Stor fremgang hos konservativ teologiuddannelse

Dansk Bibel-Institut har markant fremgang i antallet af studerende og trodser dermed tendensen på universiteterne

Den konservative teologi-uddannelse ved Dansk Bibel-Institut har oplevet næsten en fordobling i antallet af studerende.
Den konservative teologi-uddannelse ved Dansk Bibel-Institut har oplevet næsten en fordobling i antallet af studerende.

Mens både Aarhus og Københavns Universiteter melder om tilbagegang i antallet af teologistuderende, har den konservative uddannelses-institution Dansk Bibel-Institut i København fremgang.

Efter sommerferien vil i alt 20 fuldtidsstuderende begynde på en bacheloruddannelse hos Dansk Bibel-Institut, hvilket næsten er en fordobling i forhold til 2010. Der var antallet 11, fortæller adjunkt Jakob Valdemar Olsen.

LÆS OGSÅ: Færre unge vil læse teologi

Dansk Bibel-Institut modtager kun nye bachelorstuderende hvert andet år og tog ikke imod nye sidste år.

Hvad fremgangen skyldes, er svært at svare klart på. Men vi har med virkning fra august lavet et skifte fra at være tilknyttet University of Wales til Fjellhaug International University College i Oslo og i den forbindelse har vi været ude at fortælle noget mere om os selv end normalt. Det er samtidig også muligt, at debatten om homoseksuelle vielser har haft betydning, men hvor udbredt det er, tør jeg ikke sige. Men det er klart, at der er nogle, der ønsker en uddannelse, som har noget bibelsk substans, siger Jakob Valdemar Olsen.

I alt benytter cirka 40 studerende dagligt Dansk Bibel-Institut, der ud over bache-loruddannelsen tilbyder forskellige andre kurser inden for teologi, kristendom og mission.

Aarhus og Københavns Universiteter optager i år kun 168 studerende på teologiuddannelserne, mens de sidste år optog 214.

Hos Menighedsfakultetet i Aarhus, landets anden private udbyder af en bachelor i teologi, optager man også kun studerende hvert andet år, og ikke i år, oplyser fakultetsleder på Menighedsfakultetet Jørn Henrik Olsen. Menighedsfakultetet optog sidste år 23 studerende på bacheloruddannelsen.

At Dansk Bibel-Institut oplever fremgang af studerende, kan skyldes flere ting, vurderer rektor for Pastoralseminariet i København Mogens Lindhardt.

Der er ingen tvivl om, at de miljøer, Dansk Bibel-Institut rekrutterer fra, er miljøer, hvor det ikke er så mærkeligt at læse teologi, som det måske er i andre miljøer. De rekrutterer jo typisk fra det, vi kalder højrefløjen, hvor man er vant til at gå i kirke. Samtidig er der en nykarismatisk tendens med flere valg- og frimenigheder, som også kunne betyde, at der kom flere igennem DBI. Jeg kan forestille mig, at det er et studiemiljø, der føles trygt for mange at starte i, så hvis du gerne vil have en større bibelkundskab, er det et godt sted at starte.