Indlandsisen bliver tyndere overalt

Klimaforskere troede, det var datafejl. Aldrig er så meget indlandsis smeltet, siden man begyndte at overvåge isen fra satellit

Forskningsleder fra Danmarks Klimacenter Jens Hesselbjerg mener, at dette år kan slå rekorderne for afstrømning af indlandsisen på Grønland.
Forskningsleder fra Danmarks Klimacenter Jens Hesselbjerg mener, at dette år kan slå rekorderne for afstrømning af indlandsisen på Grønland. Foto: .

Klimaforskere har i denne måned fået lidt af et chok. Overfladen på næsten hele indlandsisen i Grønland er begyndt at smelte efter rekordhøje temperaturer.

I denne måned er der således smeltet mere af isens overflade end nogensinde før i de 30 år, man har overvåget Grønland med satellit.

Et kort over smeltningens udbredelse den 8. juli viste, at omkring 40 procent af den kilometertykke indlandsis var ved at blive tyndere. Blot fire dage senere var smeltearealet vokset til 97 procent, oplyser Nasa efter studier af data fra tre forskellige satellitter.

Son Nghiem fra Nasas Jet Propulsion Laboratory kalder afsmeltningen ekstraordinær. Han troede først, at der var tale om datafejl.

LÆS OGSÅ: Smeltevand gør Grønlandsk katastrofe værre

ForskningslederJens Hesselbjerg fra Danmarks Klimacenter på DMI kalder den en sjælden begivenhed.

Det ligger helt i tråd med, hvad vi har set de foregående år, og det er alarmerende, fordi det betyder, at dette år meget vel kan slå rekorderne for afstrømning på Grønland. Men hvis det skal give rekordhøjt massetab af is, skal der også spyttes nogle isbjerge ud i havet, siger Hesselbjerg.

Det er sket enkelte gange i de forløbne 30 år, at betydelige dele af isoverfladen har været under smeltning om end det måske kun har været en enkelt dag, tilføjer han.

Normalt kompenserer snefald om vinteren for det meste af isens smeltning i løbet af sommeren. Men siden maj har Grønland været ramt af en strømning af varm atlantisk luft, som den 10. juli gav varmerekord på 25 grader og medførte enorme smeltevandsfloder i Kangerlussuaq (tidligere Sdr. Strømfjord).

Nasas data om den rekordstore smeltning kommer få dage efter nyheden om, at et kæmpeisbjerg på 120 kvadratkilometer over to gange Manhattans størrelse er brækket af Petermann Gletsjeren i det nordligste Grønland. I 2010 knækkede et endnu mere gigantisk isbjerg på 200 kvadratkilometer af samme gletsjertunge og fortsatte vestpå mod Nares Strædet.

Den danske polarforsker ph.d. Sebastian Mernild fra Los Alamos National Laboratory i USA kalder den aktuelle afsmeltning af indlandsisen helt ekstrem.

Han har lavet modelberegninger over indlandsisens smeltning tilbage til 1960 og frem mod 2080.

Ikke siden 1960, hvor vores computerberegninger begyndte, har indlandsisen haft overfladesmeltning på hele isen. Nasas figurer er værre end det, vores modeller viser for fremtiden, siger Sebastian Mernild.

I 1972 så man det laveste smelteareal på 17 procent af indlandsisen, og i 2010 var det vokset til 52 procent. Ud fra FNs klimascenarier formodes smeltearealet at være to tredjedele af isens overflade i 2080.

Tendensen mod større smelteareal vil forventeligt betyde, at isen i fremtiden mister mere masse og derved bidrager mere til det globale havniveau end i dag, siger Sebastian Mernild.

Der ligger så megen is i Grønland, at verdenshavene stiger syv meter, hvis det hele engang smelter.

Det vil ikke ske i vores levetid, men det er ifølge Sebastian Mernild sandsynligt, at vi om 30-35 år rammer det punkt, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage så Grønlands is fortsætter med at smelte, uanset hvor meget vi nedsætter CO2-udledningen.