JEG INTERVIEWEDE for nylig en mand, der jævnligt fornemmer sin afdøde fars tilstedeværelse i sit rækkehus.
Faderens ånd giver sig til kende ved at smække med dørene og få knive, skåle og stole til at bevæge sig af sig selv. Det har stået på i årevis. En healer har fortalt sønnen, at ånden blot vil beskytte ham. Sønnen er glad for kontakten til sin far og er overbevist om, at der findes mere mellem himmel og jord.
Den amerikanske sociolog Phil Zuckerman har i sin bog Samfund uden Gud (2008) beskrevet danskernes religiøsitet ud fra netop den forestilling, at der findes mere mellem himmel og jord. Samtidig viser flere undersøgelser, at en del danskere har haft oplevelser, de ikke kan forklare hverken videnskabeligt eller psykologisk, og som for dem synes at hænge sammen med en åndelig virkelighed.
I et land, hvor fire ud af fem danskere er medlemmer af folkekirken, er det nærliggende at spørge: Har disse oplevelser af ånder, der meddeler sig gennem mystiske hændelser, egentlig noget med kristendom at gøre?
Mange vil spontant sige nej. De fleste af dem, der har mystiske oplevelser, kontakter for eksempel aldrig en præst i den forbindelse. Hverken for at få uddrevet generende ånder i huset eller for at få at vide, hvad en ånds eventuelle ærinde måtte være. Kristendom og den såkaldt åndelige verden har tilsyneladende ikke meget tilfælles. Kristendommen synes at handle om troen på en uransagelig Gud, mens det åndelige snarere handler om en personlig fornemmelse af en anden virkeligheds konkrete indgriben i denne verden. Kristendom har med Ånden at gøre, det mystiske med ånder.
Vi taler med andre ord ikke altid om det samme, når vi taler om det åndelige.
Tendensen til at skelne mellem en kirkelig og en alternativ åndelighed har en lang forhistorie. Ikke mindst ved Reformationen forsøgte man at gøre op med de katolske forestillinger og ritualer (for eksempel troen på en række åndevæsner, besværgelser, den magiske brug af korstegn og vievand), som ifølge lutherdommen var uforenelige med den kristne tro. Hokuspokus skulle ud af kristendommen. Langt op i 1500- og 1600-tallet måtte præster dog stadig irettesættes, fordi de i deres daglige virke blev ved med at signe (velsigne, red.) marker eller brugte sakramenterne som lægemidler. Og ånderne forlod aldrig almuen helt.
I dag skelner man stadig mellem det, der med tiden blev betegnet som tro og overtro:
Den kristne tro på én Gud, man kan bede til over for den folkereligiøse overtro på en åndeverden, man kan påvirke via hokuspokus.
Denne skelnen bliver imidlertid udfordret, når præster i dag, som det for nylig fremgik af Kristeligt Dagblad, fortæller, at de har hjulpet folk, der oplever ånder. Det mystiske bør ifølge disse præster ikke være tabu for folkekirken, men skal tages alvorligt.
Spørgsmålet er, hvor alvorligt. Er den mystiske verden mødt med den rette pædagogik bare et overtroisk afsæt for at føre folk videre til en mere tidssvarende tro på den kristne Gud? Eller kan den alternative åndelighed forbindes med kristen åndelighed med mennesket som ånd og med Helligåndens virke?
Under alle omstændigheder sætter den alternative åndelighed den moderne kristendom i perspektiv.
For i en moderne, sekulariseret verden er Gud på mange måder blevet en fjern og ikke-indgribende Gud. En moderne Gud lader ikke ånder skubbe rundt med tallerkener og lader ikke afdøde vandre rundt i folks stuer. Han sender ikke sygdomme eller meddelelser fra de genopstandne i Paradiset. En moderne Gud blander sig ikke konkret i tilværelsen på den måde. Han er så at sige hinsides den slags overtro.
Forleden gik min 13-årige datters ur i stå, mens hun ryddede op. Hun skulle rydde op i en halv time, men på grund af uret knoklede hun længere. Da hun opdagede det, udbrød hun med et glimt i øjet: Gud ville have, at jeg skulle rydde op!. Ved siden af hende stod tilfældigvis en kvindelig teolog, vi havde besøg af. Hun tilføjede med et smil: Nej, den slags har Gud ikke noget med at gøre!.
Nej, sikkert ikke. Men man kunne så fristes til at stille spørgsmålet: Hvad har Gud anno 2012 egentlig med virkeligheden at gøre?
Iben Krogsdal er forfatter og ph.d. i religionsvidenskab