Frivillighed ender med at blive bundet på hænder og fødder, hvis samfundet blander sig for meget i borgernes frivillighed, lyder det i debatindlæg

Er frivillighed tjent med hele tiden at være i rampelyset?

Svaret er ”ja”, hvis det sker med baggrund i det frivilliges interesse for medmennesker og samfund.

”Nej” er svaret, når det er det offentlige, der efterlyser flere frivillige og endda anviser, hvilke opgaver man ønsker løst.

LÆS OGSÅ:Dillemma: Hvorfor skal staten finansiere frivilligt arbejde?

I Kristeligt Dagblad fortæller to overskrifter om dilemmaet. Den ene overskrift proklamerer: ”Det frivillige Danmark har fået nye vitaminer”. Den anden overskrift konstaterer: ”Urealistiske visioner. De frivillige kan ikke bære velfærdens fremtid i Danmark”.

I Frivilligåret 2011 blev der sat fokus på det frivillige arbejde. Efterfølgende kommer interessen for frivillige til udtryk i tv og radio og i aviser og blade. ”Frivillighedens velfærdssamfund” er titlen på en bog af Knud Aarup. Center for Udvikling, Kompetence & Viden, Marselisborg, har i juni i år udgivet bladet ÆldreLiv, som i høj grad handler om frivilliges tilstedeværelse i plejecentre med videre.

Frivillighed er forudsætningen for foreningslivet i Danmark. Der er tale om et bredt spektrum, som omfatter idrætslivet, det uniformerede, idébetonede ungdomsarbejde, frivillige grupper i tilknytning til institutioner, socialt-humanitære frivillige og de mange uorganiserede frivillige, som yder frivillig hjælp i naboskabet og i mange uofficielle sammenhænge.

Ingen tvivl om, at samarbejde med kommunernes forvaltninger er både nødvendig og vigtig, og det er også på sin plads, at ministeren ved passende lejligheder påskønner det frivillige arbejde. Det er imidlertid, som om man ved at overfokusere på det frivillige er i færd med at lade det offentlige få for stor indflydelse på de frivilliges frivillighed.

Frivillighed er udtryk for interesse for medmennesker, den enkelte og fællesskabet. I frivilligheden udleves en grundlæggende inter-esse for at være medansvarlig for det fælles samfund. Hvor ens frivillighed kommer til udfoldelse, er mest bestemt af interesser (idræt, spejderbevægelsen, modeljernbaner og så videre), men der kan også være tale om tilfældigheder, når en samtale på torvet eller ved hækken fører til, at man involveres i Ældre Sagens ledsagerordning eller Røde Kors’ møbelværksted.

Som nævnt er foreningernes eksistens betinget af frivilliges medvirken. Det er forholdsvis nyt, at det offentlige, samfundet, efterspørger frivillige til hjælp i plejecentre og andre steder. Hidtil har de fleste plejecentre via venneforeninger skaffet frivillige til at medvirke i omsorgsopgaver. Sådan bør det blive ved at være. Der grund til at advare mod samfundets nidkære opfordring til, at borgere påtager sig frivilligt arbejde. Inden vi ser os om, vil frivillige skulle udøve deres frivillighed i fastlagte vagtskemaer, og så er frivilligheden i færd med at blive bundet på hænder og fødder.

Initiativet med udstedelse af frivillighedsbevis til unge i ungdomsuddannelserne, når de har udført 20 timers frivilligt arbejde, er en fantastisk god idé. Erfaringerne fra steder, hvor man har efterprøvet idéen, er rigtig gode og indbyder til fortsættelse.

Man må håbe, at de store landsforeninger som Ældre Sagen, Røde Kors med flere (for nu at begrænse opremsningen til organisationer med socialt-humanitære aktiviteter) vil stå vagt om frivilligheden og i samarbejde med ministerier, kommunalpolitikere og forvaltninger tilstræbe en nødvendig balance i det offentliges forventninger om frivilliges samfundssind.

Martin Bach-Vilhelmsen,Egerishave 3, Skive