At blive stødt og provokeret

Kristendommen er i sit væsen provokerende. Taler til os som syndere, der skal laves om, og forpligter os mere på næsten, end vi orker, skriver sognepræst Birgitte Graakjær Hjort

10. søndag efter trinitatis

Matt. 11, 16-24

Der var børnefødselsdag, og klassen var inviteret. Fødselaren måtte bestemme, hvad de skulle lege: Vi skal på skattejagt, sagde han. Det var der mange, der ikke havde lyst til. De måtte overtales af en voksen, og nogle boykottede undervejs ved at klatre i træer. Andre rendte drillende hen og fandt skatten, før jagten var i gang. Bagefter var der en af gæsterne, der foreslog en leg. Men den gad de andre ikke lege med på. Han var jo ikke fødselar, så han skulle ikke have lov at bestemme!

Nogle gange kan det gå på samme måde, når vi voksne går til gudstjeneste: Vi finder konstant noget at kritisere frem for at give os hen til det liv, vi inviteres med til gennem prædiken og salmer, dåb og nadver. For eksempel når vi læner os tilbage og tænker: Denne her gudstjeneste er stivnet og åndløs. Forkyndelsen er for sort. Eller når vi kritiserer for det stik modsatte: Det her er for overfladisk og tandløst!.

Det er helt rigtigt, at en gudstjeneste kan blive uevangelisk. Eller ligegyldig og uengagerende. Men vi risikerer at gå glip af noget, hvis vi ikke er til at stille tilfredse. Det gælder også vores liv med hinanden uden for kirkens rum. For eksempel når vi ikke orker at være sammen med bestemte mennesker, fordi det er alt for tungt og trist at høre på deres ustandselige jammer og klage. Andre er for lalleglade og ureflekterede efter vores mening. Er det ikke ofte sådan, at den, der ikke vil sørge, heller ikke giver sig helhjertet hen til glæden? Og der, hvor sorgen ikke får lov at gøre ophold, fordi den ikke er til at holde ud at være i hus med, bliver der rum for begejstring?

Først kom Johannes Døber. Men han var da bare for meget. Alt for trist at høre på. Hver gang, han åbnede munden, leverede han dundertaler og tordnede løs om synd og dom. Aldrig mødte man andet end strenghed fra hans side. Sådan et unuanceret sortsyn var der da ingen, der kunne holde ud at høre på. Det var jo en fanatisk udgave af kristendommen. Og han ville tilmed lave om på folks måde at leve på. Nej, det gik for vidt!

Men så kom Jesus. Helt anderledes sympatisk og positiv. En tiltalende person og klar til glædesfest for høj og lav. Men, men, men. Det kammede over. En frådser og en dranker, lød kritikken. Måske lidt naiv i sin tilgang til andre mennesker. Inviterede ind i Guds rige helt uden betingelser.

Den nuancerede mellemudgave af kristendommen, som lige matcher mig selv, findes ikke! Kristendommen er i sit væsen provokerende. Taler til os som syndere, der skal laves om, og forpligter os mere på næsten, end vi orker. Og kristendommen er samtidig i sit væsen befriende og glædesskabende. For Gud insisterer på at forære os livet og nåden så helt og aldeles gratis, at vi må undres.