En ildsjæl og fornyer i arbejdet med ældres hverdag og verden

En hyldest til Povl Riis, ÆldreForums formand gennem 16 år, der har bidraget væsentligt til at ændre og nuancere synet på ældre og det at blive ældre

Povl Riis har som formand holdt i hundredvis af foredrag om ældres forhold overalt i landet - på biblioteker, i ældreråd, i pensionistforeninger og i kirkekredse
Povl Riis har som formand holdt i hundredvis af foredrag om ældres forhold overalt i landet - på biblioteker, i ældreråd, i pensionistforeninger og i kirkekredse. Foto: Christian Lindgren Denmark.

ER ÆLDRE SÅDAN nogle svagelige nogle med gennemsigtig, rynket hud, der er et åg for deres omgivelser, og som med bøjet ryg ikke magter hverdagen mere?

Eller har vi at gøre med voksne mennesker, der er fulde af ressourcer, har livsmod og livskraft og gåpåmod?

LÆS OGSÅ: Ældres kærlighedsliv er stadig omgærdet af mange myter og fordomme

Billedet af ældre i medierne er for at sige det mildt meget varieret. En overgang i 1980erne og 1990erne var det næsten udelukkende den svagelige, hjælpeløse ældre, der blev beskrevet. Men det var jo ikke hele sandheden. Den energiske, positive pensionist, der var på vej fra fitness til sit nye kursus, og som flittigt besøgte museer og koncerter, hvor blev han eller hun omtalt?

Det besluttede daværende socialminister Karen Jespersen sig for at kikke nærmere på og gøre noget ved, og hun oprettede ÆldreForum, der er et uafhængigt råd under Social- og Integrationsministeriet.

Rådets opgave blev at følge og vurdere ældres vilkår i samfundet på alle ældrelivets områder og at bidrage til at synliggøre ældres ressourcer og til at nuancere billedet af ældre og det at blive ældre. Og til formand udpegede hun professor, dr.med. Povl Riis.

Det er 16 år siden, og nu har den 86-årige Povl Riis besluttet, at tiden er inde til at give tøjlerne videre. Så man kan sige, at han med sit personlige eksempel og sin arbejdsindsats i meget høj grad har bidraget betragteligt til at ændre og nuancere synet på ældre og det at blive ældre. Han udstrålede energi og virkelyst.

Og Povl Riis har arbejdet utrætteligt for ÆldreForum i alle årene, præget det stærkt sammen med sine rådsmedlemmer og sekretariat og været et lysende eksempel på, at pensionsalder og -tidspunkt ikke er noget, der bør være ens for alle.

ÆLDREFORUM LAGDE allerede i 1997 ud med sin første publikation, Ny viden og gamle fordomme om ældre, og levede op til ønsket om at graduere debatten og ændre fokus, og siden er der publiceret over 60 små, fine bøger om ældres verden, og de er i alt udkommet i et oplag på omkring 500.000.

Rækken af de oplysende publikationer står alle steder, hvor ældres forhold drøftes og behandles, på plejecentre, i kommuner og ældreråd for eksempel.

Det er en meget imponerende og betydningsfuld samling, der i emner spænder vidt fra ældre og uddannelse, ældre og sprog, ældre og søvn, ældre og demens, depression og selvmord til ældre og tandsundhed og flere ældre på arbejdsmarkedet. Meget populær blev pjecen om ældre og fodsundhed fra 2003, for man blev klar over, at det ikke hjælper noget med al den fysiske træning, hvis ikke fødderne er i orden!

DER ER OGSÅ IVÆRKSAT forskning om ældre, og Povl Riis har været meget optaget af spørgsmålet om kontakt mellem generationerne, og At bygge bro mellem generationer, var én af ÆldreForums første publikationer, der siden er blevet fulgt op af Ældres og yngres sprog bro eller barriere! og Ældre som bedsteforældre om bedsteforældres rolle i børns udvikling og sociale indskoling.

Povl Riis har som formand holdt i hundredvis af foredrag om ældres forhold overalt i landet på biblioteker, i ældreråd, i pensionistforeninger og i kirkekredse og han har arbejdet utrætteligt for at sætte fokus på det sociale fællesskab og slået til lyd for, at de mange raske og friske ældre, som i dag er resultatet af gode levevilkår, kan og bør bidrage både socialt og medmenneskeligt til glæde for de ældre, hvis liv har formet sig mindre gunstigt, og for de unge, der har brug for at finde et ståsted i virvaret af muligheder.

Holdningerne til ældre har ændret sig betydeligt i de år, der er gået siden ÆldreForums start. Der er langt større forståelse for, at ældre udgør et lige så broget billede af et livsafsnit, som alle andre årgange gør, og der bliver ikke i lige så høj grad som tidligere skelet til dåbsattesten, når sygehusene behandler ældre. Nu kan den ellers raske 90-årige godt få et nyt knæ, hvis det er det, der skal til.

SEKRETARIATSLEDER Lotte Philipson har arbejdet sammen med Povl Riis igennem alle årene, og hun siger, at myter, fordomme og negative holdninger i forhold til ældre stadig eksisterer, men i de godt 16 år siden starten er der sket en meget glædelig udvikling.

Nu er den tændte stafet givet videre til tidligere borgmester i Ballerup Ove Dals-gaard, der med sin brede erfaring fra det kommunalpolitiske arbejde uden tvivl vil sætte fokus på vigtige ældreområder, der fortsat kræver opmærksomhed.

Og alle, der kender Povl Riis, er overbeviste om, at han fortsat vil kaste sig ivrigt over den medicinske forskning og følge med i den nordiske og internationale lægevidenskabelige litteratur og med sine smukke sproglige formuleringer blande sig i debatten på det mest kvalificerede grundlag. Hans holdning er, at så længe man er rask, skal man yde noget til samfundet og alle vi andre kipper med flaget og siger tak!