Tyrkerne hviler også om søndagen

Det er søndag i Istanbul. De ellers så livlige sko- og børnetøjsbutikker i den gamle bydel, Sultanahmet, har trukket sig tilbage bag gitre og gardiner. I en rum tid er en ung mand med en sækkevogn den eneste levende skabning, der viser sig i de ellers støvsugede gader.

To dage før, om fredagen i samme område, bobler gaderne af liv. Imamernes hellige sange gjalder i minareterne og kalder til fredagsbøn.

I den gigantiske Blå Moské iler tyrkiske mænd skyndsomt til. De fleste kommer direkte fra arbejde og holder trænet attachémappen i den ene hånd, mens de afmonterer sig skoene med den anden. Forpustede når de moskéens mandeafdeling, hvor de under imamens ledelse beder bønner mod Mekka, inden de tager tilbage på jobbet.

Selvom 98 procent af Tyrkiets befolkning i hvert fald på papiret er muslimer, holder stort set alle fri om søndagen i stedet for fredag, der ellers er den oplagte muslimske fridag.

Fridagsfordelingen er nu fuldt ud accepteret af tyrkerne, mener eksperter. For siden 1923, hvor alfaderen og præsidenten Kemal Atatürk påbegyndte etableringen af den sekulære, tyrkiske republik, har landet i høj grad indordnet sig på den vestlige verdens præmisser.

Atatürks reformer betød mange radikale ændringer for tyrkerne, som dog på forunderlig vis, vænnede sig til de nye, vestligtorienterede reformer på rekordtid.

Reformer, som blandt andet indebar, at europæiske hatte erstattede fezen, at alle borgere tog et efternavn, og at den islamiske kalender blev byttet ud med en vestlig. På kun to år lykkedes det tillige Atatürk at udskifte den arabiske skrift med det latinske alfabet bestående af otte vokaler og 21 konsonanter.