I Danmark har vi religionsfrihed, men ikke religionslighed!. Dette må være en af de hyppigst hørte sætninger i den kirkelige debat.
Argumentationen følger på forskellig vis. Normalt med en henvisning til Grundlovens paragraf 4 om folkekirken, der som evangelisk-luthersk kirke understøttes af staten. Andre argumenter er sjældent særligt tankevækkende!
LÆS OGSÅ: Giv rum for religiøse erfaringer
Nu er det måske heller ikke så oplagt, at vi her i landet har en uantastet religionsfrihed. Professor, dr.jur. Henning Koch påpegede for snart mange år siden i en artikel, at der ikke kunne herske tvivl om, at
Grundloven sikrer trosfriheden, men om den også sikrer religionsfriheden, er et spørgsmål, så længe Grundlovens løfteparagraf nr. 2, nemlig paragraf 69, ikke er opfyldt, altså at de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes ved lov.
Ganske vist er der over en årrække sket mærkbare forbedringer for de afvigende trossamfund, men der er et stykke vej endnu. Man kan håbe, at en styrelseslovskommission, som kirkeminister Manu Sareen (R) agter at nedsætte, snarlig vil drøfte begge Grundlovens løfteparagraffer.
Og dermed fremskaffe en tilnærmelsesvis religionslighed også.
Nu skal man være varsom med udelukkende at betragte spørgsmålet kirkeretligt, for det er i høj grad også teologisk. Det blev jeg mindet om for nylig, da jeg hørte en religionshistoriker, der lidt aggressivt, som det er blevet sædvane stillede det rimelige spørgsmål, hvordan det dog kunne være, at en religion som kristendommen, der har Guds kærlighed som grundlag og næstekærligheden som mening, alligevel igen og igen har medført voldsomme forfølgelser af mennesker med en anden religion og af mennesker, der blev betragtet som kættere inden for kristendommen selv.
Det er et forhold, som kristendommen på ingen måde har monopol på. Aktuelt er muslimers voldsomme forfølgelser af andre religioner et stort problem rundtom i verden.
Den pågældende religionshistoriker analogiserede helt korrekt til en ideologi som kommunismen, der også som grundlag har et humanistisk menneskesyn, frihed, lighed og broderskab, men ikke desto mindre udviklede sig til et terrorregime og medførte, at Lenin, Stalin og Mao i dag står som nogle af de største forbrydere i menneskehedens historie.
Hvorfor gik det sådan? Svaret er i virkeligheden såre enkelt, nemlig at kristendommen, islam og kommunismen også har det ekskluderende som grundlag. Er du ikke enig? Accepterer du ikke systemet eller dogmatikken, er du udelukket, og som yderste konsekvens skal du slås ihjel!
I virkeligheden er den kristne kirkes historie en historie om at komme til rette med den udfordring, at man godt kan være vantro og alligevel være noget værd som menneske. Det har været en historie om kritik, selvbesindelse og dialog afløst af skråsikkerhed og intolerance. Bestandig er det vekslet.
Vi er her i landet begunstiget af, at her har både Grundtvig og Søren Kierke-gaard levet og skrevet. Med sidstnævntes prægnante formulering, at tvivlede man blot et eneste sekund på et andet menneskes salighed, var det nok til, at man måtte fortvivle om sin egen.
Dog, på mange måder er Kierkegaards udsagn mere forblevet kritik end liv i folkekirken. Det er ikke ret mange år siden, hvor jeg i selskab med en anden præst blev belært om, at den opfattelse stadig er levende i vores kirke, at et barn går fortabt, hvis ikke det er døbt. Dåben som magi, med andre ord, eller en uanfægtet eksklusion af den, der ikke kan eller vil fatte sandheden.
Eller jeg oplevede selv for få år siden, at en bemærkning om, at jeg ikke udelukkede, at andre religioner måske, måske også kunne indeholde en sandhedsmulighed, medførte krav om, at der skulle indledes en læresag mod mig, eller at jeg burde træde tilbage.
For mig er det imidlertid af afgørende betydning, at kristendommens insisteren på sandheden ikke medfører eksklusion af tvivleren. Ikke alene i den kirkelige praksis, hvor vi heldigvis fastholder gudstjenesten som den radikale åbenhed, hvor ingen med andre ord bliver spurgt, hvorfor de kommer, men også i den teologiske eftertanke, altså en teologi, der forener sandhed og åbenhed.
Således som jeg læser ham, var det ambitionen for valgmenighedspræst og dr.theol. Niels Grønkjærs bog fra 2010, Den nye Gud, og karakteristisk nok blev også den mødt med det aggressive spørgsmål, om forfatteren kunne forblive præst i folkekirken.
Jeg tilslutter mig gerne anliggendet i denne teologi om den kristne teologi som en dybest set en hermeneutisk teologi: I alle henseender kendetegnes Guds kommunikation med mennesket ved udlægning, fortolkning og formidling (...). Den levende Gud er ikke uforanderlig, men bevægelig.
Og i al bekymring om folkekirkens overlevelse er eksklusionens teologi måske den største trussel mod netop denne overlevelse.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen