Først karakteriserer hun sine fjender med de værste skældsord og skaber dernæst en chokeffekt ved at være enige med dem, skriver Hans Hauge

Zenia Stampe (R) er mest til blid retorik. Hendes stil-ikoner er Zubair Butt Hussain og Abdul Wahid. De er rolige og afdæmpede. Hun er forundret over, at jeg har sagt, at hun mener, at Anders Behring Breiviks handlinger var motiveret af nationalisme.

Det beklager jeg. Det har hun ikke påstået. Hun er ikke interesseret i motiver eller motivation, men i det mere eksistentielle, nemlig skyld. Vi kan sagtens finde dem, der mener, at nationalisme kan føre til voldelige handlinger eller krig.

LÆS OGSÅ: Zenia Stampe: Utøya bør aldrig bruges til politisk dæmonisering

Hun siger dernæst, at hun tog afstand fra indenrigspolitisk ”dæmonisering”, hvad det så ellers er. Deri er jeg ikke enig. Den tekst, som jeg tænkte på, var en, hun skrev om, hvad vi kan lære af Utøya (radikale.net, 30. juli 2011).

Det er i samme tekst, at hun benytter Breivik-lejligheden til at angribe folk, som hun kalder nationalister og meningsmaskiner: ”Siden den frygtelige terrortragedie i Oslo og på Utøya har nationalistiske debattører afvist enhver form for medansvar. Jeg har ofte kritiseret den hadefulde retorik, som vælter ud af meningsmaskiner som Lars Hedegaard, Søren Espersen og Sørine Gotfredsen. Men denne gang er jeg enig: Ingen andre end Anders Breivik bærer skylden for hans fortvivlende og meningsløse massemord.”

Vælter der hadefuld retorik ud af disse maskiner? Hvad er det for en retorik at bruge i sorgens stund? Hvorfor nævne dem? Hvorfor ikke angribe de mange, der har sagt, at de har et medansvar? Og hvordan kan hun tillade sig at kalde dem nationalister? Kan hun vise mig, hvor for eksempel Sørine Gotfredsen har erklæret, at hun er nationalist? Hun bør vel ”berigtige fejlen”?

Stampes retoriske strategi er faktisk ret smart. Først karakteriserer hun sine fjender med de værste skældsord og skaber dernæst en chokeffekt ved at være enige med dem.

Hun har imidlertid en tese, som hun udvikler, og, vil jeg mene, som hun bruger partipolitisk eller indenrigspolitisk. Den går ud på, at der ikke findes kollektiv skyld.

Der er tale om en radikal metodologisk individualisme. Der findes for hende kun individer, ikke samfund. Det er ægte liberalisme. Hun løsriver individ fra tradition, kultur og historie. Grupper er ikke subjekter og kan derfor heller ikke have skyld eller rettigheder.

Debatten er velkendt: Var det tyske folk skyldig i nazismen? Stampe ville sige nej. Var Vesten skyld i slaveriet? Nej, vil hun sige. På den måde kan der for hende ikke være stor forskel på Anders Breivik og Batman-morderen James Eagan Holmes. Men også i hans tilfælde får det politiske konsekvenser for eksempel om våbenlove, mens andre ser det som et produkt af noget amerikansk.

Desværre forfalder hun i teksten fra 2011 til at bruge tesen til at forsøge at lukke munden på sine fjender og til at frikende sine muslimske og socialistiske venner.

Hvad er det her, hvis det ikke er ”dæmonisering”?: ”Selv de meget yderligtgående medlemmer af for eksempel Hizb-ut-Tahrír er oftest blidere i deres retorik end visse debattører fra Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og Uriasposten.”

Hun minder i sin retorik om mig. Så heller ikke hun bør kaste med sten, når vi bor i ens glashuse. Hvis det ikke er at bruge massakren til at ramme andre med, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og så fortsætter hun: ”Tilsvarende: 1970’ernes danske socialister havde ingen forbindelse til Rote Armee Fraktion, fuldkommen som nutidens danske nationalister ikke har nogen forbindelse til Anders Breivik. Alligevel forventes de gamle socialister offentligt at gå bodsgang og afsværge sig al militarisme – uden at det samme krav stilles til nutidens nationalistiske højrefløj.”

Hvad er det for en militarisme, som nutidens nationalistiske højrefløj skal afsværge? De er jo uden skyld? Hvem skal stille krav til dem, og hvem er de? Og hvorfor skal Enhedslistens leninister ikke afsværge deres militarisme?

Hans Hauge, dr.phil., Dronning Margrethes Vej 9 1., Aarhus