Af Henrik Hoffmann-Hansen |
22. februar 2006
Det skal være lovligt at gøre grin med enhver religion. Derfor vil Dansk Folkeparti igen foreslå, at den såkaldte blasfemiparagraf afskaffes. Det er kun knapt et år siden, et massivt flertal i Folketinget nedstemte et tilsvarende forslag fra partiet, men folketingsmedlem Søren Krarup (DF) tror, at Muhammedsagen har gødet jorden.
– Når denne sag har lagt sig, tror jeg, at der vil være et andet syn på det, siger han.
At tale om krænkede religiøse følelser betegner han som "en måde at tyrannisere sine omgivelser på".
– Det er helt i gennem fup og fidus at påstå, at ens religiøse følelser bliver krænket, siger han.
Han peger på, at der alle dage er blevet gjort grin med kristne, og at Jesus selv blev korsfæstet. Derfor giver det ingen mening at have et forbud mod blasfemi. Det enkelte menneske kan føle sin ære krænket, men så må man benytte sig af injurielovgivningen, som Søren Krarup selv tidligere har gjort.
Hos de øvrige partier lyder det dog, at det vil sende et helt forkert signal netop nu, selvom paragraffen ikke har været brugt siden 1938.
Tidligere har især venstrefløjen principielt været imod blasfemiparagraffen, men både SF og Enhedslisten siger, at tiden ikke er den rette. Derimod mener begge partier, at man bør sikre religiøse mindretal mod forhånelse ved at udvide brugen af straffelovens såkaldte racismeparagraf. Den sikrer i øjeblikket grupper mod forhånelse på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro og seksuel orientering.
– Det ville sende et helt forkert signal netop nu at afskaffe blasfemiparagraffen. I den nuværende situation er der behov for at se på, hvordan vi kan beskytte mindretal bedst muligt, og der kan vi diskutere, om racismeparagraffen kan bruges bedre. Det er spørgsmålet, om ikke Jyllands-Posten kunne blive dømt efter denne paragraf, siger SF's formand Villy Søvndal.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk