Hver gang et OL nærmer sig, gentager visse historier sig selv
På fredag indledes De Olympiske Lege i London, og mens det store mediemaskineri igen er i fuld gang, er danskerne blevet bedt om at svare på, om de stadig tror på de olympiske idealer om ædel kappestrid, forbrødring og fred i verden.
Og det viser sig, at godt og vel halvdelen af danskerne fortsat tror på disse idealer og forbinder OL med noget andet end den massivt kommercielle sportsverden, vi ellers kender.
LÆS OGSÅ: Alvor eller underholdning?Dertil skal nævnes, at der faktisk skal voldsomt meget til, før flertallet vender ryggen til en elsket begivenhed. Hvilket årets Tour de France igen har illustreret. På trods af mange år med dopingskandaler på stribe, er danskerne fortsat vilde med at se cykelløb, og ligeledes elsker de altså stædigt OL.
Også selvom legene har bevæget sig et godt stykke væk fra udgangspunktet og for eksempel den gamle målsætning med kun at lade amatører deltage. Denne er faldet helt til jorden, og her kommer DR ind i billedet.
Det har nemlig alle dage været en æressag for kanalen at præsentere nogle af de rendyrkede amatører, der hvert fjerde år drager til OL. Mandag aften kunne man således møde skytten Torben Grimmel, der i 2000 vandt sølv i Sydney. En stor bedrift, der imidlertid ikke har gjort ham det mindste kendt i offentligheden, og som Grimmel lå der foran kameraet og sigtede til ære for seerne, udgjorde han en klassisk påmindelse om, at den altædende professionelle sportsverden for længst har fortæret sine omgivelser.
TILMED VEDKENDTE Grimmel sig, at hans idrætsgren lider af det problem, at den er temmelig kedelig at se på, og der var noget rørende ærligt ved denne glemte skytte, der virkelig må elske at gøre, hvad han gør. For han får ikke meget håndgribeligt ud af det, hvilket jo netop indikerer, at en mand som ham repræsenterer de olympiske idealer en del mere end stenrige tennisspillere og de cykelryttere, der nu transporteres fra Frankrig til England.
Mens OL for Grimmel er begivenheden over dem alle, er den for mange andre blot endnu en turnering i årets tæt pakkede og indbringende program. Flere af sportsfolkene er så ligeglade med det berømte olympiske fællesskab, at de end ikke bor i den olympiske by. Heriblandt vores egen tennisstjerne Caroline Wozniacki.
Derfor er det al ære værd, at DR fastholder det som en æressag at blive ved med at give sendetid til de ukendte idrætsfolk for i det mindste at opretholde illusionen om, at de spiller en vigtig rolle.
Og så må man som seer prøve at abstrahere fra, at en historie som den om Torben Grimmel i høj grad minder os om, at tiden på mange måder er løbet fra de olympiske idealer.
Når så mange danskere hævder, at de endnu tror på dem, må det have at gøre med et stædigt og lidt romantisk ønske om, at disse på umærkelig vis stadig findes et sted i luften eller dybt inde i sportsfolkenes hjerter.
Det kan man selvfølgelig heller ikke afvise, at de gør. Men de synes at være en lille smule skjult.