Amerikanske præsidenter med Gud på deres side

Fremtrædende historiker fra Cambridge bidrager til det amerikanske valgår med grundig analyse af kristendommens rolle i amerikansk udenrigspolitik

Denne bog begyndte som en undren. Forfatteren Andrew Preston underviste et hold studerende på Cambridge University i amerikansk udenrigspolitik. Hverken de studerende eller Preston selv var særlig optaget af religion. Så blev USA angrebet den 11. september 2001, og pludselig var luften tyk af religiøs retorik.

Osama bin Laden anklagede amerikanerne for at være gudløse hedonister, og præsident George W. Bush svarede igen ved som optakt til Irak-krigen at sige: ”Vores højt skattede frihed er ikke USA’s gave til verden, men Guds gave til menneskeheden.”

LÆS OGSÅ: Der er noget galt i Det Svenske Akademi

De politisk interesserede studerende i klasselokalet var naturligvis påvirkede af verden uden for universitetet og spurgte nu deres underviser, om amerikansk udenrigspolitik mon altid har været præget af kristendommen? Preston blev dem svar skyldig. Godt nok har amerikanske præsidenter for vane at inddrage Gud i deres indsættelsestaler, og idéen om USA som et fristed for Guds udvalgte folk går helt tilbage til 1600-tallet og inddrages jævnligt i politisk retorik.

Men i hvilket omgang kristendommen og politikernes personlige tro ligefrem har formet amerikansk udenrigspolitik, er aldrig rigtig blevet undersøgt. Normalt holder religionsforskere sig til deres eget område, og det samme gør politologer, så Preston satte sig for at skrive om både tro og diplomati.

Preston opdagede blandt andet i sin research, at brug af religiøse argumenter ikke kun findes, når USA drager i krig. Lige så ofte finder man religionen anvendt til forsvar for fredelige initiativer. Derfor hedder hans bog ”Sword of the Spirit, Shield of Faith,” fra en passus i Paulus’ brev til efeserne. Guds ord er i Prestons fortolkning både et sværd og et skjold, både noget beskyttende og noget krigerisk, og har været brugt i begge egenskaber op gennem historien, lige fra puritanerne i USA’s kolonitid til Barack Obama i dag.

Til den fredelige brug af ordet hører for eksempel, at det var protestantiske missionærer, der i 1900-tallet stod bag oprettelsen af de første ngo’er til udbredelse af menneskerettigheder i hele verden. Tilsvarende har det ofte været kristne pacifister, der har argumenteret mod diverse krigsdeltagelser og dermed bidraget til USA’s kolossalt indflydelsesrige tradition for isolationisme. Til den militære side af sagen finder Preston blandt andet, at det var kampen for religionsfrihed, der var centralt for Franklin D. Roosevelt i dennes beslutning om at inddrage USA i Anden Verdenskrig.

Preston nævner tre forhold ved amerikansk historie, der gør landet særlig modtageligt for at blande religion og politik.

Dels har befolkningen altid været troende og kirkerne i konstant udvikling, og eftersom USA altid har været et demokrati, har den folkelige indflydelse naturligt præget landets beslutningstagere. Dels har USA altid haft en beskyttet placering med lang afstand til potentielle fjender. Det har medført frihed til at forme en mere idealistisk udenrigspolitik end i mange andre lande, hvor politikken er mere realistisk og afhængig af fjendtlige nabostaters næste træk.

Endelig mener Preston, at man ikke må underkende præsidenters og andre beslutningstageres personlige tro. Ofte affejer man trosbaserede udsagn som staffage og hul retorik, der skal dække over de virkelige hensigter. Men utallige politikere i USA op gennem historien mener virkelig, hvad de siger, når de taler om Gud, og Prestons erklærede mål med bogen er derfor at tage politikernes tro alvorligt for at tegne et mere dækkende billede af amerikansk udenrigspolitik end normalt.

Blandt disse politikere hører naturligvis den nuværende præsident, Barack Obama, som bogen slutter med. Preston citerer blandt andet fra en tale, hvor Obama sagde: ”Sekularister tager fejl, når de beder troende om at lægge deres religion bag sig, inden de træder ud i det offentlige rum (...) Hovedparten af de store reformatorer i amerikansk historie var ikke alene motiverede af deres tro, men brugte vedholdende et religiøst sprog i argumenterne for deres sag.”

Såvidt den siddende præsidents holdning til et område – tro og politik – som alle iagttagere er enige om, er vigtigt for en forståelse af USA, men som ikke desto mindre er sært underbelyst på vores side af Atlanten. I et valgår som dette falder Prestons bog med andre ord på et tørt sted.