Børnetallets matematik

Alle lande har gennem historien forsøgt at kontrollere børnetallet, så det passede til den økonomiske og praktiske virkelighed. Men få instrumenter har været ideelle

Helst ikke for mange børn. Endelig ikke for få. Det perfekte nationale børnetal kan være svært at ramme – men ikke desto mindre er det et ideal for mange lande – herunder Danmark – at have en fertilitetsrate, hvor antallet af fødte svarer nogenlunde til dem, der falder bort i den anden ende. Omregnet i tørre tal ligger det gyldne snit ved 2,1 børn pr. kvinde.

LÆS OGSÅ: Børnetallet i Danmark fortsætter nedad i år

”Det er vanskeligt ikke at lyde normativ, når man taler om, at fertilitetsraten skal være 2,1, for at vi som samfund kan reproducere os selv. Men hvem siger, at vi absolut skal maksimere den danske befolkning?”, spørger Lisbeth B. Knudsen, professor i sociologi ved Aalborg Universitet og ekspert i familieforhold.

Uanset hvad, har danske kvinder ikke ramt det tal siden 1968 – faktisk har ingen årgange født efter 1947 nået en samlet fertilitet på over 2,0. Og ser man på fertilitetsraten de seneste 100 år i et kurvediagram, er det som en kæmpe bølgebevægelse med stadig lavere toppe jo længere man bevæger sig mod højre frem til år 2012.

De mest bratte fald har været i 1930’erne og fra 1960’erne med 1983 som det laveste i det 20. århundrede. Og netop nu ser det ud, som om vi stiler imod endnu en babybølgedal.

Forsøg på at kontrollere tallet, så det passede til den økonomiske og praktiske virkelighed, er ikke noget nyt.

”Hvis man går tilbage til det førindustrielle samfund, så regulerede man ikke antallet af børn med politiske indgreb fra kongemagten. Det skete via indgåelse og opløsning af ægteskabet – og sidstnævnte vel og mærke kun ved død. Ideen var, at man ikke skulle få børn, medmindre man kunne tage økonomisk vare på dem. Det var derfor, man forlangte – støttet af kirken – at børn hørte ægteskabet til. Og det var derfor, der var sanktioner mod kvinder, der fik børn uden for ægteskabet,” siger Hans Oluf Hansen, professor emeritus i demografi ved Københavns Universitet.

Else Marie Kofod, leder af Dansk Folkemindesamling, peger på, at børnetallet op gennem historien har været betinget af barnets kulturelle status i familien. Og hver gang der er sket forandringer i familiestrukturen, påvirker det, hvornår kvinderne får børn og hvor mange.

”Familien er jo en konstruktion, som først og fremmest bliver fremmet af borgerskabet i begyndelsen af 1800-tallet. På landet var det på det tidspunkt landsbyfællesskabet, der betød noget, og man levede i en slags gårdhusholdninger, hvor alle spiste og sov i samme rum. Der var ikke den store forskel på dem, der hørte til familien, og dem, der tjente. Der blev født rigtig mange børn, blandt andet fordi man ikke brugte prævention. Men også fordi der var mange, der døde, og der skulle jo være nogen tilbage. Følelser imellem forældre og børn var ikke noget, man gav udtryk for,” siger Else Marie Kofod.

Men med borgerskabet bliver familien med kærlighedsægteskabet og følelser mellem voksne og børn en del af den borgerlige ideologi, og den breder sig gennem 1800-tallet til de fleste sociale lag. Faktisk var der i denne periode en meget høj andel af kvinder, der aldrig fik børn, fordi det krævede et ægteskab, og det var ikke alle forundt.

”For de fleste kvinder var den eneste fremtid at blive gift og få børn. Men efterhånden op gennem 1950’erne blev det mere almindeligt at få en uddannelse, så man ikke behøvede at gå hjemme. Og så kom institutionslivet til børn op gennem 1960’erne og 1970’erne. Hvor man tidligere begunstigede familien, når kvinden gik derhjemme, gjorde samfundet det pludselig muligt at få passet børnene,” fortæller Else Marie Kofod

Historien har også budt på stor national bekymring i perioder, hvor børnefødslerne udeblev.

”I 1930’erne nedsatte man en befolkningskommission både herhjemme og i en række andre lande, fordi man var bekymret for, om befolkningen kunne overleve på længere sigt. Om vi simpelthen ville uddø, hvis det fortsatte, og man forsøgte på alle mulige måder fra statens side at påvirke det,” fortæller Mogens Nygaard Christoffersen, seniorforsker ved SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Mellemkrigsårenes fødselstal var påvirket af økonomisk krise i både USA og Europa. Og visse lande præmierede kvinder, der hjalp til med at få børnetallet op. I blandt andet Sovjet og i det nazistiske Tyskland uddeltes moderskabsmedaljer til kvinder, der fødte mange børn. I Tyskland fik kvinder således moderskabsmedaljer i 1942 i guld, sølv og bronze for henholdsvis otte, syv og seks børn for at anspore til maksimal reproduktion af den ariske race.

Faktisk udsatte de danske kvinder, som i 1930’erne ikke fik så mange børn, blot fødslerne til senere, hvilket resulterede i de meget store årgange i slutningen af krigen, påpeger Lisbeth B. Knudsen.

”Fertiliteten kan svinge utroligt meget fra år til år – det er så nemt at udskyde det lidt. Det behøver ikke at være sådan, at fordi man venter, så får man dem ikke. Vi ved jo ikke, om danske kvinder lige nu blot udsætter børnefødslerne på grund af økonomisk smalhans og rent faktisk får dem senere. Det skal man se over en lidt længere årrække for at få svar på,” siger hun.

Problemet er, at når kvinder i dag udsætter børnefødslerne til gunstigere tider, risikerer de at udskyde det hinsides kroppens formåen. Alderen for førstegangsfødende har været støt stigende de seneste tyve år.

I 2000 var kvinderne 28,3 år i gennemsnit, når de fik deres første barn. Sidste år var kvinderne i gennemsnit 29,1 år gamle. Af samme årsag stiger antallet af par, der får assisteret befrugtning. Men alligevel må mange give op, fortæller Karin Erb, der er chefbiolog på Odense Universitetshospital og formand for Dansk Fertilitetsselskab:

”Noget af det, vi kæmper for, er at få kvinderne til at gå i gang med børnene noget tidligere. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er for høj. Hvis vi kunne rykke den baglæns et til to år, kunne vi vinde rigtig meget,” siger hun.

Hele tiden op gennem forrige århundrede er børnetallet gået op og ned i en vekselvirkning mellem kvindens status i hjemmet og konjunkturerne:

”Naturligvis kan man fra politisk hold forsøge at styre børnetallet via skat og tilskud og de andre ting, der er omkring børnene. Men det handler også om konjunkturer. Min datter er født i 1984, som er en af de mindste årgange overhovedet. I den periode handlede alt om ’oliekrise’ og ’kartoffelkur’. Men så kom der stille og roligt gang i velstanden, og så steg børnetallet. Vi har set det seneste i 00’erne, hvor der var prestige i at få børn, og idealfamilien har været en stor børneflok med koldhævet brød og hjemmelavet syltetøj. Og så vender det igen, når vi får økonomisk krise,” siger Else Marie Kofod.

Børnetallet er følsomt overfor usikkerhed. Økonomisk. Jobmæssigt. Eller i forhold til boligmarkedet. Og netop de tre parametre får mange eksperter til at pege på krisen, når de skal forklare det store fald i børnetallet fra 2010 til 2011. Man så et lignende fald i 1930’erne, fra 1960’erne frem til 1980’erne og i Østeuropa efter Murens fald.

Indvandring fra mere børnerige dele af verden er også en mulig løsning på de faldende nationale børnetal. Men efterhånden skal man ret langt væk fra Europa for at finde lande med høj fertilitet. For også i mange tredjeverdenslande er fødselsraten rekordlav – for eksempel i Indien. Faktisk er der kun 50 lande i verden med en høj fertilitetsrate, og de ligger primært på det afrikanske kontinent. Og selv i verdens mest børnetalsregulerende stat, Kina, er demografiske eksperter forsigtigt begyndt at advare mod det lave børnetal.

”I Øst- og Centraleuropa er fertilitetsraten også katastrofalt lavt, i både Tunesien og Algeriet ligger det lavere end i Skandinavien, også i Tyrkiet er det stagneret. Og vi ved tilmed, at når indvandrere kommer til Danmark, indretter de hurtigt deres fertilitetsrater på de danske.”

Skræmmeeksemplet på en demografisk rutchetur er Japan, hvor fertiliteten er under 1,4, og en fremskrivning forventer, at befolkningstallet vil rasle ned fra 127 millioner i dag til 47 millioner lige efter århundredskiftet. Et befolkningsdræn i en målestok, man ikke har set siden hungersnød og udvandring i Irland i 1840’erne eller Den sorte død i middelalderen.

Der findes med andre ord ikke snuptagsløsninger på faldende børnetal. Det kræver forbedringer på mange planer, påpeger Lisbeth B. Knudsen:

”Man skal vurdere, hvordan børnefamilierne har det i et samfund, hvor begge parter arbejder. Hvordan kan man få en uddannelse? Hvor kan børnefamilierne bo? Og er der daginstitutionspladser nok? Hvis man taler om huslejestigninger, det døde boligmarked, fyringer og nedskæringer i daginstitutionerne – alt det, der går på kvaliteten af det liv, man gerne vil give sit barn – påvirker det børnefamiliernes lyst til at få børn.”

En af verdens førende demografer, franskmanden Jacques Vallin, forsker ved Det Nationale Franske Institut for demografiske studier, skrev for få måneder siden en debatartikel i tidsskriftet Population & Societies med overskriften ”Is a population policy really necessary?”, Er en befolkningspolitik overhovedet nødvendig?.

Hans pointe er, at hverken børnekontrol, belønninger til fødedygtige eller migrationspolitik i længden giver de ønskede resultater, medmindre det er kombineret med en mere generel politik, der påvirker de sociale, kulturelle og økonomiske rammer i befolkningen. Og han opfordrer derfor til i stedet at indstille sig på de demografiske forandringer frem for at forsøge at påvirke dem.

Hans Oluf Hansen er fuldstændig enig:

”De dramatiske matematiske skrækscenarier om, hvornår den sidste slipper håndtaget i Danmark, er tankespind og har ikke meget med virkeligheden at gøre. Jeg siger ikke, at vi skal tage let på det, men vejen frem er at samfundet bliver ved med at sikre trygge rammer for familierne – det er jo også bedst for afkommet.”