Læseren husker måske den amerikanske skuespiller Charlton Heston som Moses med stort, hvidt fuldskæg og stentavlerne med de ti bud løftet højt over hovedet i vrede over at se sit folks dyrkelse af en guldkalv.
Scenen fra Cecil B. DeMilles film De ti bud er efterhånden 56 år gammel, så det er på tide, at den bibelske fortælling om jødernes exit fra Egypten fortælles igen på det store lærred. Det mener hele to store amerikanske instruktører, Steven Spielberg og Ridley Scott, der begge tilsyneladende arbejder på film om israelitternes frihedskæmper.
LÆS OGSÅ: Clint Eastwood vælger side i præsidentslaget
Det er tale om et comeback for den episke bibelfilm og ligefrem en bølge af spillefilm med udgangspunkt i bibelske figurer. De kommende år kan vi ifølge den norske avis Vårt Land se Hollywood-produktioner om Moses, Noa, Kain og Abel, David og Goliath og den største bibelske filmstjerne, Jesus, der har været udgangspunkt for mange hundrede og ofte skelsættende film, senest i Mel Gibsons blodige The passion of the Christ fra 2004.
Det er anerkendte Hollywood-instruktører, der kaster sig over de bibelske figurer, vi kender så godt. Darren Aronofsky, der stod bag den Oscar-belønnede balletfilm Black Swan, vil se nærmere på Noa og hans ark, og Steven Spielberg og Ridley Scott vil forsøge at kaste nyt lys på den gamle fortælling om Moses. Til magasinet The Esquire sagde Scott for nylig, at det, som interesserer mig med Moses, er ikke de store ting, som alle allerede ved. Jeg er interesseret i helt andre ting som hans forhold til Ramses. Nogle af detaljerne fra hans liv er helt fantastiske.
Spielberg vil med sin film med arbejdstitlen Guder og konger, der skulle komme i biograferne i 2014, efter sigende lave en kombination af Braveheart og Saving private Ryan.
Det kommer ikke bag på filmeksperter, at Moses og Jesus tilsyneladende ikke har mistet appel på det store lærred. De bibelske fortællinger er som de store litterære klassikere altid værd at genfortolke med den nyeste teknologi.
Der vil til hver en tid være stor interesse for tegneseriefigurer og religiøse skikkelser præsenteret med dagens teknologi. Det er nærmest et dogme i Hollywood, siger lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet Peter Schepelern.
Ifølge præst og filmanmelder Søren Hermansen er der tale om grundfortællinger i vores kultur og gode historier, uanset om man er troende eller ej.
Man kan ikke se europæisk kunst eller høre rockmusik uden at kende disse historier. Det er historier, der må fortælles ud fra den tid, vi er i. Steven Spielberg mener nok, at den her store historie bør fortælles i hver generations liv, siger Søren Hermansen, der mener, at man i vesteuropæisk og amerikansk kultur i disse år stiller spørgsmålstegn til egne historier.
Siden 2000 er religion generelt blevet en del af det offentlige rum og samfundsdebatten i den vestlige del af verden og dermed også godt stof i populærkulturen. I takt med globaliseringen leder folk efter deres egen historie og baggrund, påpeger Søren Hermansen, der oplever, at især unge ikke har samme berøringsangst over for tro og religion som tidligere generationer og er interesserede i at undersøge religion og kernehistorierne.
Når Hollywood nu kaster sig over Moses, Noa og Jesus, skyldes det også, at Bibelen er langt mere udpræget som omdrejningspunkt i populærkulturen på den anden side af Atlanten, påpeger cand. theol. Geert Hallbäck, der er medforfatter til bogen Jesus går til filmen.
Religion har fået større status generelt også herhjemme, men i USA spiller Bibelen en kæmpe rolle for den almindelige amerikaner, og det er meget nærliggende for instruktører at hente emner til deres film i Bibelen. Det har en direkte appel til et stort publikum, ikke mindst film om Jesus, der nærmest er blevet til sin egen filmgenre, siger Hallbäck.
Trods den store popularitet skal man dog være forsigtig med at filmatisere hovedpersonen i den kristne verden. Det vil den hollandske instruktør Paul Verhoeven, der i sin tid stod for Basic instinct , måske opleve, når han bliver færdig med sin film om Jesu liv baseret på hans egen kontroversielle bog Jesus of Nazareth, hvori Kristus skildres uden mirakler og guddommelig indgriben. Det kan skabe røre i den kristne verden, ligesom Mel Gibsons film gjorde det for snart 10 år siden på grund af dens ekstremt barske fortolkning af lidelseshistorien. Martin Scorseses film The last temptation of Christ fra 1988 og den italienske instruktør Pier Paolo Pasolinis Matthæusevangeliet fra 1964 vakte også begge harme. Scorsese på grund af en forholdsvis fri tolkning af Jesu liv og død, Pasolini på grund af sin kommunistiske baggrund.
Det hører til Jesus-film at være kontroversielle, fordi mange har en bestemt opfattelse af Jesus og bliver provokeret af en ny fremstilling af ham. Mens Moses er repræsentant for et helt folk, er Jesus mere individuelt forankret og dermed måske også mere interessant at fortolke. Men det kommer an på det teologiske temperament. Der er lavet mange kommercielle film, hvor instruktøren ikke har noget på hjerte og uden en teologisk tolkning. Det er uinteressant, også kunstnerisk. Hvis de har en holdning, bliver det interessant og provokerende, siger Geert Hallbäck, der også glæder sig til fremstillingen af Kain og Abel, som skuespilleren Will Smith har tænkt sig at instruere.
Vi skal nok ikke forvente de personlige kunstneriske portrætter af Moses, Jesus og Noa, der vil stå tilbage i filmhistorien som de store værker, mener Peter Schepelern. Snarere det storladende og teatralske, som Spielberg og Scott til gengæld også mestrer.
Når der jævnligt gives bud på nye fremstillinger af de bibelske historier, er det ikke af religiøse grunde, men snarere, fordi der er tale om relevante og spændende historier, ligesom 1001 nats eventyr og græske og nordiske mytologier. De lægger op til storfilm i 3D med hele det teologiske udtræk, som historien råder over. Det er historier, publikum gerne vil have fortalt igen og igen med al den teknologiske overdådighed, der er til rådighed, siger Schepelern og nævner DeMilles De ti bud, der først var en stumfilm i 1923 og blev genindspillet i bredformat i farver og med lyd og Heston i 1956.
Han vil dog alligevel gå ind at se Ridley Scott og Steven Spielbergs episke versioner af Det Gamle Testamentes store drama om udgangen fra Egypten, selvom han regner med, at de bliver lidt konventionelle. Man kan jo ikke benægte, at der er tale om nogle instruktører, der har lavet gode episke film, som han siger.