DET ER NU BLEVET lysende klart, at alle arabiske lande, der afholder valg, vil give de islamiske partier store flertal, som det allerede er sket i Tunesien og Egypten.
Men er der noget i vejen for, at sådanne regimer kan blive funktionsdygtige demokratier? Ja, formelt er der. Men det formelle bliver ikke nødvendigvis til virkelighed.
LÆS OGSÅ: "Jeg tror ikke på islamisk demokrati"
Jeg tænker ofte på min far, når det drejer sig om at sondre mellem det formelle og det virkelige. Købmanden i vores nabolag i Aalborg var missionsk, men snød på vægten. Min far konkluderede derfor, at der var noget galt med kristendommen! Altså en fejlslutning fra det virkelige til det formelle.
Formelt siger islam to ting, der umuliggør demokrati. For det første, at det er Gud og ikke folket, der laver lovene. For det andet, at vi ikke alle er lige, muslimer og mænd er mere lige end vantro og kvinder. Men der er så sandelig mange reformvenlige muslimer, som gerne vil gøre op med disse to dogmer.
En af dem er min chef og ven på biblioteket i Alexandria Ismail Serageldin. Ismail argumenterer teologisk ved at hævde, at der kan sondres mellem åbenbaringerne til Muhammed i Mekka og Medina.
Mekka-åbenbaringerne er alment religiøse. De handler om skabningens under og Guds storhed, hvorimod det er i åbenbaringerne i Medina, hvor Muhammed var statsleder, at man finder den guddommeligt givne lovgivning om de fleste af livets forhold.
Det, Ismail og andre hævder, er, at man kunne betragte Medina-åbenbaringerne som Guds hjælp til sin profet i en historisk sammenhæng, der derfor ikke nødvendigvis ville være gyldige i dag.
Det lyder tilforladeligt, men problemet er, at Koranen har et vers (sura 2, v. 106), som siger, at hvis der hersker tvivl om fortolkningen, er det den sidst givne åbenbaring, der gælder. Og det er i alle tilfælde Medina- åbenbaringen.
Det er for eksempel tilfældet med åbenbaringerne om alkohol, hvoraf der findes tre med det absolutte forbud som det sidste og derfor det, der må håndhæves.
Hvad demokrati og kristendom angår, har vi ikke noget lignende problem. Jesus sondrer skarpt mellem, hvad der er kejserens, og hvad der er Guds. Da vi alle er syndere, er vi også lige for Gud.
EN NYFORTOLKNING af Koranen kan altså blive svær. Men i praksis er det langtfra umuligt. Atatürk gjorde op med en masse af shariaens bestemmelser. Tyrkiet har ikke de store problemer med at være et demokratisk, islamisk land. Indonesien har gjort noget lignende. Så det må også være muligt i Tunesien og Egypten.
Bortset fra at det stadig holder på dogmerne, er Det Muslimske Broderskab overalt i den arabiske verden en bemærkelsesværdig organisation. Og broderskabet vil utvivlsomt blive en dominerende politisk faktor alle steder. I mange tilfælde er det broderskabet, der har sørget for økonomisk og social bistand til de fattige, når regeringerne har svigtet.
Jeg var i Kairo under jordskælvet i 1992. Mubaraks regering viste sin inkompetence i fuld målestok og måtte overlade det til broderskabet at fremskaffe vand, mad og husly. Intet under, at broderskabet, som valgene i Egypten har vist, er populært blandt de fattige.
Men for dem, der frygter broderskabet og det gør de kristne koptere kan man lidt kynisk forudsige, at hvis brødrene går for langt i fundamentalistisk retning, vil militæret stoppe dem.
Det er jo ikke ligefrem en ideel situation, men den har Tyrkiet måttet leve med i årtier, og den er langt bedre end den fundamentalistiske saudiarabiske model, som forsøger at købe sig ind med oliepengene overalt i den muslimske verden.
Ud fra vores synspunkt er det vigtigt, om den muslimske verden bliver demokratisk. Men demokrati er ikke det største problem i den fattige del af den muslimske verden. Problemet er snarere, om regeringerne demokratiske eller ej kan skabe en bæredygtig økonomisk udvikling og få befolkningstilvæksten under kontrol.
Muslimerne har det ikke nemt, selv når udviklingen går i sekulær retning. Jeg var i Bosnien i sidste måned og blev behageligt overrasket over, hvor afslappet bosniakkerne tog deres tro.
Bodegaer i massevis med øldrikkende muslimer, godt i gang med at vædde om udfaldet af fodboldkampe. Begge dele forbudt i islam. Der var heller ingen, der reagerede på kaldet til bøn.
Men når jeg så blev mindet om de tusinder af muslimer, der blev dræbt af serberne så sent som i 1995, blev jeg forstemt. Vi kristne og muslimer har det svært med hinanden.
Sven Burmester er forfatter og tidligere vicedirektør i Verdensbanken