Mere antisemitisme i verden

USAs årlige rapport om religionsfrihed udtrykker bekymring for jøders vilkår

Rapporten omfatter en lang række eksempler på nutidig antisemitisme lige fra antisemitiske udtalelser på Venezuelas stats-tv kanal til brugen af antisemitiske slagord blandt hollandske fodboldtilskuere.
Rapporten omfatter en lang række eksempler på nutidig antisemitisme lige fra antisemitiske udtalelser på Venezuelas stats-tv kanal til brugen af antisemitiske slagord blandt hollandske fodboldtilskuere. . Foto: LEIF ROSAS.

Hans ubegrundede fængsling i Libyen er allerede noteret og kommer med stor sandsynlighed med i næste års rapport om religionsfrihed fra det amerikanske udenrigsministerium. I sidste uge blev den jødiske forretningsmand Raphael Luzon fængslet i Benghazi i Libyen under en forretningsrejse og holdt i husarrest, indtil britiske og italienske myndigheder fik ham løsladt.

Raphael Luzon, der nu er vendt hjem til Storbritannien, har stadig ikke modtaget nogen forklaring på fængslingen. Men hans konklusion efter episoden er utvetydig.

LÆS OGSÅ: Jødisk filmfestival sætter fokus på svensk tabu

Jeg vil opfordre alle jøder til at holde sig væk fra Libyen, siger han til det israelske dagblad Jerusalem Post.

Sidste år blev David Gerbi, en jødisk libyer fra hovedstaden, Tripoli, udsat for døds-trusler, efter han forsøgte at beskytte den lokale synagoge. Han lever nu i eksil.

Disse og andre episoder udgør kernen i den årlige religionsfrihedsrapport fra USAs udenrigsministerium for 2011, som blev offentliggjort natten til i går dansk tid. Rapporten giver en detaljeret beskrivelse af stigningen i antisemitiske handlinger i det forgangne år.

Rapporten omfatter en lang række eksempler på nutidig antisemitisme lige fra antisemitiske udtalelser på Venezuelas stats-tv kanal til brugen af antisemitiske slagord blandt hollandske fodboldtilskuere. Men den klassiske antisemitisme, hvor jøder dæmoniseres, findes også bredt i form af karikaturtegninger i den arabiske og især den egyptiske presse. Ifølge den amerikanske rapport er Iran med til at fremme holocaust-benægtelse på internettet. Jobbik-partiets fremgang i Ungarn er ligeledes årsag til bekymring, da partiet ikke skjuler sine antisemitiske tendenser.

For nylig sagde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i en samtale med Ungarns præsident, Janos Ader, at Israel er bekymret for, at antisemitismen er ved at sprede sig i Ungarn.

I løbet af de seneste år er en række jødiske immigranter fra Frankrig kommet til Israel. Nogle af dem, fordi de ikke længere føler sig trygge i Frankrig. Ifølge israelske medier har angrebet på en jødisk skole i Toulouse den 19. marts 2012 sat endnu en udvandringsbølge i gang blandt Frankrigs jøder.