22/7 skrevet på en måde, der minder om 9/11 kommer til at markere noget vigtigt i norsk historie, men det er vanskeligt at sige hvad. Man vil mindes begivenheden og derved genskabe en kortvarig følelse af fællesskab. Men sagen er vel, at tiden efter ligner tiden før?
LÆS OGSÅ: DEBAT: Lad nu Breivik være skyldig
Det er utroligt, hvor hurtigt vi glemmer. Det ser ud til, at hvis der kom valg i Norge, ville Høyre og Fremskrittspartiet vinde stort. Utøya-begivenheden har ikke styrket Arbeiderpartiet eller venstrefløjen. Det politiske liv viser sig at være upåvirket.
Sidste år forventede man i al fald på venstrefløjen, at der ville ske noget. Mogens S. Mogensen forudså, at det ville være sværere at være højrenationalist i fremtiden. Deri tog han fejl. Han antog, at Anders Behring Breivik havde gjort, hvad han gjorde, fordi han var højrenationalist og dermed en, der lignede folk, der stemmer på Dansk Folkeparti. Med andre ord blev Utøya-massakren med det samme brugt indenrigspolitisk.
Den slags ubehagelige udnyttelser af tragedien var der mange af. Den radikale Zenia Stampe brugte på samme usmagelige måde massakren til at ramme alle nationalister, idet hun også gik ud fra, at Breivik var motiveret af nationalisme. Men igen: Det har på ingen måde påvirket højrenationalismen eller svækket Dansk Folkeparti, hvad mange håbede. Det synes dermed ikke at have fået politiske konsekvenser.
Man tog fejl, når man betragter Anders Behring Breivik som højrenationalist eller som kristen. Det sidste ord er også blevet brugt om ham og ikke uden en vis skadefryd. Mange var lettede over, at det ikke endnu en gang var en muslim.
Fejlen består i, at man betragter hans Manifest 2083 som begrundelse af eller forklaring på hans handlinger. Manifestet er en science fiction-tekst eller en utopi. Problemet er, at teksten er blevet taget alt for alvorlig. Den er ikke forfattet af Breivik; den er et internetprodukt og som sådan noget nyt.
Men Breivik er ikke norsk nationalist. Han henviser ikke til norsk historie eller litteratur; han henviser ikke til salmer og bibelsteder. Han skrev ikke på norsk, men på engelsk. Og man kunne fortsætte. Med andre ord: Hans tekst er ikke et udtryk for hans intentioner og ingen nøgle til hans indre.
Han kan ikke lide kulturrelativister og postmodernister, for eksempel. Det er der mange andre, der heller ikke kan. Han ser sympatisk på islam, blot vil han ikke have islam i Norge, men gerne i de arabiske lande. Han vil ikke have tingene blandet sammen. Alligevel kaster universitetsforskerne sig nu over hans Manifest, og de første bøger om ham er på vej.
Han har som sagt ikke forandret det politiske liv, men han er blevet en del af mediekulturen og begivenhedskulturen, ganske som han selv er et produkt af de samme kulturer. Han har efter alt at dømme levet i en medieverden eller en virtuel virkelighed og dermed uden kontakt med den sociale virkelighed. På den måde er han en forvrænget udgave af millioner af unge i den vestlige verden.
Han er nu et kendt ansigt. NRK fulgte retssagen mod ham dagligt. På den måde fik han et ansigt og er blevet et ikon. Han vil blive husket som andre nordmænd før ham: som Quisling og Hamsun.
Vi har også lært noget om psykiatrien. Et hold psykiatere stillede en diagnose, mens et andet hold stillede en anden. Nogle mente, han er normal, mens andre betragter ham som syg. Det viser, at psykiatri er en måde at fortolke et andet menneske på, og at man også kan fortolke det samme menneske på en helt anden måde. Kun juraen kan afgøre, hvad den rette tolkning går ud på. Det er det samme med hans Manifest. Også det kan tolkes på utallige måder, men man gør klogt i ikke at læse det for bogstaveligt.
Jeg var i Oslo få dage efter, at bomberne var sprængt i regeringskvarteret i Oslo. Det var efter mindehøjtideligheden i Oslo Domkirke, og pladsen foran kirken var fyldt med blomster.
Det er, så vidt jeg ved, en skik, der især blev udbredt efter Dianas død. Der var også allerede mange turister, og der blev fotograferet flittigt. Det er ikke til at undgå, men begivenheden kommer til at blive en del af terrorens teater. Jeg kan forestille mig, at Utøya allerede er blevet en turistattraktion. På den måde bliver det hele til en del af oplevelsesøkonomien. Hvor mange gange har vi ikke set billedet af øen, som vi aldrig før havde hørt om?
I Oslo Domkirke var der en stor tv-transmitteret mindehøjtidelighed kort efter massakren. I Norge viste kirken sig som sand statskirke. Statsministeren talte, og man sang blandt andre Nordahl Griegs sang Kringsat av fiender, der på ingen måde er en salme. men det var der protester imod fra den meget aktive og stærke forening af humanister, altså ateister. Og Norge var ikke omringet af fjender. Mindehøjtideligheden blev patetisk. Og det første resultat af Utøya-massakren var en stor national manifestation. Nordmænd fik igen en vi-følelse.
For det første var det, der skete, noget, der sker igen og igen i Afghanistan, Irak, Pakistan. Dér er det næsten hverdag. Vi bemærker det næsten ikke. Der finder massakrer sted for tiden i Dagestan. Israelske turister blev forleden dræbt i EU-landet Bulgarien. Utøya er kvantitativt set ikke noget enestående.
For det andet er Norge ikke så fredeligt et land, som vi måske forestiller os. Det er et land, hvor volden findes lige under overfladen. Det er endnu, vil jeg mene, et dybt splittet land.
For det tredje er det oftest den, der ligner os mest, der bliver slået ihjel. Brodermordet er det almindelige. Fjenden er naboen. Vi frygter ikke de fremmede, men dem, vi kender alt for godt. Det er shiaer mod sunnier i Irak. Og som vi så, gik venstrefløjen straks efter Utøya til angreb på deres højrenationalistiske medborgere.
Anders Behring Breivik ville ikke dræbe de fremmede, men sine egne; unge, der lignede ham og var vokset op i det samme Norge. Målet var i første omgang Gro Harlem Brundtland, men en kø i trafikken ud af Oslo forhindrede det. Vi har jo i Norden set andre eksempler på drab på markante socialdemokratiske statsledere, Oluf Palme og Anna Lindh.
Er Norge voldeligt og splittet? Er det ikke en smule overdrevet at sige sådan? Norge blev til i 1814 med et forbud. Det fik en forfatning, hvis paragraf 2 sagde, at der ikke måtte bo jøder og jesuitter i landet.
Norge var i begyndelsen en luthersk præstestat. Først i 1851 blev jødeparagraffen ophævet. Norge er stadig særdeles Israel-fjendtligt. Norge er altid to. Der er som bekendt to sprog, det vil sige, der har altid været en sprogstrid. Modsætningerne inden for kirken er langt stærkere end i Danmark. Der er stærke frikirketraditioner. Der er store modsætninger mellem Human-Etisk Forbund og Den norske kirke. Alt er mere ekstremt i Norge end i Danmark.
Der er store regionale modsætninger. De norske forfattere var i 1970erne langt mere ekstremistiske marxister end hos os. Og så noget, som vi slet ikke kender i Danmark. De utallige nedbrændinger af gamle middelalderkirker. Der er tale om satanister, som brænder kirker af. Hvad ville vi sige, hvis vore gamle kirker brændte ned en efter en? Hvad gør de i Norge? De bygger dem op igen, så de ligner de gamle.
Hvad vil jeg med det? Vise, at Breivik i høj grad er et produkt af norsk samfund og historie og ikke af en eller anden global højrenational anti-islamisk bevægelse.
Breivik er også en ener og som sådan enestående. Han er ikke med i et netværk, sådan som han selv påstår, og sådan som mange mener. Han er efter alt at dømme udtryk for noget helt nyt, der har et eller andet med den omfattende verden af voldelige computerspil at gøre. Alle spil, selv for toårige, handler om at slå ihjel. Man skal være medieforsker for at påstå, at det ikke påvirker børn.
For Breivik var det hele som et rollespil. Utøya var som et spil. Breivik lever efter alt at dømme ikke i virkeligheden. Nu spiller han rollen som dømt i en retssag, og han har opnået en ting: Han er verdensberømt. Det samme sker ikke for de mange selvmordsbombemænd. De forbliver anonyme.
De mange dræbte vil vi også glemme, men Breivik vil vi huske, og om 20 år vil han igen gå rundt i gaderne i Oslo. Der vil blive lavet film og teaterstykker om ham og snart kommer nok de første romaner.