Helle Merete Brix er en skribent, der er i besiddelse af offentlig courage, som med en Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab gav os besked om dunkle sammenhænge, som vi hidtil kun havde kunnet gisne om. Brix er heller aldrig blevet træt af at advare os mod, at vi lader os presse til eftergivenhed med hensyn til ytringsfriheden uanset om eftergivenheden bliver camoufleret under åbenhedens, tolerancens og lighedens påfuglefjer.
LÆS OGSÅ: KRONIK: Politikernes klodsede dans om shariaen
I sin nye , Sex, frihed og fatwa, langer hun da også ud efter kulturrelativisterne, der har fået virkelighedssansen revet af led: tit rejser mennesker ud med åbent sind og kun det Men de glemmer, at den venlige jordaner og egypter muligvis har et helt andet syn på mænds og kvinders rettigheder end det, den rejsende tager for givet. Og på spørgsmål om blasfemi, religionsfrihed og ytringsfrihed.
Fra sit store fond af erfaring og rejseoplevelser beretter Brix om mødet med mennesker under himmelstrøg, hvor tilværelsen opfattes helt anderledes, og menneskelivet dimensioneres på ganske anden vis, end vi er bekendt med. Under belejringen af Sarajevo bliver en kvinde ramt af snigskytter, men overlever takket være en forbipasserende.
Krig tåler ingen mellemveje. De onde bliver ondere, og de gode bedre, konkluderer Brix om begivenheden, for det er en begavet kvinde, der taler i disse essay. Ligesom det taler til gunst for hendes etiske sans, at hun så stærkt understreger det personlige ansvar, som når hun med afsæt i egne kriser skriver: Men valget mellem lykke og vanvid findes hos mennesket selv. Det var den erfaring, jeg drog
Nej, Helle Merete Brix er ikke kommet let til noget, og ens tone er derfor præget af eftertænksomhed, oprigtighed og ja, overbærenhed i forhold til de forældre, som ikke gav hende en nem barndom, men som hun ikke desto mindre portrætterer, så sproget får glød, og fortællingen flugt og varme.
Derimod havde man levet lige så godt uden at være blevet orienteret om Brix kuriøse kønsliv i et kapitel, hvor hun i øvrigt slår til lyd for, at biseksualitet kun rummer det problem, at der er dobbelt så mange at vende sig om efter på gaden!
Det ringeste af Brix essay er dog det afsluttende, der handler om døden, hvori kristendommen får skyld for at sløre erkendelsen af dødens realitet i modsætning til buddhismen, som i Brix flimrende fremstilling næppe vil få mange til at konvertere. Også andre steder i en er der ikke støvsuget til bunds og helt ud i hjørnerne for misforståelige formuleringer. Brix hylder således Winston Churchill med ordene: For han reddede Europa fra krig. Nej, Churchills besked til europæerne lød tværtimod, at de skulle sætte Europa i flammer!
Det bedste essay hedder Om at skrive, og synspunktet er her, at hvad der gør litteratur vedkommende, er dens evne til både at gøre tilværelsen genkendelig og på samme tid udvide den.
De mest vellykkede essay i Sex, frihed og fatwa er eksempler herpå.
Kristian Østergaard