3F's blokade mod Restaurant Vejlegården handler om at beskytte "den danske model", siger 3F. Kigger man på historien, er "den danske model" en myte, skriver Just Kjærgaard Pedersen

I DEN AKTUELLE KONFLIKT omkring Restaurant Vejlegården, hvor 3F prøver at kvæle den lille selvstændige restauratør Amin Skov, er det ofte blevet fremhævet, at mens det naturligvis er uheldigt, at 3F blokerer restauranten i forhold til at modtage post, få hentet affald og annoncere i den lokale avis, så sker dette for at sikre ”den danske model”, som angiveligt skulle skabe ro på det danske arbejdsmarked og sikre høje lønninger, og som har været på plads siden 1899.

Problemet er bare, at ingen af disse myter om ”den danske model” faktisk viser sig at være sande. Det danske arbejdsmarked er præget af en høj grad af faglig konflikt, de danske lønninger ligger ikke specielt højt, og fagbevægelsen fik først sit folkelige gennembrud i 1970’erne, da den fik en række statslige særrettigheder og tilskud.

LÆS OGSÅ: Arbejdskamp i Vejle er opgør om den danske model

Myte nummer et: Der er ro på det danske arbejdsmarked. ”Vi skal ikke have sydeuropæiske tilstande” lyder det ofte, og mens tanken om mid­delhavsklima lyder tillokkende nok, menes der, at mens man i Syderupa ofte strejker, så gør man det sjældent i Danmark.

Men faktisk er situationen lige den modsatte. Ifølge den seneste statistik fra OECD er Danmark faktisk det land i verden med flest strejkedage, nemlig 296 dage pr. 1000 ansatte. Til sammenligning ligger Frankrig på kun 67 strejkedage, eller cirka en femtedel af det danske niveau. Det er svært at pege på, hvor det høje danske strejketal kommer fra, men man kunne kigge på det høje antal virksomheder, som LO har erklæret en konflikt mod.

Ifølge egne tal er LO aktuelt i konflikt med over 600 virksomheder, store som små, nogle på 15. år. Det er et meget højt antal virksomheder, der pludselig kunne mangle post, se deres affald hobe sig op og få deres annoncer afvist. Vejlegården er langtfra et enkeltstående tilfælde, men blot det mest omtalte af de mange konflikter, som LO p.t. kører.

Rent faktisk burde sydeuropæiske politikere advare mod ”danske tilstande”, for sandheden er, at der er en meget høj grad af uro på det danske arbejdsmarked, hvoraf LO selv skaber meget af denne.

Myte nummer to: Fagbevægelsen har sikret høje lønninger. Det fremhæves ofte fra fagbevægelsen selv, at den har ”sikret” høje lønninger. Kigger man imidlertid på gennemsnitslønninger i OECD, er danske lønninger lidt under middel. Faktisk ligger lønniveauet i lande som USA, Schweiz og Australien med historisk svage fagforeninger betydeligt over det danske.

De fleste økonomer peger på, at det er øget produktivitet, der skaber høje lønninger, eller som overvismand Torben M. Andersen udtalte for snart fem år siden: ”Over tid er stigende produktivitet den væsentligste drivkraft til stigninger i reallønnen – og det gælder på tværs af lande, og dermed også uafhængigt af specifikke institutionelle forhold på arbejdsmarkedet.”

Med andre ord er danske lønninger hverken specielt høje eller skabt af fagbevægelsen.

Myte nummer tre: Den ”danske model” er historisk. Med henvisning til hovedaftalen fra 1899 påstås det, at LO har haft en stærk position igennem hele det seneste århundrede, men det er heller ikke rigtigt. I 1899 organiserede LO kun 50.000 arbejdere og forblev en marginal organisation i samfundet op til Anden Verdenskrig.

Men diverse socialdemokratiske regeringer gjorde deres for at styrke LO – ofte på bekostning af andre fagbevægelser, som for eksempel da Stauning (S) i 1937 frakendte Krifa status som landsdækkende fagbevægelse og dermed de statstilskud, der kun tilflød LO – og denne statslige favorisering satte skub i medlemstallet. Men det gik langsomt, og LO rundede således først en million medlemmer i 1979, samme år som efterlønnen blev indført.

Efterlønnen er som sådan et godt eksempel på den statslige støtte, som den danske fagbevægelse har nydt godt af, for her er en statslig velfærdsydelse, der administreres af og kræver medlemskab af en fagforening.

Det statslige krav om medlemskab af en fagforening for at opnå efterløn og mange andre velfærdsydelser var uden tvivl den primære drivkraft bag den stærke position, som LO har i dag, men det er langtfra ”historisk” og hører ikke med til historien om industrialisering af Danmark i starten af det 20. århundrede, men mere i udbygningen af velfærdsstaten igennem 1980’erne og frem.

Med andre ord: Den ”danske model” er ikke historisk, har ikke sikret en høj løn i Danmark og skaber bestemt ikke ro på det danske arbejdsmarked, ja snarere modsat.

Så måske burde det overvejes, hvorfor LO skal have lov til at sætte en blokade op mod en virksomhed, når de ansatte ikke støtter det.

Just Kjærgård Pedersen,Stengårds Alle 211,Søborg