Efter balladen om det nye ritual er der mange, der dropper medlemsskabet af folkekirken. Men ikke generalsekretær Jens Ole Christensen, og her er hvorfor

VI KAN LIGE SÅ GODT se det i øjnene: Missionsfolk, karismatiske og andre med en klassisk luthersk tro skal til at vænne sig til en ny virkelighed. Vi befinder os i større grad end tidligere i forskellige kirkesamfund og menighedsordninger.

Det skyldes ikke mindst, at vi drager forskellige konsekvenser af ritualsagen og den generelle læremæssige krise i folkekirken. Det er unægtelig en udfordring for fællesskabet, og de hurtige, nemme løsninger findes ikke.

LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på Luthersk Mission og Indre Mission?

Jeg føler mig dybt forbundet med mange af dem, der i disse år forlader folkekirken, og et godt stykke ad vejen forstår jeg motiverne. Jeg er optaget af, at vi – så langt det overhovedet lader sig gøre – bevarer fællesskabet. Og så må vi hver for sig vælge de veje, vi tror tjener evangeliet.

LÆS OGSÅ: Hvad må man sige om homoseksuelle vielser?

Det er afsættet for, at jeg vil bruge min klumme i dag på at begrunde, hvorfor jeg bliver.

Jeg vil begynde i det meget personlige: For mig er det et lige så stort samvittighedsproblem at forlade folkekirken, som det for nogle af mine gode venner er at forblive i den.

Jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er forsvarligt at forlade en kirke, hvis bekendelse jeg er i overensstemmelse med – vel at mærke så længe jeg kan praktisere i kirken i overensstemmelse med bekendelsen. Skal jeg forlade kirken, fordi nogle andre – måske endog et flertal – forlader kirkens faste grund?

Den nok er nok-retorik, som fra det politiske liv har bredt sig til kirkespørgsmålet, er jeg temmelig skeptisk over for. Jeg finder den ikke i Det Nye Testamente, heller ikke de steder, hvor den sunde tro tydeligt var i mindretal. Der finder jeg en udfordring til at styrke det, der er tilbage.

Nogle kirkehistoriske overvejelser spiller også en rolle: Jeg synes den nuværende kirkelige krise er rystende alvorlig. Og jeg deler den vurdering, at det er enestående at have et ritual, som direkte og åbenlyst modsiger de bibelske skrifter. At velsigne synd leder mennesker bort fra syndsforladelsen og ikke hen til den.

LÆS OGSÅ:Præst: Strid om vielsesritual handler om præsteløftets alvor

Men det var også rystende alvorligt, at kirken under ortodoksien deltog i heksebrændinger, under rationalismen prædikede ”Gud, dyd og udødelighed” og i Bultmann-perioden for 50 år siden accepterede åbenlys modsigelse af evangeliet om Jesu og vores fysiske opstandelse.

Jeg er dybt taknemmelig for, at der i disse og andre kritiske perioder var folk, der holdt ud i kirken, stædigt fastholdt modsigelsen og bad til Gud om kirkens fornyelse. De har ofte end ikke fået fodnoter i kirkehistoriebøger, men de gjorde os alle en stor tjeneste.

Dernæst spiller nogle mere pragmatiske overvejelser en rolle for mig. Jeg mærker en tendens i de interne diskussioner blandt konservative kristne til at kridte banen op på en måde, der ikke rammer virkeligheden. Man beskriver kirken, som om den består af de retlærende (os) og de vranglærende (de andre). Punktum.


LÆS OGSÅ: Missionsfolk drøfter ny kirke uden for folkekirken

JEG MANGLER sansen for mellemnuancerne, de ”svage i troen” og de famlende bekendelser. Ikke mindst når de findes hos lægfolk. Og jeg spørger mig selv, hvor mange af disse folk vi svigter, hvis vi alle sammen går til frimenigheder og andre alternative menighedsformer.

Indrømmet: Man isolerer sig ikke nødvendigvis, fordi man går i frimenighed. Men jeg kunne godt bruge den indrømmelse, at risikoen er der.

Og hvis man tænker over, hvem der i de seneste 10 år har taget både de lyttende og lærerige dialoger og de skarpe konfrontationer, er det med al respekt ikke frimenighedsfolk, der springer mest i øjnene.

Igen indrømmet: Evangeliet kan også formidles til sekulariserede danskere fra frie menigheder, sådan at mennesker kommer til tro og bliver Jesu disciple. Det har jeg oplevet, og det glæder jeg mig over.

Men for mig er det tydeligt, at der er store befolkningsgrupper, som vi langt lettere får i tale gennem folkekirken end fra andre platforme. Jeg siger ikke bare, at præsterne har gode talerstole, men også, at tærsklen er lav til det arbejde, der drives af andre i folkekirkeligt regi. Tabet ved at miste de platforme er til at få øje på.

Jeg er klar over, at jeg kunne gøre nogle mennesker glade ved nu at gå ud af folkekirken og i frimenighed. Det gælder mennesker, jeg føler mig nært forbundet med i mit eget miljø, og som ønsker sig en entydig udvikling.

Noget tyder på, at også Manu Sareen (R) og nogle af biskopperne synes, det er udmærket, hvis de mest rapkæftede missionsfolk forsvinder, og freden kan sænke sig over folkekirken.

Jeg har ovenfor forsøgt at redegøre for, hvorfor jeg må skuffe disse forventninger.