Kristne er også tyrkere

– Både i Istanbul og i landsbyer langt ovre i Østtyrkiet, kan man høre kirkernes klokker ringe. Kunne man forestille sig muslimer kalde til bøn i Århus eller København, spørger han retorisk.

Til trods for de kristne klokkeringninger lider mange tyrkere i følge Jørgen Christensen-Ernst af en slags missionærforbi. Forstået på den måde, at de tyrkiske muslimer bringer historier til torvs om, at kristne vil overtage landet, hvis de har fået nys om en nyopstået kristen gruppe.

– Lidt i stil med de skrækscenarier visse politikere i Danmark udbasunerer om muslimerne, tilføjer Jørgen Christensen-Ernst.

Han mener dog også, at den demokratiseringsproces, Tyrkiet har været igennem de seneste fem år, har forbedret forholdene for bosiddende protestanter, jøder og katolikker.

Sadi Tekelioglu, redaktør på den dansk-tyrkiske avis Haber, er overbevist om, at Tyrkiets og i særdeleshed Istanbuls multireligiøse historie, der blandt andet har været præget af katolicisme og protestantisme, har indflydelse på, hvordan andre religioner bliver imødekommet i Tyrkiet.

– Af respekt for andre religioner end islam er der igennem tiderne aldrig blevet rørt ved de kirker og menigheder, som romerne eksempelvis byggede, siger han og hentyder dermed til, at tyrkerne respekterer andre religioner end islam.

Også han fornemmer, at den igangværende demokratiske proces skaber bedre vilkår, så ikke-muslimer har fået bedre mulighed for at udtrykke sig.

– En troende katolik kan uden problemer stille op til parlamentsvalget, men derfor er det selvfølgelig ikke sikkert, at den enkelte ville blive valgt, siger han.

Det er Dietrich Jung, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, enig i. For individet har religionsfrihed i Tyrkiet. Problemerne opstår, når religiøse grupper vil have indflydelse. Hvis religionen skal repræsenteres i det statslige system.

– I Diyanet, som nogenlunde svarer til det danske kirkeministerium, sidder der lige nu udelukkende sunnimuslimer. Det, der mangler, er et pluralistisk system, hvor alle religiøse grupper har frihed til at organisere sig i samfundet. Det mangler både kristne og muslimske minoriteter, siger Dietrich Jung.

Han forklarer, at visse parter i det tyrkiske statsapparat, som blandt andet inkluderer militæret, er meget religionsfjendtlige og frygter for, at andre religiøse grupper kan ødelægge den sekulære stat. Af samme grund er det umiddelbart svært at få gennemført det føromtalte pluralistiske system.

De strikte militante sekularister observerer nøje hver en bevægelse fra regeringspartiet, som repræsenterer den konservative muslimske fløj.

– Hvis regeringen for eksempel foreslår at forbedre de kristne gruppers position i samfundet, tror de sekulære straks, det betyder, at der på sigt kommer mere og mere religion ind i billedet. Og at det vil ende med, at Tyrkiet pludselig har forvandlet sig til en islamisk stat, forklarer Dietrich Jung.

Til trods for regeringen og statens modstridende ønsker, sker der trods alt visse forbedringer for kristne i Tyrkiet:

– I det østlige Tyrkiet begynder de armæiske kristne, som ellers var flygtet, at vende tilbage for at genopbygge deres landsbyer. I visse skoler underviser man tillige igen i armæsisk, så på den måde er Tyrkiet meget mere liberalt end andre muslimske lande, siger han.

I St. Anthony er messen netop overstået og menigheden bevæger sig langsomt mod udgangen. En del bliver nogle ekstra minutter i kirken for at tænde stearinlys og bede en bøn for deres kære. Eller for at sige god søndag til venner og bekendte. Præsten går mod omklædningsværelset, for i følge loven fra 1923 må præster heller ikke bære religiøse symboler på gaden.

Ingen af de tilstedeværende ser ud til at være beklemt ved at være erklærede katolikker i Istanbul.

schelde@kristeligt-dagblad.dk