90 års kontroversiel kamp mod sult og nød

Nytænkning og kirkelig forankring har forandret Folkekirkens Nødhjælp fra at være en lille hjælpekomité til at blive en humanitær supertanker. Dermed er den i morgen 90-årige organisation også et billede på udviklingshjælpens historie – og dens udfordringer

En gang om måneden er der et særligt morgenmøde i Folkekirkens Nødhjælp. Her samles opdateringer fra verdens brændpunkter: Libyen, Syrien, Afrikas Horn. Der kommer rapporter fra minerydderne. Der kommer oplysninger om tørken, der er på vej, og flygtningestrømme, som bare vokser.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens Nødhjælp indsamler 15 millioner

90 års arbejde og udvikling kondenseres i det smukke rum på Nørregade i København, og generealsekretær Henrik Stubkjær gør status: Verden er lige så farefuld som altid, men Folkekirkens Nødhjælp gør mere end nogensinde for at hjælpe. Sidste år indsamlede organisationen for første gang mere end en halv milliard kroner. Og cirka 700 medarbejdere i ind- og udland forsøger med de penge at nedbringe sulten for så mange som muligt overalt i verden.

Hvordan en lille hjælpekomité uden lokaler har vokset sig så stor, er på mange måder en fantastisk historie om medmenneskelighed og mod, men også om nytænkning og forretningssans. Og så er det en historie, der samtidig fortæller om den utrolige udvikling, udviklingshjælpen i Danmark generelt har gennemgået.

Historien begynder i august 1922. Store dele af Europa er stadig ødelagt efter Første Verdenskrig, og fattigdom og sult hærger især det østlige Europa. Alle verdens lutherske kirker beslutter derfor at mødes for kun anden gang nogensinde for at skabe et mellemkirkeligt samarbejde. Og præsten dr.theol. Alfred Th. Jørgensen bliver af Sjællands biskop bedt om at danne det, som får navnet ”Nødhjælpen til Europas Evangeliske kirker” – en lille hjælpekomité, som ingen forventer vil leve mere end et par år.

Nye flygtningestrømme kommer dog til, og sulten fortsætter. Det samme gør Alfred Th. Jørgensen. I det små og ukendt for de fleste danskere indsamler organisationen penge til nødhjælp i primært Europa. Kun Dansk Røde Kors gør det samme. Nødhjælpsarbejde er stadig ikke noget, der fylder i danskernes bevidsthed.

Først i 1949 gør Nødhjælpen til Europas evangeliske kirker sig for alvor bemærket ved at samle ind til tyske flygtninge. De fleste danskere har mærket Anden Verdenskrig på egen krop, og hadet til tyskerne er stadig mærkbart, så indsamlingen er kontroversiel. Men da det kommer til stykket, kan de fleste alligevel godt se igennem krigens mørke og ind til de nødlidende, civile tyskere. En halv million lander i kirkekollekterne – et for datiden enormt beløb. Fire år efter skifter organisationen navn til Den Danske Folkekirkes Nødhjælp som symbol på, at hjælpen ikke længere kun forbeholdt europæere.

Det egentlige folkelige gennembrud kommer i 1956. Folkeoprøret i Ungarn mod den sovjetiske undertrykkelse er blodigt og driver store børneflygtningestrømme mod Danmark. Den Danske Folkekirkes Nødhjælp står centralt i organiseringen af børnenes rejse og indkvartering i Danmark. Samtidig indsamler organisationen en million kroner og viser dermed betydningen af sit brede bagland.

Det viser sig dog at blive en endnu større milepæl, da sognepræsten Viggo Mollerup i 1964 bliver ny generalsekretær. Hans karismatiske person og store virkelyst bringer nyt liv og vokseværk ind i organisationen. Udsynet bliver større, det samme gør handlekraften. Så da der udbryder borgerkrig i Nigeria i 1967, og en million flygtninge året efter bliver fanget af hungersnød i landsdelen Biafra, står Mollerup i spidsen for en historisk luftbro.

Under mottoet ’Fly now, pray later’ (Flyv nu, bed senere) bliver 5000 natlige og højdramatiske flyvninger med nødhjælp sendt afsted. Op mod en million mennesker bliver reddet. Og det hele bliver for første gang transmitteret hjem i danskernes tv-stuer.

Organisationens internationale debut ændrer alt, forklarer ph.d. Claus Kjersgaard Nielsen, som har forsket i dansk nødhjælps historie.

”Luftbroen blev berømt ikke bare i Danmark, men over hele verden, og gjorde Folkekirkens Nødhjælp til centrum i et stort, internationalt netværk. Og dermed var kimen lagt til det udviklingsarbejde, der i stigende grad kom til at præge organisationen,” forklarer han.

I første omgang betyder aktionen dog mest, at både medlemmer og donationer strømmer til. Hele nødhjælpsverdenen oplever dog fremgang i denne periode, for Nigeria er langt fra alene om at være katastroferamt. I 1965 lever der tre milliarder mennesker på jorden, og to tredjedele af dem sulter. Der er oversvømmelser, jordskælv, tørke og ikke mindst krige. Også af den grund opstår flere nye nødhjælps­organisationer, og statens u-landsbistand skrues kraftigt i vejret.

1970’erne bliver på flere måder nybrudenes tid for Folkekirkens Nødhjælp, som organisationen nu hedder. Med inspiration fra England åbner Ruth og Herluf Andersen i 1972 landets første genbrugsbutik. Tanken er, at alle kan være med til at gøre en forskel for verdens fattigste. Og så er de i øvrigt imod den stigende brug-og-smid-væk kultur. De fleste ryster dog på hovedet, for danskerne gider da ikke gå i brugt tøj. I dag er der 124 butikker, de drives af 3500 frivillige og gav sidste år et overskud på 19,5 millioner kroner.

I organisationens top erkender man samtidig, at hvis man virkelig vil skabe forandring, er det ikke nok blot at få bragt sække med mad ud i verden. Man er nødt til også at hjælpe de lokale med at drive landbrug, så de kan blive selvforsynende. Fra at være en ren nødhjælpsorganisation bliver Folkekirkens Nødhjælp også en udviklingsorganisation. Dermed følger de en generel trend. Nye organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke og Ibis blomstrer op udelukkende med fokus på udvikling. Og staten skubber i samme retning ved at øge tilskuddene.

De to indsatsområder bliver dog snart til tre, for i 1980 får organisationen besøg af den sydafrikanske ærkebiskop og fredsaktivist Desmond Tutu. Han fortæller, at det ikke er nok at gøre de sultende selvforsynende. For hvis de ikke har rettighederne over den mad, de producerer, er de ligevidt.

”Han bad os om at boykotte sydafrikanske varer for at skabe bedre rettigheder, og dermed blev vi jo politiske,” forklarer den nuværende generalsekretær, Henrik Stubkjær.

Det skaber et vældigt røre, både udadtil, fordi Danmark har en billig kulaftale med Sydafrika og derfor ikke er interesseret i at ødelægge forholdet. Og indadtil, hvor mange mener, at man er nødt til at forblive upolitisk for at kunne hjælpe mest retfærdigt. Men respekten fra de internationale samarbejdspartnere styrkes.

Trods kritikken bliver 1980’erne et godt årti for Folkekirkens Nødhjælp – regnet i medlemstal. Overalt i verden får den økonomiske krise de rige lande til at skære markant i u-landsbistanden, men det gør samtidig ungdommen aktivistisk, og Operation Dagsværk og hele Folkekirkens Nødhjælps voluntørarbejde begynder.

I denne kristestemning opstår også endnu et nybrud, denne gang inden for måden, man indsamler på. En lille, underernæret afrikansk dreng banker en tom madskål mod tv-skærmen. Afsenderen er Folkekirkens Nødhjælp, som dermed skaber en kæmpe debat om, hvad man kan tillade sig i nødhjælpens navn. Men det virker. Indsamlingerne sætter rekord og indvarsler en helt ny æra med langt mere direkte virkemidler. Folkekirkens Nødhjælp er med helt fremme, ikke mindst med ’Giv en ged’-kampagnen i 2006.

I det hele taget er det sket utrolig meget med organisationens opbygning, indsamlingsmetoder og indsatsområder på de 90 år, der er gået, opsummerer Henrik Stubkjær. Fra en lille hjælpekomité uden kontorer til en international, humanitær supertanker. Fra kun at fokusere på nødhjælp til også at arbejde med udvikling, politisk fortalervirksomhed og minerydning. Fra sogneindsamlinger til provokerende tv-spots og events.

”Jeg tror, vi har vokset os så store, fordi vi hele tiden har turdet tænke nyt. Ikke mindst med de ungarske børn, luftbroen, genbrugsbutikkerne og vores indsamlingskampagner. Samtidig har vi har holdt fast i det grundlæggende: Kampen mod sult og den kirkelige forankring. Vi når i dag ud, hvor ingen andre kan, fordi vi har et stærkt, kirkeligt samarbejde i verdens brændpunkter. Og vi kan være til stede overalt i verden til akutte indsatser på grund af vores stærke, internationale netværk. Jeg tror derfor på, at vi står endog meget stærkt i kampen mod sult og nød og for mere værdighed til verdens fattigste – også selvom konkurrencen om midlerne helt sikkert vil blive intensiveret,” siger Henrik Stubkjær.