Er Vesten ved at tabe Afrika?

Samarbejdet mellem Kina og Afrika øges i stigende tempo

For tre år siden blev Kina den største handelspartner for Afrika. Indtil da havde det været USA. Nu lægges der op til en yderligere styrkelse af båndene mellem Kina og det afrikanske kontinent, og det sker i et tonefald, der bør vække bekymring i vores egen del af verden.

I kølvandet på et afrikansk-kinesisk topmøde i Beijing har kineserne nemlig meddelt, at man vil stille yderligere tyve milliarder dollar til rådighed i lån til afrikanske lande, og dermed cementeres en alliance, som i stigende grad ser med kritiske øjne på Vesten.

LÆS OGSÅ: Kina har givet Afrika selvrespekten tilbage

At de to parter samarbejder, er ikke nyt. Det har man gjort siden 1950’erne og 1960’erne, hvor Kina støttede befrielsesbevægelser på det afrikanske kontinent, der kæmpede mod landenes koloniherrer.

Det forholdsvis nye er omfanget af samhandelen. Ifølge den britiske avis The Guardian er den kinesiske samhandel med Afrika vokset fra ti milliarder dollar ved årtusindskiftet til 166 milliarder dollar sidste år.

Fra kinesisk side er man først og fremmest interesseret i en stabil og sikker adgang til råvarer og andre energiressourcer, mens de afrikanske markeder efterspørger billige kinesiske varer i bred forstand.

Samhandelen ledsages af en stigende kinesisk udviklingsbistand, herunder midler til udvikling af infrastruktur, industri og landbrug. Ikke mindst denne del af samarbejdet giver politisk indflydelse på det afrikanske kontinent, hvad man fra kinesisk side selvfølgelig er fuldt opmærksom på.

Til forskel fra udviklingsbistanden fra en række vestlige lande yder kineserne som oftest en hjælpende hånd uden at stille politiske betingelser om forbedring af menneskerettigheder, modernisering af regeringsførelsen og lignende.

Forskellen øges i disse år, efterhånden som politiske betingelser bliver mere og mere almindelige fra vestlig side som forudsætning for udviklingshjælp, og nu begynder man også at tale forholdsvis åbent om det.

Afrikanske ledere – som nu har fået et alternativ – lader på deres side skinne igennem, at man ikke længere vil tolerere at blive taget i skole på blandt andet menneskerettighedsområdet af en gruppe vestlige lande, man opfatter som hykleriske.

Dermed øges de vestlige landes problemer i forhold til Afrika. Ikke blot er man ved at få en økonomisk konkurrent, som viser større og større vilje til at tænke langsigtet. Man er også ved at få et politisk problem, der på sigt kan få betydelige geopolitiske konsekvenser.

Hvad vi skal stille op i vores del af verden, hører man meget lidt om. Der er med sikkerhed ingen lette løsninger, men det er nødvendigt, at debatten rejses for at forhindre, at udviklingen blot får lov til at fortsætte, uden at vi kender konsekvenserne.