I Tongeren sætter de pris på gamle ting. I Belgiens ældste by kommer morgenfriske besøgende fra nær og fjern hver søndag for at gå på Benelux-landenes største antikmarked. Fra klokken seks om morgenen kan der gøres kup og findes ting. Og selv da denne reporter ankommer på et lidt mere menneskeligt tidspunkt, er der gang i handlen.
LÆS OGSÅ: Det franske Asterix-syndrom
En mand sælger antikke vægte, en anden har sko, støvletter og galocher i sortimentet, som ser ud til at kunne have været båret af det finere borgerskab for over 100 år siden. Andre har masker, træfigurer og lignende afrikanske genstande. Noget, som er fast inventar på alle belgiske antikmarkeder som et minde om landets koloniale fortid.
Men byens egentlige hovedattraktion er meget ældre end noget af det, som de mange handlende har spredt ud på tæpper og borde langs torve og gader i hjertet af den lille by.
For historien om Tongeren er først og fremmest historien om byens stolte søn, Ambiorix. Manden, der har mytisk status blandt Tongeren-boerne, er som en nobel udgave af Asterix. Minus trylledrikken, men med den samme bevingede hat og imponerende overskæg.
Ambiorixs tilstedeværelse svæver over byen på 30.000 sjæle i det flamske Limburg tæt på den hollandske og den tyske grænse. Han troner i bronze på byens store torv. Hans kontrafej pryder samtlige attraktioner i turistbyen.
Alle har brug for en helt. Vores helt er Ambiorix, siger Sebastiaan Jammaers, der bruger sin søndag på at bemande byens turistbureau.
Her forklarer han, at Ambiorix var leder af eburonerne. En stamme af nordgalliske belgiere, der sloges så eftertrykkeligt mod romerne i år 54 før Kristus, at det fik Cæsar til at skrive i sin bog De Bello Gallico (Den Galliske Krig), at af alle gallerne er belgierne de modigste.
Noget, som fiktionens Asterix tager frygteligt ilde op i albummet Asterix i Belgien. Men det er en anden historie.
At Ambiorix senere efter sigende forsvandt sporløst, og romerne efterfølgende næsten udslettede hans folk, hæfter man sig mindre ved, bemærker hans kollega Jannick Delporte.
Det siges, at han undslap til Tyskland for at komme i sikkerhed. Han bliver set som et symbol på én, som stod op mod overmagten. Men det er også en bitter historie. For efterfølgende blev eburonerne, der boede her, dræbt som straf, siger han.
Jannick Delporte gør det også klart, at folk i Tongeren vælger ikke at hænge sig nærmere i den detalje, at man faktisk ikke er helt sikker på, hvor mange af den gæve gallers listige udfald mod romerne, der faktisk er sande, eller hvor tæt på det nuværende Tongeren, de sagnomspundne slag i virkeligheden blev udkæmpet.
Det er til gengæld sikkert, at det flamske fladland faldt i god jord hos romerne, der efterfølgende i år 15 før Kristus gjorde Atuatuco Tungrorum, som det blev kaldt, til et administrativt centrum og byggede byen op med klassiske romerske kendetegn som bade, bymure og en akvædukt uden for byen. Hvilket betyder, at man i dag ikke kan stikke en spade i et stykke jord uden at støde ind i efterladenskaberne fra tidligere tider.
Derfor har Tongeren også et hold af arkæologer og udgravningseksperter, der rykker ud, hver gang der skal bygges nyt. Mange af deres fund kan ses på byens gallisk-romerske museum, der tidligere på året kom på Europas kulturelle landkort, da det modtog den europæiske pris for bedste museum ved branchens svar på filmverdenens Oscar-uddeling i konkurrence med 33 andre nominerede museer fra hele Europa. På museet bryster de sig af at dække områdets historie fra en halv million år før Kristus til den tidligere middelalder.
Vil man vide, hvad der skete efterfølgende, er det bare at se sig omkring. For selvom Tongeren led en del overlast, da den franske kong Ludvig den XIVs soldater i 1700-tallet brændte store dele af byen ned, er der stadig masser af historiske bygninger. Blandt dem er byens begijnhof, der har Unescos kulturarvsmærke.
En begijnhof er et af de verdslige klostre, der var populære blandt ugifte kvinder i både Holland og Belgien, fordi de bag de skærmende mure kunne bo i fred fra omverdenen og hellige deres liv til bøn og gode gerninger. Men de var ikke viede til Gud og kunne sagtens gifte sig og flytte ud, hvis de skulle komme på andre tanker. På toppen af sin popularitet boede omkring 300 beguiner fordelt på cirka 50 huse bag murene, hvis ældste dele stammer helt tilbage fra 1257.
Fra samme periode stammer byens andet vartegn, den gotiske basilika, Vor Frue Kirke, der tårner sig op over den lille by. For nok er Tongerens beboere vilde med gallere og romere, men de har også en svaghed for Jomfru Maria. Den giver sig særligt til kende, når hele byen hver syvende år fejrer hende ved den såkaldte Kroningsfest, der er landets største religiøse optog.
Over flere dage paraderer bysbørnene og repræsentanter fra den katolske kirke rundt i byen med kirkens helligste relikvier i en forestilling, der tiltrækker over en halv million mennesker. Også byens politikere og de kongelige går med i optoget. Senest var det kronprins Philippe og kronprinsesse Mathilde, der fik æren.
Alle i byen deltager, forklarer Sebastiaan Jammaers fra turistkontoret, der selv har gået på et gymnasium, der traditionelt altid står for at levere unge mænd til et kontingent romerske soldater.
Han fortæller, at den samme mand spiller Jesus hver gang, og at byens borgere går op i den tilbagevendende begivenhed med liv og sjæl. 3300 frivillige medvirkede senest.
Folk begynder allerede nu at lade deres skæg vokse, siger Jammaers.
Det burde være tids nok. For næste kroningsfest er først i 2016.