Katolske karismatikere har startet en latinamerikansk reformation

Når man om 100 år kigger tilbage på den katolsk-karismatiske udvikling i Latinamerika, vil denne blive anset som en omfattende reformation, siger Jakob Egeris Thorsen, som har forsket i emnet

Den karismatiske katolicisme i Latinamerika er mindre kendt end den protestantiske, som har erobret 25 procent af befolkningen i lande, der før var entydigt katolske. Her beder kirkegængerne i karismatisk stil ved en søndagsmesse i en romersk-katolsk kirke i Nicaragua. –
Den karismatiske katolicisme i Latinamerika er mindre kendt end den protestantiske, som har erobret 25 procent af befolkningen i lande, der før var entydigt katolske. Her beder kirkegængerne i karismatisk stil ved en søndagsmesse i en romersk-katolsk kirke i Nicaragua. –. Foto: Sean Prague.

Lovsang, tungetale, profeti og kristen healing kender man fra den karismatiske kristendom, som ofte forbindes med pinsekirken. Pinsekirken har dog ikke patent på karismatisk spiritualitet, i hvert fald ikke i Latinamerika.

Katolsk Karismatisk Fornyelse (CCR) i Latinamerika er i løbet af de seneste 40 år den hurtigst voksende bevægelse i den katolske verden. Den karismatiske katolicisme har udviklet sig fra at være en økumenisk bevægelse til i dag at være en katolsk missionsbevægelse, som har været med til at fylde kirkebænke i de latinamerikanske kirker. Derfor er Vatikanet begejstret for de katolske karismatikere, samtidig med at de pinsekirkelige tendenser dog også har været en udfordring for de katolske autoriteter.

LÆS OGSÅ: Katolske karismatikere skaber ny reformation

Jakob Egeris Thorsen har forsket i den karismatiske katolicisme i Latinamerika, som har sine rødder i en tid med urbanisering og befolkningstilvækst i området.

Den karismatiske bevægelse vokser frem fra slutningen af 1960erne til starten af 70erne og bliver den største lægmandsbevægelse i Latinamerika. Karismatikerne er ikke fokuserede på politiske spørgsmål, de er mere optaget af strenge moralske principper. I det hele taget sker der en kæmpe forandring af det kirkelige landskab i Latinamerika fra midten af det tyvende århundrede. Pinsekirker og andre protestantiske, evangelikale kirker vokser frem ud af ingenting. I løbet af et par årtier får de tilsammen 10 til 15 procent af befolkningen over til sig. Det samme, som sker med pinsekirker uden for den katolske kirke, sker også inden for den katolske kirke i form af karismatisk vækkelse. Muligvis fordi den karismatiske bevægelse tager det traditionelle, folkereligiøse verdensbillede til sig. Det er en verden, der er befolket af ånder og dæmoner, en overnaturlig verden. De karismatiske prædikanter, som ofte er lægfolk, taler i folkets sprog, siger Jakob Egeris Thorsen.

Andre forandringer i Latinamerika medvirker også til, at karismatikere vinder frem.

Den anden side af sagen er, at kirken var bundet op på lokalsamfundet for 50 til 60 år siden. Siden da har der været en befolkningseksplosion i Latinamerika, hvor befolkningen bliver seksdoblet i løbet af 100 år. Og der sker en urbanisering, som betyder, at det traditionelle sociale netværk, der var, og som det religiøse var kombineret med, er brudt sammen. De karismatiske katolikker organiserer sig i bønnegrupper, som samtidig fungerer som netværk, hvor man hjælper hinanden med de store problemer, som fattige folk har. Alkohol, prostitution, mangel på arbejde og kriminalitet. Samtidig bliver det et netværk, hvor man hjælper hinanden lavpraktisk. Derfor har sådan en bevægelse den styrke, at den kombinerer det traditionelle verdensbillede med verden i dag og organiserer folk på en måde, der giver mening for dem, siger Jakob Egeris Thorsen.

De karismatiske træk i den katolicisme, som store dele af den latinamerikanske befolkning har taget til sig, er ikke nødvendigvis velansete i Vatikanet. Yderligere medlemsflugt til pinsekirken ville dog være et større onde, og derfor begyndte man at arbejde på at få karismatikerne forankret i katolicismen.

De karismatiske mødte modstand fra kirkens ledelse, fordi en del af de karismatiske kendetegn er, at alle bliver åndsudrustede. Lægfolk prædiker, og der er ikke det samme behov for kirkens præster og den traditionelle gudstjeneste. Bønnemøder fylder ret meget, og folk organiserer sig selv. Der dannes parallelle kirkelige strukturer med musikbands, prædiken og helbredelse, som kører uden om præsten. Men man var klog nok til at sige, at hvis vi ikke får det her inkorporeret på en fornuftig måde, ender de med at blive uafhængige, protestantiske pinsekirkefolk. Derfor blev man ret hurtigt god til at få dem med i sognestrukturen og til at give dem en præst, som skulle føre tilsyn med grupperne. Det er en styrke for den katolske kirke, fordi karismatikerne er de mest aktive folk i sognene, siger Jakob Egeris Thorsen.

For at skabe en fælles identitet får de katolske karismatikere et symbol, som de er fælles om.

I slutningen af 1970erne giver man dem Jomfru Maria som skytshelgen for deres bevægelse, hvilket er et stærkt katolsk varemærke. Hun skal være til stede i form af en statue til alle deres møder, som skal udvise agt for Maria, hvilket adskiller dem fra pinsekirkerne. Derudover skal de lægge meget vægt på den almindelige gudstjeneste, så de ikke har bønnemøder om søndagen og altid opfordrer medlemmer til at gå til højmesse, siger Jakob Egeris Thorsen.

Det lykkedes kirken at give karismatikerne en katolsk forankring. Og det er ikke ligegyldigt, når man ser på bevægelsens omfang.

I lande som Guatemala er det en tredjedel af katolikkerne, som er karismatisk inspireret. I Guatemala, Brasilien og Colombia står de stærkest. De lande, hvor pinsekirken er vokset meget, er den katolsk-karismatiske bevægelse også vokset meget. Disse lande har været præget af enormt stor social forandring i form af borgerkrige og kæmpe forskelle på rige og fattige. De steder, hvor der har været store sociale og befolkningsmæssige forandringsprocesser, er der også sket de største transformationer inden for det religiøse område, siger Jakob Egeris Thorsen.

I 2007 havde den katolske kirke i Latinamerika et møde, hvor de besluttede, at de ville påbegynde en mission på hele kontinentet. De enkelte bispedømmer og sogne skulle ud at føre omvendelseskampagne, blev det besluttet. De omdefinerede sig selv til at være en missionskirke.

Pointen er, at man ikke tager medlemskab for givet. I Danmark ved man, at pengene kommer ind på kontoen. Det er ikke givet i Latinamerika, hvor kirken er underfinansieret og afhængig af hjælp fra USA og Tyskland. Tanken bag missionen er, at hvis du ikke kommer i kirke, går de ud fra, at du har behov for at kirken kommer til dig. Det skaber en masse nyt liv og får nye folk i kirke. Den katolske kirke begyndte at bide fra sig og udfordre dem, som har forladt kirken, siger Jakob Egeris Thorsen.

Resultatet af den karismatiske udvikling i Latinamerika er, at katolicismen får et anderledes ansigt. Så anderledes, at historikere vil anse det som en ny reformation, når den katolsk-karismatiske udvikling bliver analyseret i fremtiden, mener Jakob Egeris Thorsen.

Om 100 år, når man kigger tilbage på denne udvikling, vil forandringerne anses som værende på størrelse med Reformationen i det 16. århundrede. Vi er stadig i gang med at identificere, hvad der sker, og hvordan det påvirker den katolske kirke. Det er selvfølgelig noget, der foregår meget langt væk fra en dansk folkekirkelig virkelighed. Men hvis du ser på for eksempel København, går halvdelen af kirkegængerne ikke til folkekirkens gudstjenester. De sidder enten i den katolske kirke, en migrantmenighed eller en frikirke. De, der kommer i den katolske kirke i Danmark, er ikke karismatikere, men mange danskere tilhører menigheder, som er karismatisk påvirkede eller pinsekirkelige.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen taler med pressen på det ugentlige pressemøde i Statsministeriet tirsdag d.27.april 2010. (Foto: Casper Christoffersen/Scanpix 2010)
Statsminister Lars Løkke Rasmussen taler med pressen på det ugentlige pressemøde i Statsministeriet tirsdag d.27.april 2010. (Foto: Casper Christoffersen/Scanpix 2010) Foto: Mette Frandsen.