Udsendte nødhjælpsarbejdere skal betale dansk skat efter skattereformen. Det vil koste selskaberne dyrt
Skattereformen bliver et dyrt bekendtskab for en række af de nødhjælpsorganisationer og missionsselskaber, som sender medarbejdere ud for at hjælpe i udviklingslande.
Reformen indebærer, at ligningsloven bliver strammet, så alle, der er udsendt fra Danmark i mere end seks måneder, i fremtiden skal betale dansk indkomstskat.
LÆS OGSÅ: Blå aftale gjorde skattereform mere skævLovændringen er først og fremmest møntet på konsulent- og industrivirksomheder, men den rammer også det almennyttige arbejde. Årsagen er, at mange organisationer i dag giver deres udsendte mindre i løn end medarbejdere herhjemme, fordi indkomstskatten typisk er lavere i udviklingslandene. Nu bliver organisationerne nødt til at sætte de udsendtes løn op til dansk niveau, ansætte dårligere kvalificerede medarbejdere eller ansætte flere lokalt.
”Efter et løseligt skøn kommer forslaget til at koste os 2,5 millioner kroner om året,” siger generalsekretær Henrik Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp.
Dansk Røde Kors har mellem 100 og 150 udsendte og har allerede skåret kraftigt ned på den del af staben, fortæller generalsekretær Anders Ladekarl.
”Nu er der tre ting, vi kan gøre. Vi kan ansætte ringere kvalificeret arbejdskraft for at spare på lønudgifterne, eller vi kan hyre flere medarbejdere i udlandet. Eller også må vi lade lønningerne stige,” siger Anders Ladekarl.
Han har endnu ikke overblik over, hvad skattepligten vil koste organisationen, men bekræfter, at det drejer sig om et millionbeløb.
LÆS OGSÅ: De vellønnede får mest ud af skatteaftalenNoget af det usikre går på, hvor stor en del af skattestigningen, Dansk Røde Kors kommer til at dække via højere lønninger, men som Anders Ladekarl udtrykker det, vil han ikke føre overenskomstforhandlinger gennem Kristeligt Dagblad.
Blandt de kirkelige missionsselskaber hører Luthersk Mission til de personalemæssigt største. Generalsekretær Jens Ole Christensen oplyser, at selskabet har 40 langtidsudsendte missionærer og omsætter for i alt 24,5 millioner kroner årligt.
”Hvis det skal tages for pålydende, vil reformen koste os omkring fire-fem millioner kroner om året, selvom tallet er usikkert,” siger Jens Ole Christensen.Usikkerheden om tabet skyldes blandt andet, at Luthersk Mission ikke har fuldt overblik over skatteforholdene i de lande, hvor organisationen har udsendte mearbejdere.
NGO Forum, der repræsenterer 60 u-landsorganisationer og Isobro, som er brancheforening for 160 indsamlingsorganisationer, har sendt et høringssvar om lovforslaget til skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).
De appellerer til, at regeringen undtager de almennyttige foreninger fra den nye skattepligt.
”Vores forslag er, at ligningslovens nugældende bestemmelser fortsat bør gælde organisationer med en folkelig forankring i skikkelse af et egentligt indsamlingsarbejde,” står der i høringssvaret.
Thor Möger Pedersen vil ikke kommentere henvendelsen, men SF’s skatteordfører, Jonas Dahl, siger:
”Vi lytter selvfølgelig til de høringssvar, vi får. Men vi synes, det er vigtigt, at man betaler skat, hvis man vil nyde fordelene ved de velfærdsordninger, det danske samfund yder. Som udgangspunkt må der være ensartede retningslinjer, uanset om man arbejder på en boreplatform, eller man er udsendt for en humanitær organisation.”
Skatteministeriet forventer, at skattestramningen vil indbringe 415 millioner kroner årligt, når den er fuldt indfaset i 2014.