Hollænderne vender EU ryggen

I den hollandske valgkamp er der dømt fri jagt på alt, der er blåt med gule stjerner. EU er blevet den nye yndlings-aversion i et land, som ellers har været anset for at være med i den inderste kerne af EU-samarbejdet

Geert Wilders med pro-grammet for sin massivt EU-kritiske kampagne under sloganet ”Deres Bruxelles, vores Holland”. –
Geert Wilders med pro-grammet for sin massivt EU-kritiske kampagne under sloganet ”Deres Bruxelles, vores Holland”. –. Foto: Robin UtrechtANP.

Et retsforbehold i Holland?

Forslaget kom bag på de fleste, da den hollandske statsminister, Mark Rutte, fremlagde sit valgmanifest forud for det kommende valg den 12. september. Men jo. Med direkte henvisning til Danmark som et foregangsland på udlændingeområdet går Ruttes højreliberale regeringsparti VVD til valg på at få lov til at stille sig uden for EU-fællesskabet.

LÆS OGSÅ: At hamre løs på Bruxelles

Vi har længe villet have muligheden for som land at forlange, at alle er mindst 24 år, tjener nok penge og kan sproget, når de kommer hertil. Vi ved fra Danmark, at det leder til et stærkt fald i tilstrømningen af dårligt stillede indvandrere. Vi har taget alle de forholdsregler, som vi kan her i Holland. Men nu stikker den europæiske lov en kæp i hjulet for os, sagde Mark Rutte uden dog at komme nærmere ind på, hvordan han vil bære sig ad med at få de 26 andre EU-lande med på den idé, som kræver traktatændringer og godkendelser i alle lande.

Forbeholdstanken er et eksempel på, hvordan Bruxel-les og alt det, byen står for, er blevet den nye politiske yndlingsaversion i et Holland, som ellers har været anset for at være med i den inderste kerne af EU-samarbejdet siden fællesskabets fødsel.

I takt med, at tonerne fra Bruxelles ellers lyder på mere samarbejde og tættere politisk union som svar på de udfordringer, særligt eurolandene står over for, har debatten i Holland handlet om udvisning af EU-borgere, hvis de ikke kan forsørge sig selv. Hjemmesider, hvor man kan indberette problemer med østeuropæere, indføring af videoovervågning ved grænseovergangene, afvisning af at få rumænere og bulgarere med i Schengen-samarbejdet samt en stadig større utilfredshed med at skulle låne flere og flere penge ud til sydeuropæerne.

Grækerne og spanierne er blevet de nye muslimer, som en vittig kommentator formulerede det.

Holland er blevet ikke bare euroskeptisk, men EU-fjendtligt. Ikke mindst på grund af partierne på yderfløjene, som er meget kritiske og som i høj grad har sat dagsordenen de seneste år, siger Sophie int Veld, der sidder i Europa-Parlamentet for det socialliberale D66.

Det lille parti kan politisk bedst sammenlignes med De Radikale. Lige for tiden er de ret ene om at holde EU-fanen højt i hollandsk politik, mens særligt det tidligere kommunistiske socialistparti SP og Geert Wilders højrepopulistiske Frihedsparti har høstet støtte i befolkningen ved at stemme nej til at hjælpe Grækenland og kæmpe for, at EU skal holde op med at blande sig i den hollandske finanspolitik.

Int Veld er dog særligt skuffet over, at også de store midterpartier, Socialdemokraterne i PvdA, kristendemokraterne i CDA og statsministerens liberale i VVD er gået med på legen. De skyder rask væk skylden på Bruxelles, når de skal træffe upopulære beslutninger, og de viser offentligt muskler over for eurokraterne, når de kan se deres snit til det, sådan som statsminister Mark Rutte har haft tendens til, når han har været til krisetopmøder i Bruxelles.

Efter min mening er det uværdigt for en statsminister at komme med latterlige populistiske bemærkninger om EU. Men der er ingen, der går i rette med ham, når han står på pressekonferencer og kommer med smarte kommentarer om, at han ikke har overdraget vores kreditkort til sydeuropæerne, siger hun opgivende, men lægger ikke skjul på, at forklaringen på statsministerens udfald mod unionen skal findes hos én mand. Geert Wilders og hans frihedsparti, PVV.

Med sin massivt EU-kritiske kampagne under sloganet Deres Bruxelles, vores Holland fisker den blonderede stemmesluger, der selv er frafalden VVDer, i præcis den samme vælgersø som sin tidligere partifælle Mark Rutte.

PVV-lederen, der ellers er mest kendt for sin benhårde anti-immigrationslinje, har i denne valgkamp ladet sin trofaste udlændingekæphest hvile og har i stedet erklæret valget den 12. september for en folkeafstemning om Europa.

Wilders har brug for en ekstern fjende. Og han kan ikke rigtig komme videre med integrationsdebatten, fordi det emne bliver henvist til en andenplads, når debatten om velfærd og krisen slår igennem. Der er Europa et taknemmeligt emne, fordi det både koster penge og suverænitet, siger Claes de Vreese, der er professor i politisk kommunikation på Amsterdam School of Communication Research.

Politisk og strategisk er det lidt af en genistreg, fordi det fylder et tomrum, som de andre partier ikke tør fylde. Alle de store partier er splittede og ved ikke, hvor de står, fordi de ikke har haft nogen intern debat om, hvad de vil med Europa. De har ikke villet forholde sig til EUs udvikling, størrelse, politiske omfang og vejen ud af krisen. Det overlader teten til Frihedspartiet og socialisterne, som ser det som et handy emne at score billige point på, siger Claes de Vreese.

Han mener, at mangel på substans i debatten om, hvad der skal til for at få EU ud af krisen, giver masser af plads til de populistiske højre- og venstrepartier til at fremføre lette paroler om de ansigtsløse eurokrater, der er korrupte og ineffektive. Wilders lancerede således i begyndelsen af august en hjemmeside, hvor folk kan trykke på en knap, hvis de vil tilkendegive deres utilfredshed med de overbetalte EU-lommefyldere i Bruxelles. Dermed spiller han også med stor succes på det faktum, at hollændernes forhold til EU er meget nyttebaseret, vurderer professor i statskundskab Hans Vollaard fra universitetet i Leiden, der forsker i hollændernes holdning til EU.

Han forklarer, at hollændernes holdning til unionen er pragmatisk. De mener, at unionen er en god idé, så længe der er noget i den for dem. Derfor er eurokrisen med til at underminere støtten til hele projekt EU, fordi det i en krisetid er nemmere at se, hvad samarbejdet koster, end hvad man får igen.

De store emner har været, at det er dyrt, og at man er i union med nogle lande, der ikke spiller efter reglerne, men i stedet kræver en masse penge, siger han og påpeger, at det giver frit spil for partier som Wilders til at kapre diskussionen.

Det gør det nemt for dem at argumentere for, at hvis samarbejdet ikke fungerer effektivt, hvorfor så ikke give magten tilbage til landene, siger han.

Samtidig peger han på, at hollænderne ikke har noget problem med at kræve meget højere standarder for de kriseramte sydeuropæere end for sig selv, på trods af at Holland er i recession og kæmper med at overholde de fælles budgetregler.

Det er sjovt at se det selvbedrag, hvor vi tror, vi klarer os ganske pænt i forhold til at være sparsommelige. Vi går også klart ind for stramme regler for andre lande og særligt dem nede sydpå. Men hvis folk bliver spurgt, om EU-Kommissionen skal have lov til at blande sig i det hollandske underskud, daler støtten. Der er en vis arrogance i det. Men vi bilder os selv ind, at vi klarer os bedre, end vi gør, siger Hans Vollaard.

Meningsmålinger viser, at der ikke er støtte i befolkningen til at overlade mere suverænitet til Bruxelles, og at det ville være helt utopisk at prøve på at få nogle af de idéer om fælles finanspolitik og meget mere politisk union igennem, som særligt den tyske kansler, Angela Merkel, vil have i pant for at acceptere en større grad af ansvar for den sydeuropæiske gæld.

Hollænderne hører ikke til blandt føderalisterne. Det kan godt være, vi gjorde det for 25 år siden. Men det er ikke længere tilfældet, siger Ben Crum, der er professor i statskundskab ved Det Frie Universitet i Amsterdam.

Han peger på, at den hollandske udenrigsminister, Uri Rosenthal, kom tilbage fra et møde med sin tyske ministerkollega, Guido Westerwelle, og gjorde meget klart, at det efter hans mening ikke er det rette tidspunkt at begynde at overføre mere magt til Bruxelles over ting som pensioner, arbejdsmarked og velfærd, sådan som tyskerne lagde op til.

Både Merkel og Westerwelle har været ude at sige ting, som ingen seriøs hollandsk politiker nogensinde ville tage i sin mund, siger Ben Crum.

Imens har den britiske premierminister, David Cameron, og den franske præsident, François Hollande, erkendt, at der kan komme et tidspunkt, hvor særligt eurolandene vil bevæge sig længere frem og efterlade andre på bagperronen. Men selv blandt eurolandene vil der være forskel på lysten til nærmere samarbejde.

De medgav begge, at der måske kommer en fremtid, hvor der findes et kerneeuropa og så nogle lande lidt længere ude i periferien, der ikke vil gå nær så langt. Her er der en forventning om, at Holland skulle høre til blandt de lande, der går forrest. Men hvis vi får en situation, hvor man har en meget hård kerne og måske to eller tre niveauer længere ude, så vil der helt sikkert komme en debat om, hvorvidt vi skal være med helt fremme, siger Ben Crum.

Kilder i Bruxelles kan dog berette, at det godt kan være, at hollandske politikere er meget kritiske, når de taler om EU i offentligheden. Men bag de lukkede døre i EU-forhandlingslokalerne er hollænderne generelt blevet noget mere føjelige, efter at den liberal-konservative koalition ikke længere behøver at sikre den skrøbelige fred med støttepartiet Frihedspartiet for at bevare magten. Den diskrepans hæfter professor i politisk kommunikation Claes de Vreese sig også ved.

Derfor skal man heller ikke totalt afskrive hollænderne på det europæiske hold. Det kan godt være, de ikke er i front, men de er altså ikke i gang med at skære alle bånd. For selvom den hollandske regering har stemt imod en masse ting som for eksempel Rumænien og Bulgariens optagelse i Schengen og åbning af grænsekontrollen, så er det symbolpolitik, hvor de kan gå ud og fortælle vælgerne, at de har sagt nej til EU, for den næste dag at skrive under på finanspagten, der er meget mere vidtgående, siger Claes de Vreese.

Han beskriver mange af de kritiske udmeldinger fra især statsministerens VVD-parti som kejserens nye klæder. Samtidig efterlyser han en reel debat af, hvad man egentlig vil med medlemskabet af unionen i Holland, og hvordan man forestiller sig at løse de problemer, som unionen står over for lige nu. Det kan koste nogle hug fra vælgerne. Men det er et sundere alternativ end at køre videre i den nuværende rille.

For mig er det ikke en levedygtig strategi for fremtiden bare at regne med befolkningens stiltiende samtykke. Man bliver nødt til at have en debat om fordelene og ulemperne og så acceptere, at det kan have nogle demokratiske konsekvenser. Ikke at tage debatten er meget mere risikofyldt, siger Claes de Vreese, der dog ikke er i tvivl om grunden.

Det skyldes en mangel på mod. Men hvis de tier stille, overlader de banen til Wilders og hans ligesindede, siger han.

Indtil videre er det dog ikke den forkromede overordnede debatstrategi, der føres i Holland. Det er stadig de lette pointers valgkamp, hvor syndebukkene findes nede sydpå. Som for eksempel i en valgannonce fra den hollandske statsministers VVD-parti efter en skuffende hollandsk indsats i årets fodbold-EM. Her ses finaledeltagerne Spanien og Italiens spillere Xavi Hernández og Andrea Pirlo portrætteret under teksten:

De kan godt få trofæet. Men vores kreditværdighed får de ikke.

Carl Bloch, Transfiguration.
Carl Bloch, Transfiguration. Foto: Koen van WeelANP.