Studenten Signe Marie Marott Bentzen er nærmest lykkelig. Hun har netop fået sit eksamensbevis overrakt og trykket rektor Peter Ditlev Olsen i hånden i aulaen på Rødovre Gymnasium vest for København.
Da jeg så ned over mine karakterer og så mit snit, havde jeg sådan en ud af kroppen-fornemmelse. Hold da op, det var godt nok ret vildt. Var det virkelig det, jeg gik efter?, siger hun.
Ligesom danskerne generelt er verdensmestre i lykke, så udtrykker ungdomsgenerationen også stor tilfredshed med livet. En undersøgelse foretaget blandt 3500 unge i alderen 15 til 24 år viser, at lykken er normen blandt unge. Mere end 8 ud af 10 svarer, at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres liv. Signe Marie Marott Bentzen hører til blandt de unge, som oplever sig selv som meget lykkelig. Det, som giver hende følelsen af lykken, er oplevelsen af frihed, men vejen til friheden har hun selv taget ansvar for at skaffe gennem tre års hårdt arbejde i gymnasiet.
LÆS OGSÅ: Lykken er blevet et belastende krav til unge
Med mit høje snit har jeg friheden til at vælge, hvad jeg vil, og det synes jeg er rart, selvom jeg mest er interesseret i uddannelser, hvor karaktersnittet er underordnet. Ud fra de normer, samfundet har vedtaget, har man nærmest heller ikke lov til at være ulykkelig, når man har det som mig og mange af mine venner. Vi har fået så mange muligheder, og vi ved, at det er vores ansvar at udnytte dem. Så når livet gør ondt, så skælder vi ikke ud på andre, men vi søger indad, siger Signe Marie Marott Bentzen.
Det er lektor og forskningsprogramleder Jens Christian Nielsen, Center for Ungdomsforskning ved Aarhus Universitet, som står bag rapporten, der kortlægger ungdomsgenerationens lykke. Han beskriver, hvordan de unge er klar over, at de er børn af et trygt velfærdssamfund, hvor der trods økonomisk krise er relativt gode muligheder for at få en god uddannelse, et job og et godt ungdomsliv. Men samtidig er det en generation, som er vokset op med et mantra om at tage ansvar for egen læring, og som i det hele taget sætter fokus på det personlige ansvar. Også den personlige lykke er på listen over det, de danske unge mener, at de må tage ansvar for. Sådan har det ikke været i tidligere generationer, forklarer Jens Christian Nielsen.
I forhold til de unge, jeg mødte for 10 år siden, så er de unge i dag mere bevidste om, at de er ansvarlige for deres eget liv, og det er for eksempel kun et meget lille fåtal, som vil sige, at det er samfundets skyld. Det er blevet tydeligere blandt de unge, at man skal illudere, at man er en succes, siger Jens Christian Nielsen.
På Rødovre Gymnasium er det blevet tid til rektors tale til årets 212 studenter og deres pårørende i den stopfyldte aula. Rektor Peter Ditlev Olsen understreger netop det personlige ansvar i talen. Det, studenterne er blevet dannet til i de foregående tre formative år, har haft fokus på elevernes forpligtigelse til at tage ansvar.
Hvis I formår at bruge den ballast, I har fået med i dag, og den livsglæde, som I stråler af i dag, så ved jeg, at det her vendepunkt kan føre til opblomstring for jer. Livsglæden bliver det ikke svær at holde de første par dage. Om lidt kører I ud i den danske sommer, og i ungdommens kådhed er der vel ikke behov for at tænke så meget længere. Men når I opdager, at den danske sommer er alt for kort når I opdager og erkender, at I ikke længere kan skjule jer bag ved gymnasiets trygge mure så banker fremtiden på døren. En fremtid, I selv skal tage ansvar for. Nu sidder I her som selvsikre studenter. Jeres lærere har udfordret jer på jeres selvforståelse og krævet argumenter for jeres påstande, og de har dag for dag klædt jer på, for at I kunne få huen, men også for at I kunne tage ansvar for jer selv og for de store udfordringer, fremtiden bringer. Husk på, I er den vigtigste brik i jeres eget liv. Gå nu ud og tag ansvar, gå ud og gør hele forskellen og gå ud og lad dette vendepunkt blive til alt andet end en katastrofe. Jeg ved I kan, lyder det fra rektor på talerstolen, inden salen fyldes af klapsalver og begejstrede tilråb fra de festglade studenter.
Det trækker op til regn, mens studenterne bevæger sig ud til de ventende lastbiler, der skal køre dem rundt til hjemmene. Nogle af de unge har talt ned i tre år, og der skal mere end kraftige byger til at kue feststemningen hos studenterne. Som skolebladets redaktør, Marie Held-gaard Seestedt, sagde i sin tale ved dimissionen:
Det er den her følelse, vi lever for.
Måske er det en dejlig dag, når målet er nået, den sidste eksamen bestået, og studenterhuen kan sættes på hovedet. Men der er i vor tid og vores samfund alt for meget fokus på slutresultatet og alt for lidt på processen, mener Hans Henrik Knoop, forskningsdirektør i Universe Research Lab og ekspert i læring, positiv psykologi og den såkaldte flow-teori.
Det sidstnævnte er netop en teori om, at vi har det allerbedst i livet, når vi er så meget til stede i processen og nuet, at vi glemmer alt andet. Også vores følelser og eventuelle overvejelser om, hvorvidt vi er lykkelige.
Flow er det mest livsbekræftende, vi kan opleve. Det er, når vi føler, at vi er ét med verden. Det er, når vi er helt opfyldt af den aktivitet, vi er i gang med, hvad enten det er at skrive en skoleopgave, styre et fly eller dirigere et symfoniorkester, forklarer Hans Henrik Knoop.
Han mener derfor, at det er meget mere væsentligt at beskæftige sig med glimt af flow end glimt af lykke. Lykkemålinger beskæftiger sig som regel tilbageskuende med, hvad vi mener at have følt af tryghed, tillid og fysisk velbefindende. Flow-teorien handler derimod om at finde den helt rigtige balance imellem det trygge og det angstprovokerende, det kendte og det ukendte, det sikre og det farlige. Måske giver det en tryg form for lykke at blive fejret som student. Men der er meget mere flow i den situation, hvor man er til den afgørende eksamen, hvor man kan lykkes eller fejle og hvor man derfor yder sit ypperste.
Vi mennesker har brug for at lykkes, men vi har også brug for spænding og overraskelse. Derfor er det et problem, hvis vi fokuserer alt for meget på en på forhånd planlagte sluttilstand. Vi bliver indoktrineret til at planlægge alt ned i mindste detalje og til at opstille og opfylde mål, men overdreven fokus på resultatet kvæler livsglæden, erklærer Hans Henrik Knoop.
Og ifølge Hans Henrik Knoop er der den forskel på lykken i glimt og flow, at lykken og det succesrige slutresultat ikke lader sig planlægge. Men derimod kan man arbejde med sit flow. Man kan tilrettelægge sin arbejdsproces, så man finder den rigtige balance mellem det overkommelige og det uoverkommelige. Og dermed måske indirekte øge chancen for at føle lykke.
Lykken lader sig ikke programsætte. Men man kan se på, hvordan man for eksempel i sport prøver at organisere flow. Når fodboldlandsholdet går på banen, er målet ikke defineret som, at vi skal vinde 4-2. Målet er, at vi skal forsøge at vinde ved at bruge vores fælles kræfter bedst muligt. Tilsvarende er det eneste fornuftige svar fra en lærer, der får at vide af politikerne, at alle børn skal kunne læse efter 2. klasse: Vi skal gøre, hvad vi kan. Men det svar duer overhovedet ikke i pressen, siger Hans Henrik Knoop.
Det var Signe Marie Marott Bentzens mor og lillesøster, som sammen satte huen på, da hun havde været oppe i sit sidste fag.
Det var meget følelsesmæssigt at få huen på hovedet, og jeg var både glad og overvældet. Senere blev jeg fejret hjemme, og selv min gamle farfar var med, og vi havde en rigtig dejlig dag. Det er længe siden, at nogen i vores familie er blevet studenter, så det var ret specielt, siger hun.
Ifølge ph.d. Birgitte Graa-kjær Hjort, som har forsket i selvrealisering og i dag er sognepræst ved Christians-kirken i Aarhus, er den dag, man bliver student, for de fleste en stor og lykkelig dag. Ligesom dåbsdagen, konfirmationsdagen og bryllupsdagen har den i vor tid fået stor betydning som en dag, hvor man har lejlighed til at udstille sin lykke over for andre.
Ingen af ritualerne repræsenterer i dag den helt store forandring i det praktiske liv som tilfældet var engang. I stedet bruger man de store dage som et udstillingsvindue for lykken. Ved brylluppet vil man gerne vise omverdenen, hvor meget man elsker hinanden, og det skal synliggøres i al sin vellykkethed med den fineste middag på den dyreste kro, forklarer hun.
Det kan virke overfladisk, men det er det ikke nødvendigvis. I hvert fald er det præstens erfaring, at brudepar på den store dag som regel elsker hinanden akkurat så meget, som de siger. Og det øjeblik, hvor de står i våbenhuset, dørene går op, gæsterne rejser sig, og kameraerne blitzer i ét væk, føles det virkelig, som om der er en stor koncentration af kærlighed til stede. Det føles som det lykkelige øjeblik.
Min erfaring med brudepar er, at selvom de forud har meget store forventninger til den store dag, er det meget sjældent, nogen bliver skuffet. Den spontane, autentiske reaktion, jeg som regel oplever, er, at brudeparrene bliver positivt overrasket over alt det, som deres medmennesker bidrager med på den store dag. Alt det, som de ikke kunne planlægge.
Birgitte Graakjær Hjort anerkender, at der måske i hverdagen er for meget fokus på målet og resultatet frem for at være i en proces med et godt flow. Men i det rituelle rum, som studenterfesten og brylluppet indgår i, er der andre mekanismer på spil. På disse dage er det lang hen ad vejen muligt at planlægge noget, som danner ramme om og synliggør noget, der opleves som lykke.
Vi må nok skelne mellem forskellige måder, vi kan føle lykke på. Der kan være de stunder i livet, hvor lykken overrumpler os. Det øjeblik, man sidder sammen med sine børn i en grøftekant og plukker blomster, og man pludselig helt uplanlagt føler stor lykke, er noget andet end den situation, som opstår ved det planlagte ritual. Men for mig at se er begge dele lykke.
Der hvor glimt af lykke ofte overrumpler Signe Marie Marott Bentzen, er, når hun får sat sig ned og fordyber sig i noget kreativt. Så længe hun husker, har hun holdt af at tegne, men i gymnasiet har hun ikke haft mange stunder til det kreative.
Når jeg laver noget kreativt, mærker jeg en anden form for glæde, som måske kan beskrives som en mere personlig tilfredsstillelse. Når jeg ved, at jeg sikkert vil prøve at komme ind på et kreativt studie, så kan man jo godt spørge, hvorfor jeg lige stressede så meget op over skolearbejdet. Grundlæggende har jeg syntes, fagene har været spændende, og jeg har haft virkelig gode lærere, som har motiveret mig. Men jeg har også høje forventninger til mig selv, og jeg oplever, at der er meget bekræftelse i at klare sig godt i gymnasiet. Hvis jeg ikke synes, jeg præsterer godt nok, kan jeg blive irriteret, siger hun.
Skønt mere end 8 ud af 10 i dagens ungdomsgeneration svarer, at de har det godt eller meget godt, så er lykken i mange tilfælde blandet med svære følelser. Mere end en ud af fem piger oplever sig som Signe Marie Marott Bentzen ofte presset.
Ligesom mange andre i min generation, søger jeg indad, når jeg har problemer. I 2.g var der en periode, hvor jeg mærkede på både krop og sind, at jeg var stresset. Jeg kunne ikke falde i søvn, sov uroligt og var plaget af træthed om dagen. Det viste sig, at vi var mange i klassen, som havde det på samme måde, så vores lærere tog det op. Det hjalp at vide, at andre havde det på samme måde, og jeg øvede mig i bare at tage en dag ad gangen, og jeg blev bedre til at prioritere. Samtidig med at man er rigtig lykkelig, er man drevet af en frygt eller angst hele tiden. Jeg vil beskrive det som en angst for ikke at lykkes alligevel, når man nu har fået så mange muligheder.
For Signe Marie Marott Bentzen og landets øvrige studenter er et vendepunkt passeret. Med sit høje snit kan hun komme ind på alle studier, men i første omgang gælder det et sabbatår med erhvervsarbejde og god tid til mere kreative projekter. Hun ved for første gang i 13 år ikke, hvad der skal ske på den anden side sommerferien. Og det er også en slags lykke.