For danskere af i dag er det vigtigt at være troende i en ganske bestemt forstand: at man har tillid til ens eget liv og dets etiske og eksistentielle grundlag.
Til daglig er de fleste af os så privilegerede, at hverdagens rytme både holder styr på og giver mening i livet. Vi hviler i lange perioder så fint i arbejdet og de nære relationer, i kald og stand, at vi har mere end nok med at dyrke vores Gud og skaber eller blot være til stede i vores livsudfoldelse her, hvor vi er.
LÆS OGSÅ: Fangekoret styrker indsattes selvværd
Men igen og igen får vi alligevel brug for at udtrykke vores personlige forhåbninger til eller fortvivlelse over livet eksplicit. Igen og igen brydes hverdagens gode rytme, så vi må besinde os og finde rum og udtryk for vores eksistentielle livsgrundlag. Det sker ved sygdom, dødsfald, fødsler, forelskelser, store glæder og store sorger, når man er i krig eller på hospital eller i fængsel eller når man blot har det som et omkringfarende tigerdyr i puberteten eller en hvilken som helst anden alder. I alle disse situationer må vi sætte ord på vore smerter og forhåbninger. Det er derfor popkulturens følsomme sange har et uendeligt stort publikum. Det er derfor, at der er brug for at skrive og synge salmer.
Denne elementære sammenhæng er siden årtusindskiftet demonstreret med stor tydelighed af Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel. Siden koret i 2004 udsendte sin første CD, Forbryderalbummet, har det holdt koncerter i mere end 200 stuvende fulde kirker ud over landet. Det har desuden udgivet yderligere to CDer, Fangenumre fra 2008 og Indefra fra 2011, støttet det store projekt Exit fra indsat til ansat, inspireret til lignende kor i en lang række lande og meget mere.
Uden fængselskirkeorganisten, Louise Adrians, uforbeholdne indsats gennem 17 år var fangekoret utænkeligt. Blandt de mange ting, hun har gjort og gør, er én ting af helt afgørende betydning: Hun får fangekorets medlemmer til at udtrykke deres egne tanker, fortvivlelse og håb i tekster, de selv skriver til korets numre, og som Louise Adrian så sætter musik til.
Dermed genopfinder fangekoret salmesangen som fænomen: Hvert enkelt af korets medlemmer skriver sit eget livs tekst, og korets medlemmer hjælper dernæst hinanden med at få sunget deres egne og de andre kormedlemmers sange. Sådan er salmesang udviklet fra tilblivelsen af Davids Salmer til afroamerikanernes udvikling af den store tradition med spirituals og gospel.
Når vi er længe og intenst nok sammen med os selv, konfronteret med vores eget livs fald og forhåbninger, som man er tvunget til det i et fængsel eller i slavehæren på bomuldsmarkerne, er den eneste helt rigtige sang den, som man selv har skrevet, hvis ellers nogen troede på, at man havde en sang i sig. Først da vil vi synge af hjertet og bede vore medsangere om at synge med på vore sange.
Det er ikke meningen, at I skal ind at brumme for at lære at synge, sagde kormedlem Jørgen Rosenbæk for at få folk med på omkvædet i Nørre Snede Kirke. Det skulle Fangekorets medlemmer og måske gælder det for rigtig mange eller endda de fleste af os andre med? At korets medlemmer kan skrive salmer, og tilmed salmer med kant, kan man se smukke eksempler på i Daniel Øhrstrøms nye bog om Fangekoret.
Gælder en salme ikke for mig, pro me, som Luther sagde det om den kristne tro, så gælder den slet ikke. Det er salmesangens store udfordring fra Davids Salmer og gospelsang i Danmark i dag over alt, hvad der ligger imellem: Hvordan kan vi finde sandheden om vore liv udtrykt i en sang eller en salme, som andre har lavet? Hvordan kan vi synge på én gang personligt sandt og fælles og flot, så salmesangen bærer os og løfter flere og flere op og ind i sangen? Det første svar er, at vi salmeskrivere som salmesangere ærligt må vedstå, hvad vi er som mennesker, og begynde med at sætte det i tekst og sang. Derudfra kan vi måske også forstå og synge med på andres sange.
Den ungarske digter Mihály Babits tror på, at der findes broer mellem den enkeltes sange og fællessangen: Jeg skal fortælle dig hemmeligheden ved sangen. Du lytter til dig selv, når du lytter til en sang. Enhver har en sang i sin sjæl, og du hører din egen sjæl i enhver sang. Den, der har en smuk sang i sjælen, ejer evnen til at høre andres smukke sange.
Er det så vel, og mon ikke det ofte er det, kan nye salmesangere fortsat få glæde af den store salmesangstradition. Men mange må gå deres helt personlige veje til salmerne, sådan som Fangekorets medlemmer har gjort det.
Hans Raun Iversen er lektor i teologi på Københavns Universitet.