Tidligere biskop: At leve med døden for øje

Med alderen står det mere klart, hvilke personer der har haft en særlig betydning i livet. Som årene går, kan man gøre det med stadig større nøjagtighed og mindre vemod

Det var dog en trist overskrift! Jeg er allerede stået af, siger en og anden måske til sig selv. Jo, vi ved da godt, at vi skal dø. Men det er nu livet, jeg er optaget af. Men det bliver døden ikke mindre virkelig af. Den fortrængte død er nemlig meget påtrængende. For livets skyld er det befriende at leve med døden for øje. Døden sætter livet i relief og giver hver levedag stærkere farver.

Det vidste salmedigteren Thomas Kingo (1634-1703).

LÆS OGSÅ: Vi er kommet på talefod med døden

”Sorrig og glæde de vandre til hobe …” Livet er spændt ud mellem de to poler. I hans morgensalmer møder vi den tindrede glæde og taknemmelighed over livet. Aftenen er besindelsens og eftertænksomhedens tid, Salmebogen nummer 761 vers 3:

Jeg træder nu ud i det duggefulde græs,

naturen siger mig: ”Bi lidt, stå her og læs:

Dit billed ser du her i blomster og i hø!”

Dag og nat

mig lærer brat,

at jeg engang skal dø.

Denne indsigt forløser en strømmende taksigelse i hans sind med ”Tak, tusind gange tak, o Gud …” en tak for alt, hvad han har modtaget i sit liv. Takken følges af en bøn om tilgivelse for ”hvad jeg mod dig har brudt”og slutter med en stærk fortrøstning til Guds forsyn.

Før i tiden kunne man i kunst og litteratur ofte møde begrebet ”ars moriendi” – kunsten at dø. Den tyske teolog og forfatter Jørg Zink fremhæver nogle ”øvelser”, som ikke mindst seniorer kan have glæde af sammen med den nødvendige motion og de mange kostråd:

Lær at omgås med tiden; udnyt dage, timer, øjeblikke.

Giv hver dag sin egen ret; lad legen, samtalen, planerne, arbejdet, glæden, eftertanken og søvnen få hver deres skønhed og byrde.

Gør så vidt muligt ikke noget, du ikke ønsker gentaget.

Gør hver aften en ende på enhver strid, og bær ikke på noget uafgjort i dage og uger.

Tilgiv andre deres skyld, og bed andre om tilgivelse for din egen skyld.

Nedbryd enhver høj vurdering af dig selv.

Giv med stadig større sindsro ting, penge og indflydelse væk.

Vurdér hver dag, hver uge, hvert år, idet du ser tilbage over dem; gør det fra gang til gang med mindre vemod, større nøjagtighed og mere taknemmelighed.

I en bog om Picasso, skrevet af hans tredje kone, fortæller hun om sin mormor, at mormoderen i sin høje alderdom, gammel og træt, hver dag plejede at gå hen på kirkegården og sætte sig roligt på den grav, hvor tre af hendes børn og hendes mand lå begravet. Hun sagde ikke noget, hun sad der blot med et venligt smil og et forklaret ansigtsudtryk. Fortælleren, der dengang var 13-14 år, fulgte undertiden med derhen. En dag sagde hun: Mormor, hvorfor sidder du sådan? Mormoderen svarede: Det vil du engang komme til at forstå. Den dag kommer, da du har gennemgået mange lidelser, dit hjerte løber fuldt af minder, du føler smerte over det, som ikke er mere, du indser, at livet er kort, at det er en ganske kort frist, og så er det hele forbi. Når du har forstået det, og denne indsigt har ramt dit hjerte, da vil du ikke mere leve blot for din egen skyld alene, men lige så meget for duften af en rose, for synet af en hest eller en kat, for lyden af den rullende torden, for andre mennesker, for dem, du holder af. For da vil du vide, at din tid er begrænset. (Citat fra Knud Hansen: ”Den kristne tro”, side 234).

Knud Hansen – (1898-1996) højskolemand, teolog, forfatter og foredragsholder – er et af de mennesker, som har beriget mit liv. Hans teologiske og kulturkritiske forfatterskab er en stadig kilde til inspiration. Dertil kommer indtrykket af hans personlighed. Jeg tænker ofte på ham med dyb taknemmelighed. Det fortælles, at han efter en aften i festligt lag trak sig tilbage og fra døråbningen løftede sine hænder som til en hilsen, der lød: ”Herren velsigne og forbavse dig!”. Jeg tror ikke, man kan håbe på noget herligere.

Sådan har vi hver især mennesker, som kom til at betyde meget for os. Prøv at tænke efter. Det er en god seniorøvelse.