Forståelse for ældres religiøse behov skal indarbejdes i plejehjemspersonalets uddannelse, mener eksperter i ældrepleje. Det er den lokale kirkes ansvar, for der er en stærk kirkelig tradition forbundet med plejehjemmene, siger andre

Ældre menneskers behov for en gudstjeneste, andagt eller et andet religiøst ritual forsvinder ikke, når benene bliver dårlige, eller svækkelsen sætter ind.

LÆS OGSÅ: Præst ved livets sidste stoppested

Tværtimod, lyder det fra en række eksperter på ældreområdet, som vurderer, at især de kommunale plejehjem ikke er klædt ordentligt på til at møde ældres ønsker, når det gælder tro og religion.

Ifølge Ældre Sagens seniorkonsulent Margrethe Kähler skal plejehjemspersonalet uddannes til større viden.

”Det er vigtigt, at rummelighed og sans for ældres religiøse behov indarbejdes i sosu-hjælpernes uddannelse. Det handler om at give hjælperne en forståelse for religiøse ritualer og for religionens betydning for mange beboere. Her tænker jeg på accept og forståelse for religiøse symboler og ritualer som bøn, religiøse billeder, at tænde lys og særlig kost. Det er slet ikke nødvendigt selv at være religiøs,” siger hun.

Margrethe Kähler efterlyser også flere religiøse aktiviteter for beboerne. Det religiøse kommer ofte først i spil, når personen skal dø, siger hun.

”Jeg har besøgt rigtig mange plejehjem, og jeg har ikke indtryk af, at man er så opmærksom på denne sag på de kommunale plejehjem. Det er ikke udbredt med andagter og gudstjenester,” siger hun.

Kirsten Gotfredsen, sygeplejerske og ejer af konsulentvirksomheden Masterclass på Demensområdet, har erfaring med, at religiøse handlinger kan live op i ældre, som ellers er svært demente.

”Det ville være helt rigtigt at gøre opmærksom på dette i uddannelsen. Men det er også ledernes opgave at holde medarbejderne fast på at hjælpe de ældre til gudstjeneste eller hen til præsten, hvis man ved, at det er vigtigt for dem. Jeg har set en del plejehjem, som havde gudstjenester eller andagter, men hvor medarbejderne ikke altid har været opmærksomme på at hjælpe. Måske fordi de ikke havde tiden til det, men måske også fordi de yngre medarbejdere ikke oplever det som særligt vigtigt,” siger hun og tilføjer:

”Jeg har selv oplevet, hvordan svært demente kan have glæde af gudstjenester og synge med for fuld skrue, selvom de ellers bare sidder i et hjørne og sover. Salmer, som man har sunget helt tilbage fra skoletiden, kan vække noget i erindringen.”

Selv på landets kirkelige plejehjem kender man til, at personalet mangler viden, når talen falder på tro.

Diakonissestiftelsen, som har 23 plejepladser, har gennemført en undersøgelse blandt medarbejderne, fortæller forstander Arne Kolsum.

”Selvom vi er meget fokuserede på området, fandt vi ud af, at der er behov for betydelig større viden for at kunne gå ind i en dialog med de ældre, når det handler om deres tro. Det er ikke for at presse noget ned over de ældre, men ganske enkelt for at kunne lytte og hjælpe, når samtalen for eksempel handler om tanker om livets afslutning,” siger han.

Birgitte Biegel Christensen, leder af det kommunale plejecenter Sofiegården i Aalborg, kan dog ikke genkende, at de ældre skulle savne religiøse tilbud.

”Det er vi gode til, for det er noget, der betyder meget for mange beboere. Vi har gudstjeneste en gang om måneden, for mange har svært ved at komme ud, og vi har et godt samarbejde med den lokale præst, som kommer her – også hvis nogen har brug for at snakke eller er blevet dårlige. Vi har også nogle gange været på udflugt til kirken,” siger Birgitte Biegel Christensen.

Til gengæld støtter hun, at personalet allerede under uddannelsen stifter bekendtskab med den religiøse del af ældreplejen – for især mange unge medarbejdere kan ikke tale med om det religiøse.

Ifølge Torben Larsen, sekretariatsleder i Organisationen af Selvejende Institutioner (OSI), er det først og fremmest kirken, der skal møde ældres religiøse behov:

”Der er en meget stærk kirkelig tradition forbundet med plejehjemmene, fordi kirken har været initiativtager til at tage sig af ældre før velfærdssamfundet. Jeg synes ikke, at man gør nok. Men det er de lokale sognes ansvar.”