ikke bør have noget med naturvidenskaben at gøre. Jeg ser ingen modsætning. Og det gør mange fysikerkolleger jævnt hen heller ikke. Om de personligt tror på Gud eller ej, spiller det ingen rolle for seriøse fysikere, hvorvidt man nu finder en ’Gud-partikel’, som, nogle mener, kunne mane alle forestillinger om en skabergud i jorden.”

Men mon ikke det også i første række er videnskabsjournalister, der tegner den slags farverige perspektiver?

”Det er der sikkert noget om. Det kan nok til tider virke, som om nogle har en nærmest religiøs mission, der lyder: Afskaf Gud. Måden, Higgs-partiklen fik tilnavnet ’Gud-partiklen’ på, er da også sigende. Det stammer fra en populærvidenskabelig bog af fysikeren Leon Lederman, men han brød sig ikke selv om udtrykket. Det var forlaget, som fandt på det og fik det trumfet igennem.”

Ledermans bog fra 1993 hedder ”Gud-partiklen. Hvis universet er svaret, hvad er så spørgsmålet?”. Selv ville han have kaldt den ”That goddam Particle”, den forbandede partikel, som den sikkert ofte er blevet kaldt blandt frontfysikerne, dengang de endnu ledte og ledte.

Lederman har beklagende udtalt om den betegnelse, som det på forlagets bud endte med:

”Jeg synes, det er pinligt, for selvom jeg ikke selv er troende, så mener jeg, at det er den slags misbrug af begreber, der kan støde nogle mennesker.”

Lars Henrik Andersen hæfter sig hellere ved anden del af bogens titel, ”Hvis universet er svaret, hvad er så spørgsmålet?”.

”Den er mere interessant, for den rører jo ved begrebet ’mening’. Hvorfor er vi her?”.

Lars Henrik Andersen befinder sig på linje med de teologer, der ikke lader sig anfægte af naturvidenskabens nyvundne indsigter, men mener, at når Gud skaber, så gør han det vel på bestemte måder. De lader sig måske endda erkende, og deri er der intet foruroligende.

”Dette Higgs-gennembrud rummer i mine øjne intet foruroligende for en religiøs betragtning. Tværtimod næsten. Man kunne lige så godt nu have befundet sig i en videnskabelig situation, hvor man lænede sig i retning af en helt anden model. Her blev det en, der konvergerer over mod en skabelsesmodel, nemlig Big Bang, og det er jo på alle måder stort og betagende.”

”Jeg kan dog sagtens sætte mig ind i, at disse kosmiske erkendelser kan virke anfægtende på billeder, man måske har haft i hovedet helt tilbage fra en søndagsskoleopvækst. En gigantisk energiudløsning er ikke lige det, der minder mest om fortællingerne om Adam og Eva. Så på dette narrative plan kan nogen måske ængstes.”

”Men dette, at der findes et Higgs-felt, som gennemtrænger hele universet, og at alle partiklerne er kvantedele af et større felt, det har da næsten religiøs karakter. Jeg kommer til at tænke på ordene om Guds ånd, der svæver over vandene. Eller at Helligånden er alle vegne på samme tid. Højenergi-fysikken taler om, at der er felter overalt, så på begrebernes plan opereres der måske med momenter af noget universelt.

Men igen: Fordi der her er meget, vi ikke forstår endnu såsom ’dark energy’ og ’dark matter’, må vi ikke af den grund putte religionen ind, alene der hvor tingene stadig er gådefulde.”