Hovedpersonen i Kerstin Ekmans nye roman hedder Lillemor Troj. Hun er en meget kendt og værdsat, ældre forfatter. Hun er medlem af Det Svenske Akademi og har et omfattende forfatterskab bag sig. Hun debuterede for nu over 50 år siden med en kriminalroman, skrev derefter en række succesfulde krimier for siden med regelmæssige mellemrum at udgive den ene prisbelønnede og anmelderroste roman efter den anden.
LÆS OGSÅ: Kan Pontoppidans Per blive lykkelig i udlandet?
Problemet er bare, at hun ikke selv har skrevet et eneste af disse værker, som hun gennem årene er blevet så berømt for. Eller rettere sagt: Hun har ikke selv ført pennen, men alene været med som redaktør og renskriver.
Forklaringen er den, at en gammel barndomsveninde i sin tid har opsøgt hende for at få lov til at bruge hendes billede (og derfor også hendes navn) i en novellekonkurrence. Lillemor Troj er nemlig smuk, mens hendes veninde, Babro Andersson, kaldet Babba, må betegnes som grim. Dertil kommer, at Lillemor Troj har en borgerlig baggrund og en akademisk uddannelse, medens Babba nok har en fremragende studentereksamen, men kommer fra arbejderklassen og arbejder som bibliotekarmedhjælper. Men Babba kan virkelig skrive.
Sådan er deres illegitime, men særdeles effektive og succesfulde makkerskab opstået. Lillemor står for alt offentligt, medens Babba er hjernen bag den skabende proces, der er skjult for offentligheden. Naturligvis er de to kvinder ikke mere veninder, dertil er deres forhold alt for pinagtigt, skjult som det er både for forældre, ægtemænd og skattevæsenet!
Men en dag modtager Lillemor et manuskript, som er skrevet af Babba under eget navn. Et manuskript, som hun ikke har været redaktør på eller overhovedet været vidende om, men som til gengæld handler om hende selv ned i de mest pinlige personlige detaljer. Der er tale om en såkaldt autofiktion, en fri sammenblanding af fiktion og fakta. En genre, som de aldrig tidligere har benyttet sig af.
Naturligvis bliver Lillemor såret og rasende, men hun bliver først og fremmest skræmt fra vid og sans. For hvis hun bliver afsløret, vil hele hendes verden falde sammen. Den verden som akademimedlem, som hun er kommet til at elske, og som hun føler sig tryg i. Og hvem er hun så i grunden?
Hvordan Lillemor kommer ud af dette dilemma, skal ikke røbes her. For naturligvis er der både underfundige overraskelser gemt til læserne, ligesom det kriminalistiske element heller ikke savnes. Kerstin Ekman er også i denne roman en helt suveræn fortæller. Og hun er helt sig selv.
Den opmærksomme læser vil finde mange tråde tilbage til det store forfatterskab, ligesom kenderen af Kerstin Ekmans biografi vil erfare, at der virkelig er tale om autofiktion. Især i ens første del er sporene tydelige. Kerstin Ekman fik i dåben navnet Kerstin Lillemor Hjort. Men bedst af alt er Kerstin Ekmans ironiske beskrivelse af hele den litterære verden gøglerbranchen hvor ikke mange selvhøjtideligheder går ram forbi.
Grand Final i gøglerbranchen er en meget svensk . Lillemor demonstrerer sin klassiske dannelse, ikke mindst i beskrivelsen af livet i Det Svenske Akademi, og de litterære henvisninger er mange og vidtrækkende. I tilgift bliver der også sagt kloge ord om såvel identitet og erindring som om forholdet mellem virkelighed og fiktion.
Heller ikke den civilisatoriske kritik mangler, når livet i Sveriges udkant beskrives med både humor og ømhed. Kerstin Ekmans kundskab om og glæde ved naturen folder sig også i denne roman ud i de smukkeste passager. Kort sagt: Kerstin Ekman breder hele sin verden ud og hvilken verden! Så klog og kærlig, så vittig og skarp.