Kirkebænke og altersølv til salg

Hvert år lukker mere end 100 kirker og klostre i Holland. Landets religiøse ledere, museer og staten har lavet verdens første vejledning for, hvad man stiller op med de titusindvis af kors, altre og øvrige genstande, der plejede at pryde bygningerne

Marc de Beyer, museumskurator på Catharijnekonventet, mener, at religiøs kunst fra lukkede kirker i langt højere grad end nu bør destrueres. –
Marc de Beyer, museumskurator på Catharijnekonventet, mener, at religiøs kunst fra lukkede kirker i langt højere grad end nu bør destrueres. –. Foto: Kasper Schlie.

Museumskuratoren skulle egentlig blot forbi Haarlem for at vurdere nogle sølvgenstande, som muligvis kunne udlånes til samlingen på Catharijnekonventet Hollands museum for kristen kunsthistorie. Der var tale om syv udsøgte processionsstave i sølv, hver med en lille skulptur af en af byens kirker i toppen, som det lokale katolske broderskab plejede at bringe med sig på den årlige pilgrimsfærd til Kevelaer i Tyskland. Broderskabet var blevet markant mindre gennem de senere år og havde ikke længere midlerne til at vedligeholde de smukke genstande.

Diakonen og hans kone, der passede på stavene, tog dem ud af de gamle trækasser og rakte dem forsigtigt frem til kuratoren. Han sagde ja tak efter en kort granskning og tilbød at tage kassen med til museet i Utrecht med det samme. Ægteparret indvilgede. Det var bedre, at de kom på museum, end at de skulle ligge i kassen i årevis, men de vidste også, at de sandsynligvis aldrig ville få de elskede genstande at se igen. Da diakonen skrev under på kontrakten, begyndte konen at græde. De vidste begge, at dette nok betød enden på broderskabets aktiviteter. Cognacflasken måtte ekstraordinært hentes frem fra skabet for at dulme nerverne, inden kassen endeligt kunne overdrages og fragtes væk fra Haarlem.

Nogle måneder efter møder kuratoren, Marc de Beyer, Kristeligt Dagblad i Catharijnekonventets kælder i Utrecht i Holland. I mørket foran os står en stor, sikret glasmontre med broderskabets sølvstave og lyser smukt op i et knivskarpt spotlight. Her findes også mageløse vævede præstekapper fra 1500-tallet og kostbare katolske monstranser, hvis guldbelægning glimter ud i rummet, mens Marc de Beyer fortæller om baggrunden for den bugnende samling af religiøs kunst.

Der er så mange kirker og klostre, der må lukke dørene i øjeblikket, at vi indså, at vi måtte hjælpe dem. Folk har brug for vores ekspertise, og det var vores pligt at stille den til rådighed, siger den 40-årige kunsthistoriker og kurator.

Han bekræftes af officielle vurderinger fra landets katolske kirke, RKK, og fra den protestantiske paraplyorganisation PKN, der forventer at mellem 1000 og 1200 hollandske kirker (25-30 procent) må lukke i løbet af de næste 10 år. De tal forudsætter, at den nuværende rate på cirka to om ugen ikke stiger nævneværdigt.

Men min forventning er, at det vil blive værre, siger Marc de Beyer, mens vi går fra rum til rum fyldt med kandelabre, altersølv og malerier.

Der er stort set ingen unge til at tage over efter den ældre generation, og vi har ikke et skattegrundlag til at holde liv i kirkerne, som I har i Danmark, så pengene må komme fra trossamfundene selv.

TEMA: Kirkelukninger

Tendensen bliver endnu mere dramatisk, hvis man ser på udviklingen for landets klostre.

I 1950erne var Holland det land i Europa med næstflest klostre. Nu er der blot 165, og om 10 år forventer man, at der blot er 8-12 tilbage. Hele velfærdssamfundet blev indtil 1960erne organiseret af klostrene. Munkene og nonnerne drev skoler, hospitaler og plejehjem. Men så tog staten over, og i løbet af blot to generationer er der næsten intet tilbage, siger Marc de Beyer.

De omfattende kirke- og klosterlukninger betyder, at trossamfundene må tage stilling til, hvad der skal ske med de forventede 150.000 genstande, der over de næste 10 år må fjernes fra de tiloversblevne bygninger og kirkedepoter. Alt lige fra bænke, til døbefonte og dyrebare kunstværker. Indtil 2009 havde menighedsrådene og kirkeejerne ingen fælles retningslinjer for, hvordan man skulle håndtere kirkernes indbo i forbindelse med en lukning. Derfor blev beslutningen om, hvorvidt en genstand skulle på museum, sælges eller gives væk ofte truffet af lægfolk eller blev genstand for lange og svære lokale diskussioner. Efterspørgslen på kunsthistorisk ekspertise fra kirkerne og en stigende bekymring fra landets museer resulterede derfor i en proces mod at ensarte håndteringen af de religiøse overskudsvarer.

Vi sætter os i museets café og taler videre. Mens en lind strøm af fortrinsvis ældre gæster kommer ind, forklarer De Beyer om tilblivelsen af vejledningen, der ligger i en mappe på bordet foran os.

Den hollandske stat blander sig normalt fuldstændig uden om kirkelige anliggender, men kulturministeren gav ekstraordinært en engangsbevilling til at skabe retningslinjerne. Regeringen gjorde det ikke for at sikre landets religiøse arv, men for at sikre den kulturelle arv. Det er et spørgsmål om, hvordan man vinkler det. Opdelingen mellem stat og kirke er meget stram i Holland, og derfor er der ingen statsautoritet, der kan komme og diktere, hvad der skal ske med indboet, når kirkerne lukker. Så vi har lavet en vejledning, en håndsrækning, for at hjælpe menighederne i processen med at omfordele, indlevere eller destruere genstandene, siger De Beyer.

Ifølge kuratoren er der grundlæggende tre temaer, man må forholde sig til i forbindelse med en kirkelukning:

Menigheden skal vænne sig til en ny kirke, og det kan være følelsesmæssigt svært at forlade et sted, hvor man har så mange minder fra livets højtider. Hvor ens forældre måske er blevet gift, og hvor man selv er døbt. Dernæst skal man overveje, hvad der skal ske med bygningen, og til sidst må man også tage stilling til, hvad der skal ske med tingene i kirken. Målet med vores retningslinjer er at hjælpe folk med at tage stilling til det sidste punkt.

LÆS OGSÅ: Politikere i kø for at købe lukkede kirker

Retningslinjerne blev til efter en lang proces, hvor både museer, kulturarvsmyndigheder og repræsentanter fra den katolske kirke og de protestantiske trossamfund blev inddraget. Sproget måtte også tilpasses, så det reflekterede både de protestantiske og katolske traditioner og liturgiske udtryk. Resultatet blev en 69 sider lang praktisk vejledning i at vurdere og håndtere tiloversblevne religiøse genstande, som i dag bruges af næsten alle katolske kirker og mange protestantiske i forbindelse med en kirkelukning.

Når en kirke lukkes, bruger en lokal repræsentant vejledningen til først at registrere og vurdere kirkens genstande. Menighederne kan ved hjælp af vejledningen fastlægge genstandenes aktuelle brugsværdi, kirkehistoriske, kunsthistoriske og alment historiske værdi og dermed træffe oplyste valg om, hvad der skal ske med tingene. Men der er ofte tvivlsspørgsmål ifølge Marc de Beyer:

Vi anbefaler stærkt, at man involverer en kunsthistoriker fra kirkens organisation eller et museum, som kan vejlede under processen. Vi forsøger altså at overlade det så meget som muligt til kirkerne selv, men vi hjælper gerne og tager ofte ud til de lukkede kirker og går tingene igennem sammen med lokale repræsentanter.

Når registreringen og vurderingen er på plads, står kirkerne grundlæggende med fem mulige valg: Skal genstanden omfordeles til en anden kirke, eksporteres til udlandet, sælges til en privatperson, destrueres eller overdrages til et museum?

Ifølge Marc de Beyer kan genstande måske komme på det lokale museum, men sjældent på det nationale museum for kristen kunst i Utrecht.

På museet er vi faktisk slet ikke så interesserede i at overtage genstandene. For vores samling er nærmest komplet. Vi har cirka 85.000 genstande, og der er meget få huller tilbage. Folk tror nogle gange, at vi bare kan snuppe de smukke kunstgenstande fra de lukkede kirker, men vi har nærmest alt i overflod allerede. Så vi vil meget hellere, at kirkerne kan beholde tingene, og vi er faktisk ret strikse med, hvilke genstande vi tillægger kirke- eller kunsthistorisk værdi. De fleste genstande er jo masseproducerede, og vi afviser måske 90 procent af det, vi får tilbudt. En genstands merværdi og kontekst ændres også, når den kommer på museum. I en kirke kommer den til sin fulde ret. Men vi kan ikke gemme det hele og sende alt på depot. Vi bør finde løsninger nu i stedet for at skubbe problemerne videre til den næste generation.

Mange genstande omfordeles da også til andre kirker i området eller tages med over i nye fusionskirker. Således har hollænderne allerede lavet en hjemmeside med billeder og beskrivelser, hvor folk kan udbyde deres genstande til andre kirker. En god idé ifølge Marc de Beyer.

Nogle gange anbefaler jeg, at man ikke straks sender tingene til for eksempel Indonesien, men i stedet tager nogle genstande med over i den nye fusionskirke for at sikre, at folk kan genkende lidt fra den gamle kirke. Det kan gøre den følelsesmæssige forandring lidt lettere. Fra et kunsthistorisk perspektiv kan man jo så desværre opleve neogotiske elementer i en kirke fra 1930erne, men jeg kan godt forstå, at folk gerne vil føle sig velkomne i den nye kirke.

Flere vælger også at eksportere tingene til udlandet, da de tilbageværende hollandske kirker ofte ikke kan rumme mere inventar. Kristendommen er den hurtigst voksende religion i verden og boomer i øjeblikket i Asien, Sydafrika og Afrika, hvor fødselsraterne er relativt høje.

Vi i Vesteuropa er undtagelsen, siger de Beyer.

Så man kan forvente, at omfordelingen af religiøse genstande får nogle nye markeder i den nærmeste fremtid.

I Østeuropa er der også stadig stor efterspørgsel efter kirkeinventar efter det religiøse vakuum under kommunismen, hvor mange kirker blev tømt for genstande. Et godt eksempel på dette kan ses i Lviv i Ukraine. Her byggede man en ny kirke for få år siden, der efterfølgende blev fyldt med bænke, alter og kunstgenstande fra en lukket kirke i Vught i det sydlige Holland.

En anden mulighed er at sælge tingene, hvilket ifølge De Beyer dog kan være en svær proces.

Det er nemmere for protestanterne. De liturgske genstande er på en anden måde hellige for katolikkerne, der ikke har det godt med tanken om, at et bæger, der plejede at indeholde Jesu Kristi blod, pludselig kan bruges som drikkebæger af en privatperson.

Dette hensyn ledte til, at udvalget bag retningslinjerne måtte tage livtag med nogle tabuer:

Vi skrev også et afsnit om destruktion af religiøse genstande, hvilket er helt nyt. Jeg mener, at det bør gøres oftere. Genstandene kan jo for eksempel doneres til et firma, der restaurerer kirker, eller til kunstnere, der ønsker at skabe nye religiøse genstande, så den åndelige merværdi ikke forsvinder. Destruktion vil altid være sidste udvej, men folk må huske, at det er umuligt at bevare alt.

At det er en følelsesmæssig svær proces at skille sig af med religiøse genstande, mærkede Marc de Beyer på egen krop for nylig. En skrøbelig 97-årig mand kom ind på museet med et par gamle krucifikser og kirkemedaljer, der ikke havde nogen kunsthistorisk værdi. Men de Beyer kunne ikke afslå tilbuddet, som han burde. Manden, som havde en dement kone derhjemme, sagde, at han ikke selv kunne passe på dem længere, og at han vidste, at tingene ville være i gode hænder hos kuratoren.

Marc de Beyer, som selv har bedsteforældre på samme alder, gjorde en sjælden undtagelse og gemte tingene på et af museets depoter.

Nationalmuseet på hollandsk inspirationstur

Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy truede med at trække landet ud af euro-samarbejdet, hvis Tyskland og forbundskansler Angela Merkel ikke støttede Grækenland.
Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy truede med at trække landet ud af euro-samarbejdet, hvis Tyskland og forbundskansler Angela Merkel ikke støttede Grækenland. Foto: Museum Catharijneconvent.