Antikken som medicin mod overfladiskheden

Udgivelsen af tre ungdomstekster af Friedrich Nietzsche viser den græske verdens betydning for hans filosofi

Friedrich Nietzsche og antikken. Tre ungdomstekster. Oversat og med efterskrift af Lars Christiansen. 179 sider. 229 kr. Informations Forlag.
Friedrich Nietzsche og antikken. Tre ungdomstekster. Oversat og med efterskrift af Lars Christiansen. 179 sider. 229 kr. Informations Forlag. . Foto: Omikron.

I dagene omkring sit mentale sammenbrud i de første dage af året 1889 afsendte Nietz-sche en række korte breve til forskellige venner, iblandt dem europæiske notabiliteter som Georg Brandes og Jacob Burckhardt. På skift underskrev han sig i disse breve som Den korsfæstede og Dionysos og synes, også i brevenes indhold, at have svært ved at skelne imellem sit eget selv og de to figurer, hele hans forfatterskab på mange måder er spændt ud imellem.

LÆS OGSÅ: Nietzsche på en helt ny måde

Nietzsche er nok blevet kendt som filosof, men havde egentlig ingen uddannelse i faget. Hans baggrund ligger dels i kristendommen i kraft af en opvækst som præstesøn og et afbrudt teologistudium, dels i den klassiske filologi et fag, som han uddannede sig i og allerede som 24-årig blev professor i ved universitetet i Basel.

Det er fra denne periode som ung professor i Basel i årene 1869-73 den række ungdomstekster stammer, der præsenteres i den nye danske Friedrich Nietz-sche og antikken.

Den Nietzsche, man møder i disse unge år, er markant forskellig fra den ældre Nietz-sche, der som regel har været den mest læste. Nietzsches flirt med Dionysos begynder nok i disse år, men da på et strengt fagligt, filologisk grundlag, hvor det netop er karakteristisk, at den orgiastiske beruselses gud altid afbalanceres med den afmålte og harmoniske skønheds gud, Apollon. Det er først senere i forfatterskabet, at Dionysos gradvis løsriver sig fra Apollon, fra sin græske grund, og ender med at besætte ikke bare Nietzsches forfatterskab, men altså til sidst også hans personlighed.

For de fleste er Platon indbegrebet af græsk filosofi, men ikke for Nietzsche. For Nietzsche finder man den sande græske sjæl hos digterne Homer og Hesiod, og de vigtigste filosoffer er her altid de førsokratiske, som kun kendes i fragmenter.

I Friedrich Nietzsche og antikken behandler en længere tekst Filosofien i grækernes tragiske tidsalder netop systematisk de førsokratiske filosoffer. Nietzsches rekonstruktion af de tidlige græske filosoffer lader sig faktisk stadig læse som en ganske fin introduktion til den tidligste filosofis emnekreds.

Naturligvis er det tekstlige grundlag begrænset det er et givet forhold og naturligvis er selv en yngre Nietzsche ganske frivol i sin tolkningspraksis, men modsat de fleste andre læsere af førsokratisk filosofi er Nietzsche faktisk i stand til at give førsokratikerne andet end en rent fragmentarisk eksistens.

For Nietzsche er det her, man finder alle tiders grundlæggende filosofiske spørgsmål formuleret, og særlig Heraklit forbliver måske i virkeligheden det eneste konstante filosofiske bagland igennem hele Nietzsches forfatterskab.

Det er bemærkelsesværdigt, at den beskrivelse, Nietzsche giver af Heraklits betydning, ligger snublende nær den beskrivelse, der siden er blevet den almindelige leksikalske fremstilling af Nietzsches egen betydning. Hvad Heraklit leverer, er, siger Nietzsche, en frygtelig og bedøvende indsigt, hvis effekt nærmest kan sammenlignes med følelsen efter et jordskælv, hvor man har mistet tilliden til, at jorden hviler på en fast grund.

Ja, alting flyder allerede hos Heraklit og Nietzsche ser som Heraklit striden, kampen, krigen Eris som det grundlæggende verdensprincip bag denne flyden.

I det hele taget fylder harmonien, fornuften og politikken ikke nær så meget i Nietzsches billede af den græske verden, som man er vant til, og nok navnlig på hans tid var vant til. Nietz-sche forholder sig kritisk til samtidens idealbillede af oldtiden og kalder den en frugt af den germanske kærlighedslængsel efter Syden.

Selvom Nietzsche åbenlyst selv er et offer for denne længsel, ønsker han at krydre idealbilledet med et strejf af kras realisme.

Det er her, Dionysos kommer ind i billedet og viser en ganske anderledes side af det græske, der fører hen imod det, som Nietzsche med et lån fra Schiller kalder lærd barbari.

Naturligvis ligger der også heri en kommentar til samtiden. I tænkernes og digternes land er Nietzsche selv det dionysiske element barbaren, der altid er til stede midt i civilisationen; til tider nok som en trussel imod civilisationen, men samtidig altid den nødvendige urkraft, uden hvilken hele civilisationen ville blive uudholdelig og overfladisk som en tandpastareklame.

Det er denne altid nærværende tendens, Nietzsche selv for vor tid er den barske, men nødvendige medicin imod, og det var denne tendens, Nietzsche i sin samtid så antikken som en medicin imod.

Nietzsche betragtede Heraklit som en stor tænker. FOTO: