Mennesker bliver mindre religiøse over hele kloden

På syv år er andelen af mennesker i verden, der definerer sig som reli-giøse, faldet fra 77 til 68 procent. Irerne står for det næstmest drastiske fald

I Fredericia finder man en legeplads med både kirke, tempel og moské. Men over hele kloden bliver befolkningerne mindre troende.
I Fredericia finder man en legeplads med både kirke, tempel og moské. Men over hele kloden bliver befolkningerne mindre troende. Foto: Slim ALLAGUI Denmark.

Andelen af jordens befolkning, der kan svare ja til at være religiøs, er faldet markant.

Det fremgår af en stor international undersøgelse, hvor næsten 52.000 personer er blevet spurgt i 2011-2012 på tværs af landegrænser, om de ser sig selv som religiøse, ikke-religiøse eller som ateister.

LÆS OGSÅ: To tredjedele af jordens befolkning kalder sig religiøse

Undersøgelsen, som er resultatet af et samarbejde mellem meningsmålingsinstitutter under WIN-Gallup International, er en gentagelse af en tilsvarende undersøgelse fra 2005, hvor det samme spørgsmål blev stillet.

Blandt de 39 lande, som er med i begge undersøgelser, er antallet af personer, der definerer sig selv som religiøse, faldet med 9 procentpoint, så andelen udgør 68 procent mod 77 procent for syv år siden. Målt på alle 57 lande i den seneste undersøgelse er tallet helt nede på 59 procent, fordi mindre religiøse lande som Kina er kommet med i undersøgelsen.

LÆS OGSÅ: DR skævvrider sin religiøse dækning

For professor David Voas, der er ekspert i befolkningsstudier ved Essex University i Storbritannien, er det en markant udvikling.

Det overrasker mig, at faldet er så stort. Vi ved, at modernitet giver problemer for religion. Jo mere moderne et samfund er, des mere sekulært er det. Men det er normalt en langvarig og langsom proces, som kommer over generationer. Så at have så stort et spring over så kort tid er overraskende, siger David Voas til Kristeligt Dagblad.

DOKUMENTATION: Læs undersøgelse om religion i verden

Doktor Rebecca Catto, der blandt andet forsker i globalisering ved instituttet for politik, filosofi og religion ved universitetet i Lancaster, fremhæver, at undersøgelsen bekræfter tendenser, som er set i andre undersøgelser.

Så jeg var ikke så overrasket over udviklingen. Men det er ret hurtigt, at det er sket over en syvårsperiode, siger hun.

Undersøgelsen med titlen Det globale indeks over religiøsitet og ateisme er gennemført i 57 lande, som dækker 73 procent af verdens befolkning.

LÆS OGSÅ: Multireligiøse rum bringer ikke nødvendigvis folk sammen

Andelen af befolkningen, der anser sig som religiøse, er faldet mest i Vietnam med 23 procentpoint, skarpt fulgt af Irland med 22 procentpoint, så kun 47 procent af irerne ser sig selv som religiøse.

Udviklingen i Irland er ganske forbløffende. Jeg er overrasket over det seismiske skifte på blot få år. Men måske er der ikke så overraskende i lyset af de store problemer, den katolske kirke har haft, siger David Voas.

En talsperson for den katolske kirke i Irland har i Belfast Telegraph kritiseret brugen af ordet religiøs i undersøgelsen. Irere vil ifølge ham hellere benytte betegnelser som spirituel om dem selv. Men den katolske ærkebiskop af Dublin afviser ikke, at kirken står over for en stor udfordring i Irland.

Den katolske kirke kan ikke blot antage, at troen automatisk vil gå videre fra den ene generation til den næste, eller blive levet fuldt ud af den enkelte, lød kommentaren til undersøgelsen fra ærkebiskop Diarmuid Martin til avisen Belfast Telegraph.