Når sorgen overdøves af dyb taknemmelighed

Min mor værdsatte hver enkelt hjælper for den, de nu var og det forskellige, de derfor gav: ømhed, humor, nænsomhed og styrke. Mange mænd og en del kvinder. Nogle af få, men slagfærdige ord, hvor den tykke guldlænke, det tilbagestrøgne hår og et særligt navn på fordomsfuld vis ikke blev forbundet med den forsigtige, næsten sarte måde, de plejede hende på. De hjalp hende med de mest intime ting på den mest respektfulde måde, som gjorde også denne del af den sidste del i livet udholdeligt.

Der var mange nationaliteter, mange kulturer, meget forskellige mennesker, nogle alvorlige og stille, andre mere sprudlende. En af de faste nattevagter, der altid inde som ude var iført sin vindjakke, basunerede sin ankomst og afsked med et højtgjallende "hej Eva", mens armen røg i vejret, nærmest som et militært honnør. Han havde pålagt sig selv den ekstra tjans, at når han besøgte hende, så skulle de have et grin eller to, og jeg er sikker på, at det lykkedes. En anden mødte min mor med hver gang at tage begge hendes hænder ømt i sine, se hende kærligt i øjnene og sige: "god aften fru Guldager, hvordan har De det så i dag." Når han vedblev at anvende De i stedet for du, var det for at udtrykke sin respekt, sådan som man nu gjorde i hans kultur. Min mor tiltalte så også ham med De. "Jeg vil vise ham samme respekt, som han viser mig", sagde hun. Dette var måske årsagen til, at de også formåede på den afmålte tid at drøfte religiøse overbevisninger og de respektive religioners syn på hinanden – igen med den største gensidige respekt. Denne plejers egen mor lå for døden i det land, han var flygtet fra, så min mor spurgte altid bekymret til hans mors tilstand. Jeg kender ikke ordet for den følelse, der opstod i mig, da jeg hørte om dette sammentræf: en underlig blanding af medfølelse og dyb taknemmelighed.

Min mor har haft hjemmehjælp syv gange i døgnet i de sidste to måneder. Hun kunne have fået et besøg mere, hvor de også ville lave mad til hende; men vi (hendes børn og hun selv) valgte, at vi på skift kom om aftenen og lavede mad til hende, selvom hun kun spiste en mundfuld eller to; men duften af mad og selskabet nød hun. Bare tanken om god gedigen mad virkede opløftende på hende. Jeg har hørt, at hun med den ene af sine naboer havde en særlig leg, hvor de på skift nævnte en middagsret og så svælgede i vellyst ved tanken om dette måltid. "Stegt flæsk med persillesovs" – "Uhm", "Flæskesteg og rødkål", ahhh.

"Fiskefrikadeller" ... og så videre.

Hun ville dø hjemme, og det lykkedes, Gud ske lov, også inden det blev for lidelsesfuldt, blandt andet fordi hun og vi fik stort set al den hjælp og omsorg, man kunne ønske – den sidste uge blev den medicinske behandling styret af en sygeplejerske fra et palliativt team i amtet. Igen et møde med et kærligt, pragmatisk og professionelt menneske, der sørgede for mindst mulig smerte og ubehag og mest mulig ro og lindring. Hun var omsorgsfuld, uden at være omklamrende, mens hun lyttede til vores fortællinger om det døende menneskes liv, viden, indsigt, begavelse, styrke og stærke tro, som alt sammen fik vores mor til at fremstå mindre svækket, end hun var og fuldt til stede.

Af og til var denne min mors tilstedeværelse, hendes strålende og livsindtagende øjne næsten et problem for hende. "Jeg ville ønske, jeg så lige så syg ud, som jeg føler mig, for at I skal tro på mig," sagde hun nogle gange. Jeg svarede, at hun kunne hyle og skrige, men hun så alligevel sund og glad ud. Selv lægen, der gav hende den fatale diagnose to måneder tidligere, havde sagt: " Jeg ser i journalen alle de sygdomme, De lider af; men når jeg ser dette henrivende menneske foran mig, så fatter jeg det ikke." Det må have ringet mange gange for samme læges øren, når vi har talt om ham – og hver gang blev vores 85-årige, døende mor henrivende igen.

Selve døden gik hurtigt: fire-fem minutter med lidt mere staccato vejtrækning, der stille og roligt ebbede ud, indtil der pludselig var fuldstændig øredøvende totalt stille.

En halv time før havde vi alle grinet med hende. Min yngste bror, som er præget af kærlig humor spurgte: "Nå mor, nu bliver du nødt til at sige, hvem af dine børn du holder mest af ", og det blev der selvfølgelig råbt og skreget og grinet af. Hun havde selv bedt os komme, for hun vidste, at det var nu, hvordan man så ved det? Tænk engang, at hun kunne ligge på sit dødsleje og se sig omgivet af sine seks børn, børnebørn og en elsket sygehjælper, og så kunne ligge og le og glædes. Det lille strålende, afklarede, glade ansigt tror jeg, vi alle altid vil kunne se for os – og sikke en velsignelse. Jeg er lettet, glad og taknemmelig over, at hun var så afklaret, og at hun fik lov at dø hjemme, som hun ønskede og ikke bare med den nødvendige praktiske hjælp; men omgivet af hjemmehjælpere, som med hver deres personlighed bragte glæde, kærlighed, varme og fornøjelse ind i den sidste del af hendes liv.

Min mor er død; men hun er død på en så underfuld måde, at sorgen over at have mistet hende, overdøves af dyb taknemmelighed og glæde over al den kærlighed, hun og vi har oplevet på kryds og tværs i dette forløb.

Det er en mors opgave at lære sine børn kærlighed ved at give den, og det har hun gjort til fulde; men det finurlige er, at den største kærlighed hun gav, det var at tage imod al den kærlighed, der strømmede hende i møde i dens mange forskellige iklædninger fra familie og venner; men ikke mindst fra de mennesker, der har formået at udføre deres arbejde med så stor ømhed og omsorg.

Den kærlighed, hun mødte, modtog hun med kærlighed. Kærlighed mødes i kærlighed – det må være kærlighedens gave?

Min ældste bror skrev kort efter til sine søskende: "For et stykke tid siden sagde jeg til mor: "Nu har du lært os alt, men mangler det sidste: Lære os hvordan man dør på en værdig måde." "Ja, det er så lige det", sagde hun. Jeg sagde: "Men det er jo netop det, du er i færd med"."

Og det er så også det, hun i dag fuldendte. Smukkere findes det ikke. Og hun har nydt vores samvær – også bagefter. Jeg tror det var hendes livsmission som lykkedes.

Josef Guldager er direktør og cand.psych.aut.

Læs kronikken i morgen:

"Ud af tornerosesøvnen og ind

i illusionen" af lektor Michael Böss