Ortodoks kirke mod gruppen Pussy Riot. Kirken i Rusland bør moderere sit ønske om en plads på magtens tinder

I DAG FREDAG falder der dom i sagen mod den russiske punkgruppe Pussy Riot. Hvad enten det ender med frifindelse, en betinget dom eller anklagerens påstand om tre års fængsel, har den russisk-ortodokse kirke på en indtil nu uset måde vist sig som aktiv part i Ruslands værdi- og rettighedspolitiske spil.

Mange medier har gjort sagen til et udtryk for domstolenes afhængighed af præsidentmagten. Men vi skal huske, at retssagen har været rigtig dårlig for Ruslands præsident og regering, og præsidenten har da også selv udtalt, at han håber, de anklagede får en mild straf. Unge, smukke kvindelige kunstnere bag tremmer i en retssal er ikke god presse for nogen – heller ikke for den russiske præsident.

Den institution, der ser ud til at kunne vinde noget på sagen, er den ortodokse kirke, der kan bruge afgørelsen til at befæste en ukrænkelighed og derved en privilegeret position i det russiske samfund. Hvis Pussy Riot-medlemmerne idømmes ubetinget fængsel, får den ortodokse kirke rettens ord for, at Ruslands nationalkirke må stå uimodsagt som autoritet.

Kirken kan så i fremtiden forvente, at det verdslige retssystem i Rusland stiller sig til rådighed som formidler af en religiøs straf over dem, som krænker kirken. Den, der krænker, cementerer sin egen ukrænkelighed.

HVORFOR ER DET, kirken er så vred på kvinderne? Der er to grunde til, at netop denne sag kan siges at være vigtig for den russisk-ortodokse kirke.

For det første skal man erindre sig det kvindehad, der desværre traditionelt har karakteriseret store grupperinger i den russisk-ortodokse kirke. Mange russiske præster forbyder for eksempel kvinder at komme til gudstjeneste, når de er ”urene”, det vil sige, når de har menstruation. Det giver næsten sig selv, at punkerne i – alene navnet! – Pussy Riot er en stærk provokation mod en sådan kirke.

For det andet har den russisk-ortodokse kirke brug for en sag, hvor den kan vise sin magt ved måske ligefrem at overtrumfe statsmagten i krænkelse af dem, der protesterer. Modsat den katolske kirke i vest har den russiske kirke sine rødder i den byzantinske tradition, hvor stat og kirke er en mere sammenflettet organisme end i vest, hvor kirken havde ét centrum i Rom, langt væk fra den verdslige magts forskellige hovedstæder.

Det kan man som turist i Moskva i dag blive overbevist om ved at besøge Kreml og der se, hvordan de russiske middelalderfyrster bogstaveligt talt boede dør om dør med kirkens overhoved, patriarken. Pussy Riots sang i Frelserkatedralen i Moskva, hvor Jomfru Maria bønfaldes om hjælp til at uddrive Putin fra det russiske samfund, angriber denne byzantinske enhed mellem stat og kirke og truer med at splitte den.

SIDEN DEN russisk-ortodokse kirkes overhoved, patriark Kirill, indtrådte i sit embede i 2009, har han på sin kirkes vegne taget mange store skridt op ad magtstigen i det russiske samfund. Det frister mange at opfatte kirkens vej tilbage i toppen af den russiske magtpyramide som en slags kompensation for de krænkelser, kirken selv blev udsat for i sovjetperioden og derved som en slags retfærdig udvikling. Men på den baggrund risikerer kirken at få en form for ukritisk goodwill, som den kan bruge til at opbygge en magtbase til selv at hævde retten til at krænke. Sagen mod Pussy Riot kan gå hen og blive kronen på dette værk.

En vej ud af dette scenarie er, at en magtfuld politiker, for eksempel præsidenten, benytter sin indflydelse til at lade retten se med milde øjne på de anklagede unge kvinder. På den måde kan kirken få en hentydning til, at den skal moderere sit ønske om en plads på magtens tinder.

Jon Kyst er ph.d. i russisk og direktør i Akademisk Rejsebureau