En lovprisning af den menneskelige bevidsthed

R.M. Rilkes digte i udvalget ”Udsat på hjertets bjerge” ved Thorkild Bjørnvig fra 1996 er stadig en af de største oversætterindsatser af tysk lyrik til dansk

Jeg ved godt, at Rainer Maria Rilke (1875-1926) forbindes med piberøg, mørkelægning og sørgmodig livsrefleksion blandt unge digtere i årene 1940-45. Men han er meget større end sådanne fordomme. Når man kan skrive linjer som i de to følgende eksempler, så har man ramt poesiens inderste væsen:

Fra ”1. elegi”: ”Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit skrig blandt englenes/ ordener?”. Og fra ”Orfeus-sonetterne”: ”Vær al afsked forud, som var den bag dig,/ ligesom vinteren, der også går. Thi medens vinteren er/ , – der er den en endeløs vinter,/ som dit hjerte overvintrende overstår”.

LÆS OGSÅ: Tysk litteratur når den er bedst

Begge digte er skrevet færdig i den overordentlig flittige måned februar 1922, hvor Rilke var 47 af de 51 år, han blev.

En af de største danske oversætterindsatser af tysk lyrik var Thorkild Bjørnvigs stadige beskæftigelse med Rilkes digtning, der resulterede i det fyldige udvalg på dansk: ”Udsat på hjertets bjerge” fra 1996. Heri er alle de 10 elegier og de 55 Orfeus-sonetter oversat. En kæmpe præstation og en gave til de stadig flere, der ikke kan tysk. Det er dette udvalg, jeg her genlæser ved at holde mig til bare de allerede citerede linjer fra henholdsvis klagebogen med ”Duinoelegierne” og prisningsbogen med ”Orfeussonetterne”. Begge bøger udkom på tysk i 1923.

Februar 1922 sad Rilke på et lille slot på grænsen mellem Schweiz og Italien og færdiggjorde elegierne, som for cirka halvdelens vedkommende havde været i gang siden 1912, men var løbet ind i et dødvande. Det var op af denne krise, han så at sige hævede sig selv ved hårene, da han fandt modordet til ”klage” – nemlig ”at prise”, som vi herhjemme kender fra Brorsons prisning af Guds herlighed og skaberværket i ”Op al den ting, som Gud har gjort”.

Men Rilke ville skrive denne prisning af den menneskelige bevidsthed alene og helst uden adresse til Gud. Altså af alt det, vi tænker og kombinerer, hele den betydning, vi giver verden, når vi henvender os til den. Vores ordnende, mildnende kraft – når vi er bedst og tæmmer dyret i os. Når vi rækker ud efter tingene og andre mennesker – og får svar.

Stjernebillederne, for eksempel: Det er jo bare syv enkelte stjerner, men vi trækker forbindelseslinjer, så det bliver en vogn: Karlsvognen. Og hvad med den evne til at samle blomster til en buket eller lave det samlende krus til at rumme drikken? Hvad med vores mund, der både kan have ord og æble i sig, og dertil det forhold, at bare æblets navn kan fremkalde en erindring om smagen!

Disse evner knytter Rilke til digterguden Orfeus, der syngende kunne få dyr og træer til at komme til sig, bevæge dem ud af deres naturvæsen, mildne dem. Kunst og især poesi kan det samme. Den kan skabe en position over begivenheder. I denne over-position forstår vi, og det får os til at holde ud, ”over”-tømmer hændelserne for deres ondskab, som i digtets linjer i starten om vinteren (”der er en endeløs vinter”). Vi er midt i den, men holder ud, fordi vi tænker foråret dér fremme oppe ”over” den (”som dit hjerte overvintrende overstår,” som der står). Og ligeså med afskeden, som vi skal være forud for, det vil sige kaste os frem i tid og se den fra dette umulige fremtidspunkt, men for vores bevidsthed netop mulige punkt.

Men bevidstheden er skrøbelig som et glas og går i stykker, og dog har den været, for hvad er det ellers, vi husker? Den går i stykker, fordi vi er alene med den som mennesket, der rækker ud, men sjældent får svar. Skal vi så i denne ensomhed række ud efter Gud? Rilke vil ikke gerne så langt op, men indfører en engel, som han ikke engang selv ved, om han vil have svaret fra. For blandt englenes orden vil hans skrig ikke blive hørt! Det er denne trang til at række op efter svar, der i englebilledet bliver kendt umulig, måske også fordi englens komme kan være frygteligt.

Stående således midt i klagen i februar 1922 var det så, at de 55 digtes prisning meldte sig i sonetter til Orfeus. Nok er de 10 Duinoelegiers klage stor og uomgængelig, men det er altså en formkraft i det menneskelige, som er helt uden for det voldeliges område, vores kraft til at være ”over” tingene og sætte dem sammen til en verden for os.

Hvorfor ikke prise denne evne til at sætte sammen netop i digtets evne til at parre ordene med hinanden? Sådan som vores bevidsthed skaber ordene ud af vores mund, og dette åndedræt lægger sig over tingene som deres navne og væsen for os.

I klummen Genlæst skriver et fast panel hver tirsdag om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk