http://www.religion.dk/artikel/248016:Joededom--Antisemitismens-vaeksthus

citat:
? Det er netop blandingen af hadet mod Israel, den klassiske antisemitisme og konspirationsteorierne, der gør det let at sprede de antisemitiske budskaber i arabiske medier, fastslår Ester Webman.


Jeg ville også hade folk, der mener, at det er deres ret at overtage dét, jeg ejer og lever af, - og smide mig ud; så israelerne gør det selv rigtigt let at holde den ,,antisemitisme" ved lige.

Og jeg vil ligefrem hævde, at det er et sundhedstegn, når en så uens befolkningsammensætning, som palæstinenserne er, kan enes om at fordømme de israelske besættere og gøre modstand.

Hej Avismand

Citat:

? Det er netop blandingen af hadet mod Israel, den klassiske antisemitisme og konspirationsteorierne, der gør det let at sprede de antisemitiske budskaber i arabiske medier, fastslår Ester Webman.

Citat slut.

hvorpå du skriver:

Citat:

Jeg ville også hade folk, der mener, at det er deres ret at overtage dét, jeg ejer og lever af, - og smide mig ud; så israelerne gør det selv rigtigt let at holde den ,,antisemitisme" ved lige.


Citat slut.

Kommentar:
Sikke en kommentar. For det første har Palæstina aldrig tilhørt Palæstinenserne, men derimod jøderne lige fra før Abrahams tid.
En lille gruppe fra Kreta kom ind i det daværende Palæstina og fik lov til at bosætte sig. Ligesiden Abraham kom fra Ur og på Guds befaling bosatte sig i det nuværende Israel har landet tilhørt jøderne, men de fleste blev af persiske Kejsere og konger taget til fange og ført i udlændighed, så
kun en lille rest var tilbage i landet, men folket vendte senere tilbage. Moses førte så senere jøderne ud af Ægyptens trældom og tilbage til det land som Gud havde loivet dem som evig ejendom.
Det første tempel blev bygget af Kong Davids søn, Salomon. Dette tempel var så enormt og skabt af sjælne ting så prisen i dag ville svare til ca. 10 milliarder kr.
Senere blev dette tempel ødelagt påny af fjender, som igen bortførte det jødiske folk.
Og endelig indtog det Osmaníske Rige store dele af landet og jøderne blev endnu engang spredt til andre lande.Og de kunne først vende tilbage i 1948 og derefter er de strømmet til fra alle lande i verden.

Dine kommentarer tyder på at du er et let offer for den propaganda, som er ført fra Arabisk side overfor resten af verden båret af det nedarvede had, som Palæstinenserne altid har haft til jøderne.

Så der er ikke tale om besættelse derimod om jødernes retmæssige land, som er stjålet fra dem af dets fjender.
Palæstinenserne har siden 1948, da staten Israel blev oprettet ført krig mod Israel.
De øvrige omkringliggende arabiske lande kunne i 1948 have tilbudt "Palæstinenserne" at komme til deres lande, men de skulle ikke nyde det problem som dette folk er. I øvrigt bor der masser af "Palæstinensere" i Libanon, som ikke er "besat " af Israel.

I Danmark bor der folk fra Gaza og Vestbredden og hvor de bor er der masser af problemer med kriminel adfærd samt at de skaber masser af problemer for alle demokratiske lande, for de folk er dårligt uddannede og har et temperament, som skaber vanskeligheder for almindelig danskere.
Der har aldrig været problemer med jøderne hverken her eller i andre lande, derimod er der videnskabsmænd, professionelle musikere og kunstnere, økonomer osv. som bidrager til de pågældene landes udvikling.
Jeg har været i Israel og de har forvandlet ørkenen til oaser og alle bliver uddannet, medens de som bor i Israel stadig er et problem. Netop her i weekenden har de fra ØstJerusalem kastet med sten fra området omkring Al- Aqsa Moskeen mod jøderne ved grædemuren.

Du skriver om at de kan enes ........ Det er da noget af en påstand, som er usand. Hamas og Fatah ligger konstant i
"krig "om magten, så der ikke nogen enighed andet end at hade jøderne.

Dine valg af udtryk tyder på at du bifalder antisemitisme, men det går jeg ud fra er en "rapand"

mvh
disciple

citat:
Dine valg af udtryk tyder på at du bifalder antisemitisme, men det går jeg ud fra er en "rapand"


Antisemitisme er også aversioner mod arabere, koptere og andre, der taler et semitisk sprog.

citat:
Sikke en kommentar. For det første har Palæstina aldrig tilhørt Palæstinenserne, men derimod jøderne lige fra før Abrahams tid.


Historieforskning er enig med mig i, at Biblen ikke kan bruges som historisk kilde.
De historiske kilder, vi har, levner ikke jøderne meget plads i Palæstina.

citat:
Så der er ikke tale om besættelse derimod om jødernes retmæssige land, som er stjålet fra dem af dets fjender.


???????????????????????????????

citat:
Dine kommentarer tyder på at du er et let offer for den propaganda, som er ført fra Arabisk side overfor resten af verden båret af det nedarvede had, som Palæstinenserne altid har haft til jøderne.


Dine kommentarer tyder på at du er et let offer for den propaganda, som er ført fra israelsk side overfor resten af verden båret af den vilje, som israelerne altid har haft til at komme tilbage til Israel, - en slags fatamorgana, der for en tid er delvis materialiseret.

Ordet "Palæstinenser" er en ny opfindelse. Før PLO´s fremkomst hed de blot "arabere".
Men for at legitimere PLO´s krav på Israel opfandt man nationalstaten (uden land) Palæstina, og dens indbyggere blev kaldt palæstinensere.
Den arabiske delingsplan fra 1948 er interessant: Gazastriben, Sinai og Negevørkenen skulle tilfalde Egypten; Vestbredden tilfalde Jordan, og Syrien skulle have den nordlige del. Tilbage til "palæstinenserne" var der ingenting. Så meget for den arabiske broderhjælp!

martel

Hvad er det dog for en omgang uhistorisk vrøvl.

Palæstina betyder filisternes land og er kendt i historien fra ca 1300-1200 før kr., hvilket vil sige over 3000 år før det af dig valgte tidspunkt.

Oprindelig omfattede begrebet semit bl.a., assyrer, babyloner, araber, æthioper,kanaanærer, aramæer, moabit, føniker og hebræer. Så antisemitisme er faktisk meget andet og en del mere end jødeforfølgelse.

Jeg tror man skal passe på med at bruge religiøse skrifter som historiske kilder, de er jo ikke skrevet for at fortælle historien, men alene for at troværdiggøre religioner.

Hej Martel.

Hvad skulle vi dog gøre uden en hjernedød provokatør som Avismand, der lyder, som om han hvert øjeblik kunne starte en ny Blekingegadebande.

Du skriver blandt andet:

citat:
"Den arabiske delingsplan fra 1948 er interessant: Gazastriben, Sinai og Negevørkenen skulle tilfalde Egypten; Vestbredden tilfalde Jordan, og Syrien skulle have den nordlige del. Tilbage til "palæstinenserne" var der ingenting. Så meget for den arabiske broderhjælp!"



Derfor kaldes de såkaldte "palæstinensere" da også arabernes jøder. De kloge palæstinensere er dem som har erhvervet israelsk statsborgerskab og nyder godt af de goder og de frihedsrettigheder som alene et demokrati kan garantere. De kunne ikke drømme om at forlade Israel til fordel for en usikker eksistens som evige flygtninge, analogt med det jødiske folks situation under diasporaen, når vi ser bort fra, at diasporaens jøder aldrig greb til vold, men næsten konstant var udsat for forfølgelser, progromer og folkedrab.

Araberne har en religiøs og politisk interesse i at holde "palæstinenserne" i en tilstand af evig krigerisk "landflygtighed" og føre den jihad mod det jødiske stat som de selv har opgivet og vel anser for udsigtsløs.

Ægypten og Jordan har dog opgivet denne ørkenvandring og i stedet sluttet fred med Israel. Man støtter selvfølgelig fordømmelsen af Israel i ord, men i praksis går bestræbelsen ud på at forhindre at "palæstinensere" slipper over grænsen, fordi de erfaringsvis bringer deres jihad ideologi med i bagagen og dermed truer Jordans og Ægyptens interne sikkerhed og stabilitet.

Under den seneste Gaza konflikt forsøgte nogle palæstinensere at krydse grænsen til Ægypten, men deres arabiske "venner" affyrede skud mod dem og drev dem tilbage. De palæstinensere som findes i Ægypten henvises til såkaldte "flygtningelejre" og nægtes ægyptisk statsborgerskab og rettigheder.

PLO etablerede efter 1967 sin base i Jordan. Flere palæstinensiske modstandsgrupper var kommet til, bl.a. Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), som også havde base i Jordan. Fra Jordan udførte palæstinenserne jihadiske aktioner mod Israel, som svarede igen med at angribe både palæstinenserne og mål i Jordan.

Samtidig havde de palæstinensiske bevægelser fået kontrollen i alle de palæstinensiske "flygtningelejre", og undlod ofte at følge det jordanske kongehus' retningslinier. I 1970 kom det til et opgør mellem palæstinenserne og kongehuset og resultatet blev, at de palæstinensiske bevægelser med magt blev fordrevet fra Jordan af den jordanske hær.

Palæstinenserne er således nyttige idioter for islams sag, og så længe de er nyttige er der ingen udsigt til, at fredsprocessen bliver andet end tomme ord og skuespil.

Hilsen

Ipso Facto

citat:
Ordet "Palæstinenser" er en ny opfindelse.


Ja.

citat:
Før PLO´s fremkomst hed de blot "arabere".


Nej. Det var og er en samling af flere folkeslag, der har levet i området meget, meget længe.

citat:
Men for at legitimere PLO´s krav på Israel opfandt man nationalstaten (uden land) Palæstina


Hvis jeg ikke husker meget galt beskrev galimatias (IPSO FACTO) at en romersk officer, eller var det en senator, kaldte landet Palæstina.

Dette er et udsnit af indledningen til en bog om Palæstina:

Palæstinenserne: Jonathan Dimbleby og Donald McCullin.

Jeg er bestemt ikke enig med de herrer om mangt og meget.
Nedenstående kan jeg ikke være uenig med dem i.

Det er umuligt at komme ind på Mellemøstens tragedie uden at erkende den langvarige lidelseshistorie, som jøderne i den vestlige verden har været igennem, uden at respektere den vision der var inspirationen til den oprindelige zionistiske bevægelse, uden at væmmes ved indtrykkene fra masseudrydelsen, uden at græde over klagesangene i Blocks musik eller uden at ære historien hos dette folk, hvis geni i så høj grad har beriget den vestlige civilisation.
Det burde ikke være nødvendigt at gentage dette - men det er det. Den, der skriver, er advokat i den offentlige opinions retsal. Hans klient er denne omskiftelige kamæleon, virkeligheden, som han undertiden tåbeligt giver navnet Sandheden.
Når det drejer sig om det ,,palæstinensiske problem", er det særligt vanskeligt at repræsentere virkeligheden, selvom man kan se mere end et tåget glimt af den. Blot at beskrive palæstinenserne som et folk med en fortid, en nutid og en fremtid er det samme som at rejse tvivl om nogle af de grundantagelser, der benyttes til at retfærdiggøre den israelske stats herskende strategi. For at gå videre - hvis man tager hensyn til palæstinensernes beretninger om deres egen historie, hvis man skildrer zionismens indvirkning på dem, hvis man genfortæller deres historier om, hvordan de måtte gå i landflygtighed, hvordan de er i eksil og rejser sig igen, risikerer man som reporter at finde sig selv på anklagebænken, anklaget for at være en fjende af det israelske folk, om ikke direkte en anti-semitisk racist, og man bliver anklaget af en meget velartikuleret pressionsgruppe.
Denne anklage fremføres med en larmende heftighed, der - p.gr. mangel på beviser - understøttes af en ganske særlig ondartetform for moralsk afpresning, der vil have opinionen til at opfatte zionismen ud fra tyskernes masseudrydelse og betragte kendsgerningerne omkring Mellemøsten gennem de tårer af væmmelse, raseri og skyldsfølelse, som nazismens bestialske gerninger fremkaldte hos alle civiliserede mennesker.
Men reporteren bliver nødt til at gå til modstand mod denne bagvaskelse, hvis han skal fortælle den anden side af historien. Og at fortælle den anden side er afgørende for, at man kan forstå en krise, der ikke blot udsætter de vigtigste deltagere for fare men udgør en stadig trussel mod hele menneskeheden i en verden, der kan tilintetgøres af et øjebliks atom-vanvid.
Der er nu almindelig enighed om, at roden til konflikten i Mellemøsten er en territorial kamp mellem 2 folk: Israelerne og palæstinenserne. Man indrømmer videre, at denne konflikt har sin egen historie, og at der et sted i fortiden ligger et palæstinensisk problem, der må løses. Men kampen bliver stadigt beskrevet på en beklageligt énsidig måde: En lille omstridt, undertiden stædig men for det meste beundringsværdig demokratisk stat (Israel) udfordres af en foragtelig, undertiden patetisk men for det meste brutal flok terrorister (PLO - Hamas). Man kender udmærket zionisternes krav på Palæstina, og dette er stadigt udgangspunktet for hele den vestlige politik i sagen. Palæstinensernes krav er lige så stærke, selvom de som regel omtales som ,,Palæstina-problemet" - med et udtryk, der viser hvor dårlig balance, der er i vores opfattelse i vesten.


Det kunne måske skærpe din kritiske sans, om du kastede et blik i skriftet.

Hej Avismand!

Til en behagelig afveksling er du begyndt at fremføre argumenter i stedet for politiske floskler og dogmer.

Det er noget man kan forholde sig til, så derfor denne mere seriøse kommentar.

Du afslutter dit citat med følgende påstand:

citat:
"Palæstinensernes krav er lige så stærke, selvom de som regel omtales som ,,Palæstina-problemet" - med et udtryk, der viser hvor dårlig balance, der er i vores opfattelse i vesten."



Arabernes genistreg ligger i vedtagelsen af FNs Sikkerhedsråds resolution 242/67, vedtaget enstemmigt i november 1967 efter afslutningen på seks dages krigen.

Resolutionen fastslår, at territorium ikke legalt kan erobres gennem magtanvendelse:

citat:
”The preamble refers to the "inadmissibility of the acquisition of territory by war and the need to work for a just and lasting peace in the Middle East in which every State in the area can live in security." Operative Paragraph One "Affirms that the fulfillment of Charter principles requires the establishment of a just and lasting peace in the Middle East which should include the application of both the following principles:

(i) Withdrawal of Israel armed forces from territories occupied in the recent conflict;

(ii) Termination of all claims or states of belligerency and respect for and acknowledgment of the sovereignty, territorial integrity and political independence of every State in the area and their right to live in peace within secure and recognized boundaries free from threats or acts of force."



Araberne bosiddende i de besatte områder, der herefter kaldte sig ”palæstinensere” fortsatte imidlertid deres jihad terror-aktioner mod den israelske befolkning, ligesom truslen om klassisk jihad fra de stater der havde mistet territorium i 1967-konflikten fortsat hang i luften, hvorfor Israel selvfølgelig ikke kunne trække sig ud af de besatte områder uden at prisgive landets sikkerhed og borgernes eksistens.

Det næste klassiske jihad angreb kom da også i oktober 1973 fra Ægypten og Syrien, hvilket resulterede i endnu et forsmædeligt nederlag for araberne.

Herefter skiftede araberne strategi og anvendte økonomisk afpresning i form af en olie blokade (olie-jihad) af de lande som var venligt sindede over for Israel. USA, Holland og Danmark kom på listen over lande som skulle total boycottes for olieleverancer fra OPEC. Derudover truede man med at reducere olieproduktionen med 5% per måned indtil Israel havde trukket sig ud af de besatte områder.

På trods af advarsler fra Washington, som ignorerede truslerne, besluttede EF med Frankrig i spidsen og Tyskland på slæb at indgå en aftale med araberne, herunder at omlægge fællesskabets udenrigspolitik i en pro-arabisk anti-amerikansk anti-israelsk retning. Efter et møde i Bruxelles den 6. november 1973 udsendte de ni EF lande en fælleserklæring som var fuldstændig på linie med den Franco-arabiske politik over for Israel, som præsident de Gaulle havde iværksat imiddelbart før 1967-krigen.

Der blev tilføjet tre nye punkter til EFs udenrigspolitik over for Israel. Tilslutning til den nævnte FN-resulotion 242, et krav om Israels tilbagetrækning til våbenstilstandslinierne fra 1949, samt at ”palæstinensernes legitime rettigheder” skal inkluderes i enhver definition af fred i Mellemøsten.

Det første punkt synes beundringsværdigt, men det var faktisk absurd: Gennem hele historien er territorier altid blevet erhvervet genem magtanvendelse. Hvad er det som konstituerer staters internationale legitimitet?

Ottomanske Palæstina blev erobret med væbnet magt af briterne i 1917. I 1948-krigen mod Israel erobrede Ægypten Gaza Striben med magt. Abdullah´s Arabiske Legion – under den britiske general Glubb Pasha – besatte Judea og Samaria med magt, ligesom det samme var tilfældet med den Gamle By i Jerusalem. Alle de palæstinensiske jødiske indbyggere i disse områder blev fordrevet.

Desuden er alle områder som i dag kaldes ”arabiske”, bortset fra selve Arabien, blevet erobret af de arabiske jihadiske hærstyrker. Hvilket kriterium kan da afgøre irreversibiliteten af en erobring og en uretfærdighed: besættelsen af et land eller dets befrielse? Havde de ikke-muslimske befolkninger besat deres egne lande: Spanien, Portugal, Sicillien, Grækenland, Bulgarien, Yoguslavien, Rumænien og Armenien? Var det ikke snarere de indfødte befolkninger i disse lande som befriede sig selv fra muslimsk besættelse?

Er staten Israel det legitime udtryk for et frit folk, hvis land var blevet arabiseret og islamiseret gennem en af de mest modbydelige former for forfølgelse mod dets indfødte jødiske og kristne befolkninger, eller en uretfærdig og ulovlig overtagelse af et land erobret gennem jihad og styret af de umenneskelige principper i dhimmitude?

Staten Israel er et af de få lande som ikke er blevet erobret gennem magtanvendelse, men ved at påvirke verdensopionen og verdenssamfundet til at give det jødiske folk deres historiske hjemland tilbage. En proces som konkret begyndte med Balfour erklæringen i 1917 og som blev endeligt konfirmeret den 29. november 1947 af verdenssamfundet med generalforsamlingens vedtagelse af delingsplanen for Palæstina, hvorefter området skulle deles i to stater, en jødisk og en arabisk.

Det britiske mandat for Palæstina ophørte den 14. maj 1948 og samtidig proklamerede den zionistiske leder David Ben-Gurion oprettelsen af staten Israel og opfordrede til fredelig sameksistens med den arabiske befolkning og de arabiske nabolande.

Indledningen til Israels uafhængighedserklæring lyder i oversættelse til engelsk:

citat:
Eretz Israel was the birthplace of the Jewish people. Here their spiritual, religious and national identity was formed. Here they achieved independence and created a culture of national and universal significance. Here they wrote and gave the Bible to the world.

Exiled from their land, the Jewish people remained faithful to it in all the countries of their dispersion, never ceasing to pray and hope for their return and for the restoration in it of their national freedom.
Impelled by this historic association, Jews strove in every successive generation to to re-establish themselves in their ancient homeland. In recent decades they returned in masses. Pioneers, ma'pilim and defenders, they made deserts bloom, revived the Hebrew language, built villages and towns, and created a thriving community controlling its own economy and culture. Loving peace but knowing how to defend itself, they brought the blessing of progress to all inhabitants of the country.

In the year 5657 (1897), at the summons of the spiritual father of the Jewish State, Theodore Herzl, the First Zionist Congress convened and proclaimed the right of the Jewish people to national rebirth in its own country.
This right was recognized in the Balfour Declaration of the 2nd November, 1917, and re-affirmed in the Mandate of the League of Nations which, in particular, gave explicit international recognition to the historic connection between the Jewish people and Eretz-Israel and to the right of the Jewish people to rebuild its National Home.

The Nazi holocaust, which engulfed millions of Jews in Europe, was another clear demonstration of the urgency of the re-establishment n Eretz-Israel of the Jewish State, which would open the gates of the homeland wide to every Jew and confer upon the Jewish people the status of a fully privileged member of the comity of nations.

The survivors of the European catastrophe, as well as Jews continued to migrate to Eretz-Israel, undaunted by difficulties, restrictions and dangers, and never ceased to assert their right to a life of dignity, freedom and honest toil in their national homeland.

In the Second World War the Jewish community of this country made a full contribution in the struggle of the freedom- and peace- loving nations against the forces of Nazi evil and by the blood of its soldiers and its war effort, gained the right to be reckoned among the peoples who founded the United Nations.”



Konklusionen er at de palæstinensiske araberes krav ikke megen vægt har, fordi den alene bygger på, at deres muslimske forfædre i det sjette århundrede erobrede området gennem jihad fra det Østromerske (Byzantiske) Rige. De havde været osmanniske undersåtter i det der indtil 1917 var en fattig og forsømt provins i dette det sidste islamiske imperium. Hverken deres sprog eller etnicitet gør dem til et særskilt folk, der har krav på at leve i et bestemt territorium. Deres krav på et hjemland har ikke mere vægt end fynboers tilsvarende krav på et fynsk hjemland og nationalstat for fynboer har.

For fredens skyld har Vesten og det internationale samfund tilbudt dem et palæstinensisk hjemland, men de og deres deres arabiske brødre har hver gang afvist en sådan løsning, da den implicerer den for islam uantagelige konsekvens reprocivivt at skulle anerkende jødernes ret til eget hjemland i staten Israel.

Derfor kaldes eksistensen af staten Israel for en "naqba" - en katastrofe - der fra et islamisk synspunkt anses for en lige så alvorlig katastrofe for det arabiske folk som holocaust var for det jødiske. Sansen for proportioner er ikke-eksisterende når det drejer sig om absolutiske judeofobiske ideologier, der hævder supremitet – her konvergerer nazismen og islamismen i enighed og forbrødring.

Hilsen

Ipso Facto

Hej Stausholm!

Det er korrekt hvad du anfører om oprindelsen til navnet Palæstina - filisternes land.

Om begrebet "semit" anfører du:

citat:
Oprindelig omfattede begrebet semit bl.a., assyrer, babyloner, araber, æthioper,kanaanærer, aramæer, moabit, føniker og hebræer. Så antisemitisme er faktisk meget andet og en del mere end jødeforfølgelse.



Her begår du den fejl, at slutte fra begrebet semit til begrebet antisemitisme, som om det omfattede alle semitiske folkeslag. Antisemetisme har aldrig betydet andet and jødehad (judeofobi) hvilket fremgår af denne redegørelse som bygger på Dr. Andrew G. Bostoms bog "The Legacy of Islamic Antisemitism". Der er tale om genbrug fra et af mine gamle indlæg:

citat:
"Selv om begrebet "jødehad" er et utvetydigt og klart begreb både i almindelig og akademisk sprogbrug er det alligevel det synonyme "antisemitisme" (som aldrig bør skrives med bindestreg) som dominerer.

Robert Wistrich har fremhævet det problematiske i begrebet "antisemitisme" afledt fra en gruppe oprindelige "semitiske sprog (det vil sige at det stammer fra den Bibelske "Sem" - en af Noah´s tre sønner) hebraisk, aramæisk, arabisk, babylonsk, assyrisk og ætiopisk - og anvendt på upassende måde som en pseudo-videnskabelig betegnelse af den tyske journalist Wilhelm Marr, i 1870´erne. Uanset hvad der har været gældende i det sidste århundrede anfører Wistrich:

citat:

... det ulogiske begreb "antisemitisme" ... som faktisk aldrig nogen sinde har betydet had over for semitter, for eksempel arabere, men snarere had over for jøder, er blevet almindeligt accepteret i normalsproget i betydningen enhver form for fjendtlighed over for jøder og judaisme gennem hele historien." citat slut.

Nok det stærkeste bevis for at antisemitisme aldrig har været tænkt som rettet mod arabere (eller muslimer eller ikke-jøder) kommer fra gerningsmændene bag det antisemitiske folkedrab - nazisterne.

Under en pressekonference i Berlin i 1942 gjorde en talsmand for det tyske udenrigsministerium, rapporteret af New York Times, sig store anstrengelser for at forsikre arabere om, at den nazistiske antisemitiske politik UDELUKKENDE var rettet mod jøderne. Talsmanden uddybede holdningen:

citat:

"Forskellen mellem Tysklands holdning over for jøder og arabere fremgår tydeligt at den udveksling af breve mellem Iraks tidligere premierminister, Rashid Ali, og det Tyske Institut for Racemæssige Problemer. Vi har aldrig udtalt, at arabere var en mindreværdig race. Tvært imod har vi altid fremhævet det arabiske folks glorværdige fortid." Citat slut.



Man kan sige at beundringen var gensidig og dannede grundlag for et samarbejde mellem stormuftien af Jerusalem (angiveligt terroristen Arafats farbroder) om Balkan-muslimernes hjælp til den europæiske jødeudryddelse i forventning om, at Nazityskland når de erobrede Palæstina ville hjælpe araberne med at udrydde jøderne. Som bekendt kom Rommels nederlag ved El Alamain (oktober/november 1942) i vejen for de arabiske drømme om et holocaust i Palæstina.

Hilsen

Ipso Facto

citat:
Konklusionen er at de palæstinensiske araberes krav ikke megen vægt har, fordi den alene bygger på, at deres muslimske forfædre i det sjette århundrede erobrede området gennem jihad fra det Østromerske (Byzantiske) Rige. De havde været osmanniske undersåtter i det der indtil 1917 var en fattig og forsømt provins i dette det sidste islamiske imperium. Hverken deres sprog eller etnicitet gør dem til et særskilt folk, der har krav på at leve i et bestemt territorium. Deres krav på et hjemland har ikke mere vægt end fynboers tilsvarende krav på et fynsk hjemland og nationalstat for fynboer har.


I så fald har israelernes krav endnu mindre vægt, siden de bygger deres krav på, at de blev smidt ud af Palæstina af romerne over et halvt årtusinde før muslimernes jihad til Medina.
Men palæstinenserne har altså også mere, at have deres krav i.
1915 indgik England, 2 år før Balfour-deklarationen, en aftale med en gammel slægt i Hidjaz. Hashmitterne under ledelse af Husein. Hashmitterne fik lovning på, at de skulle lede en selvstændig arabisk stat efter krigen. Forudsætningen var dog, at den hashmittiske slægt, der havde gode kontakter til arabiske nationalistiske kredse i den osmanniske hær, skulle stille sig i spidsen for at arabisk oprør mod osmannerne. Og det opfyldte de samvittighedsfuldt til krigens ende. Da viste det sig bare, at englænderne i 1917 havde begået en lignende aftale med zionisterne om en del af det samme område.

Fri mig for israelsk propaganda. Den er løgnagtig til det pinlige. Den er ganske enkelt så plat, at den er en fornærmelse mod enhver gennemsnitborgers intelligens.

Den vestlige nærsynethed er i sig selv kendetegnende for det palæstinensiske problem. Palæstinenserne er ikke de første og bliver formodentligt ikke de sidste, der får frataget deres ejendom og bliver fordrevet, men indtil nu står de måske i den enestående position, at vestens opinion ikke blot afviser deres katastrofe som irrelevant for deres reaktion overfor de skyldige, men selve disse reaktioner betragtes også som en anklage mod dem.