Zenia Stampe: Utøya bør aldrig bruges til politisk dæmonisering

Nationalt og religiøst tankegods er en naturlig del af den politiske samtale. Breiviks handling skal ikke ses som en politisk handling fra den kristne nationalistiske højrefløj, skriver Zenia Stampe (R)

DET ER MED FORUNDRING, at jeg læser Hans Hauges kronik i Kristeligt Dagblad (den 21. juli) om de tragiske begivenheder i Norge for et år siden.

Han skriver blandt andet: ”Den radikale Zenia Stampe brugte på samme usmagelige måde massakren til at ramme alle ’nationalister’, idet hun også gik ud fra, at Breivik var motiveret af nationalisme.”

Her er der ikke bare tale om en fordrejning, men om en lodret løgn. Jeg har fra begyndelsen givet tydeligt og offentligt udtryk for den stik modsatte holdning: At vi skal undlade at benytte Utøya til indenrigspolitisk dæmonisering.

LÆS OGSÅ: Breivik har ikke for alvor ændret noget i Norge

Den holdning har jeg givet udtryk for i en række sammenhænge, blandt andet i et blogindlæg på politiken.dk to dage efter tragedien (http://politiken.dk/debat/profiler/zenia-stampe/ECE1539656/ingen-kollektiv-skyld-efter-oslo).

Her skriver jeg blandt andet: ”Fuldkommen på samme vis bør vi ikke forfalde til at acceptere dette som en politisk handling fra den kristne nationalistiske højrefløj mod det norske demokrati. Der er ingen kausal sammenhæng mellem national stolthed, religion – og så massemord. Det er ikke mistænkeligt at være glad for sit land, lige så lidt som det er problematisk at være kristen eller muslim. Nationalt og religiøst tankegods er en naturlig del af den politiske samtale i det pluralistiske demokrati, og sådan skal det også være efter disse begivenheder.”

Hauges påstand er altså ikke bare en fordrejning. Det er fri og fordomsfuld fantasi, opdigtet til lejligheden og trykt i en national avis på et-årsdagen for den frygtelige tragedie.

Således lyver han sig med sin kronik hen til at gøre netop det, som han angriber mig for at gøre – med den akademiske vægt bag sine ord. Læsere må jo tro, at der er tale om en videnskabelig artikel. I den egenskab vil kronikken ligge på internettet i fremtiden og således gøre hans digt til sandhed.

Denne sag rejser for mig det principielle spørgsmål: Hvad gør man, når en professor promoverer usandheder i det offentlige rum – endda inden for sit eget akademiske domæne?

Og hvilke skridt vil Hans Hauge som afsender selv tage for at berigtige fejlen?